Prøv avisen
Mit nytårsønske

Filosof: Når stater svigter, må civilsamfundet træde til

Foto: Peter Hove Olesen/Polfoto

Thomas Søbirk er netop udpeget som nyt medlem af Det Etiske Råd. Hans ønske for 2017 er, at den enkelte dansker påtager sig et større ansvar for at mindske fattigdom og lidelse igennem donationer til velgørenhed

Er der en etisk problemstilling, der har haft svært ved at trænge igennem i 2016, og som bør komme på dagsordenen i 2017? Det har vi bedt medlemmerne af vores Etikpanel om at svare på. Denne gang er det filosof og medlem af Det Etiske Råd, Thomas Søbirk, der kommer med sit etiske ønske for det nye år. 

Donerer du penge eller tid til velgørenhed? Hvordan du besvarer dette spørgsmål har betydning for, hvordan du lever dit liv, og hvordan du behandler andre i nød.

Lad mig fortælle et lille juleeventyr, der understøtter, at det er moralsk rigtigt at give til velgørenhed. Du er på vej til indkøbscentret for at købe en julegave til dine børn. Pludseligt, ser du et barn - lad os kalde hende Liv - der er ved at drukne i en lille sø. Vandet når kun Liv til navlen. Liv skriger om hjælp, og du er den eneste person i nærheden.

At hjælpe Liv vil være nemt for dig, og du vil uden fare for dit eget liv kunne bringe Liv i sikkerhed. At redde Liv vil dog betyde, at du vil ødelægge dine nye ruskindssko, og at du ikke vil kunne nå at købe den planlagte julegave i dag. Bør du hoppe i vandet og redde Liv?

Jeg vil tro, at de fleste mennesker svarer, at du bør hjælpe pigen Liv, selv om det har nogle omkostninger for dig at redde hendes liv. Det er moralsk vigtigere at redde et liv end at redde et par ruskindssko og at få købt en julegave i dag i stedet for i morgen. Men hvis du mener, at det er moralsk rigtigt at hjælpe et barn som Liv, hvis det har små omkostninger for dig selv, så bør du vel også redde børn ved at donere penge til velgørende organisationer, der kan redde børns liv?

For værdien af et par gode sko (især hvis der er tale om værdien af et par gennemsnitlige sko af Lars Løkke-standard), kan du redde liv mange steder i verden. 10.000 børn dør i følge UNICEF hver dag på grund af hungersnød, fejlernæring eller mangel på basal medicin. Det svarer cirka til, at hele Danmarks befolkning hvert år dør en pinefuld død på grund af mangel på ressourcer, som der er rigeligt af i resten af verden. Desuden er 70 millioner mennesker i verden på flugt og lever og dør under kummerlige forhold.

Desværre vælger mange danskere ikke at donere noget som helst eller meget lidt. 80 % af danskerne donerer i følge en undersøgelse mindre end 40 kroner om måneden til velgørende organisationer. Der er selvfølgeligt danskere, der er så fattige, at de ikke har råd til at give 40 kroner om måneden. Men det kan ikke passe at 80% af den danske befolkning, der tilhører et af verdens rigeste lande, er så fattige, at de ikke kan være med til at redde andres liv.

Begrundelserne for ikke at donere noget eller meget lidt, kan være fordi man mener, at det ikke hjælpe noget som helst. Selvfølgelig er der eksempler på fejlslagen nødhjælp, og der er også plattenslagere, der kun tænker på at samle ind til sig selv. Men generelt set er dette ikke rigtigt.

Når Læger Uden Grænser hjælper underernærede børn ved at lægge et drop mod underernæring eller hjælper sukkersyge- og malariapatienter eller HIV-smittede med at få adgang til livsvigtig medicin, så redder de liv. Hvis du selv har prøvet at være så syg, at du ikke har noget overskud og vil dø uden andres hjælp, ved du også, hvor glad man er for hjælpen, når den når frem.

Når Dansk Flygtningehjælp sørger for mad og rent drikkevand til flygtninge, så redder de liv. Hertil kan man hævde at dette redningsarbejde bare fører til, at der er flere munde at mætte og dermed bidrage til overbefolkning og endnu mere nød. Men igen! Dette er ikke rigtigt og derfor blot en dårlig undskyldning for ikke at gøre noget. Forskningen og erfaringer viser i stedet, at jo rigere et land og dets befolkning bliver, jo færre børn bringer de til verden. Og hvis man mener at overbefolkning er et problem, kan man jo bare donere penge til familieplanlægning.

Andre hævder at fattigdomsbekæmpelse må være en statsopgave, da de fleste årsager til fattigdom skyldes systemiske forhold som handelsblokeringer og korruption, som kun kan løses af politisk vej. Men hvis stater ikke gør nok for at hjælpe verdens fattige, ved at ændre fattigdomsbevarende systemer, så må vi som enkeltindivider i civilsamfundet tage et ansvar og gøre noget for at redde liv.

Private donationer er for øvrigt fuldt foreneligt med, at man også samtidigt kæmper for politisk forandring. Hvis vi vælger kun at bruge energi på at kæmpe for langsigtede forandringer, som der kan være høj usikkerhed om nogensinde vil blive realiseret, ofrer vi millioner af individers liv på et ideologisk alter om politisk forandring.

Bemærk dog venligst at hjælpe andre i nød kan også være i vores egen interesse. Undersøgelser har vist, at man bliver glad, og at det giver mening til livet, hvis man donerer til velgørenhed. Og ved at bekæmpe fattigdom og lidelse, som ofte er årsag til social og økonomisk ustabilitet og krig og stigende flygtningestrømme, er vi med til at gøre verden til et mere bedre og mere sikkert sted – til glæde for alle på kloden.

Godt nytår! 

Thomas Søbirk Petersen er professor i Etik ved Roskilde Universitet og medlem af Det Etiske Råd.