Prøv avisen

25-årige Alexander: Gennem musikken hjælper vi unge

Alexander Engel har rappet siden han var 13 år, og de sidste fem år har han frivilligt undervist unge i rap på Furesø Rapskole, som er en forening, han selv har skabt. Ved siden af det frivillige arbejde underviser han på forskellige musikskoler og laver sin egen musik. Foto: Leif Tuxen

Rapper Alexander Engel har med sin frivillige forening Furesø Rapskole fået de unge drenge væk fra gaden og skabt et fællesskab, hvor de kan udvikle sig såvel fagligt, socialt som musikalsk

Hver søndag kan man finde den 25-årige rapper Alexander Engel i lokalerne i kulturcentret Stien i Farum. Her holder hans frivillige forening Furesø Rapskole til, som han startede for fem år siden.

I det tidligere lærerværelse står der i dag et trommesæt i hjørnet, og på væggene hænger der sedler med ord som ’fællesskab’ og ’represent your crew’ (repræsenter dit hold, red.) bagved det ovale bord med orange-betrukne stole. I venstre side af rummet adskiller en glasvæg lokalet fra det lille lydstudie, og det er tydeligt at se, at det er her drengene opholder sig mest.

Der er ikke dukket så mange op endnu denne søndag eftermiddag, og det kan variere meget, hvor mange de er. Nogen gange er de samlet 20-25 stykker, og så der trængt i lokalet, som de er rigtig glade for.

Hans Rehne Jensen, som har kunstnernavnet Mellow, har været med i rapskolen i tre år. Han er kommet lidt tidligere end de andre, og har siddet og redigeret noget musik. Da de er samlet i lokalet, beder Alexander Engel ham om at sætte et beat på, og så går de ellers i gang med at rappe deres egne tekster. Et vers og så er det den næstes tur. Ordene strømmer i høj fart ud af munden på dem. 

Alexander Engel fik ideen til projektet, fordi han syntes, der manglede nogle anderledes ungdomstilbud i Furesø Kommune. Først startede han et koncept om at følge sine drømme. Men efter et par gange fandt han ud af, at flere af drengene gerne ville rappe, og da han selv havde kompetencerne til at undervise i rap, besluttede den dengang 20-årige Alexander Engel, at det var den vej det skulle.

”Jeg kunne mærke, at de havde interessen, og at nogle af dem også havde talent for det, og det ville jeg gerne videreudvikle. Jeg var nysgerrig på, hvor meget potentiale der kunne komme ud af det,” siger Alexander Engel, som i 2014 vandt Furesø Integrationspris for sin indsats.
 
Dengang viste han intet om at starte en forening, og han blev overrasket over, at det egentlig ikke var særligt svært.

”Min vision var at få drengene væk fra gaden. Jeg ville have dem herned, hvor de kan bruge deres positive og negative energi på at skrive tekster og igennem arbejdsprocessen. Og jeg ville have dem til at udvikle sig,” forklarer Alexander Engel, som mener, at slutproduktet er vigtigt, men ikke vigtigere end processen og deres udvikling.

I foreningsvedtægterne står der, at et af formålene med rapskolen er at skrive tekster, som er samfundsrelaterede. Og Alexander Engel synes, det er vigtigt, at der er dybde i teksternes budskab.

Flere af drengenes forældre har nævnt overfor ham, at deres børn er blevet mere sociale, nogen er blevet bedre i skolen og har fået mere selvværd. Og vigtigst af alt er de blevet en del af et fællesskab, hvor de lærer af hinanden.

Men Alexander Engel har også fået udvidet sin egen horisont og lærer af drengene:
 
”Jeg er nærmest begyndt at se op til dem, fordi de har en ny og moderne lyd,” fortæller Alexander Engel, som også føler, at han betaler tilbage til samfundet gennem sit projekt, som netop er placeret i Farum, fordi det er her, han har boet det meste af sit liv.

Han lever og ånder for musikken, som han bruger stort set al sin tid på. Og han har ambitioner om, at få etableret et fast studie i Farum, som også kan eksistere, når han en dag ikke står i spidsen for foreningen længere. På et tidspunkt vil han give stafetten videre til nogle af de unge, som han selv har undervist.
 
”De er jo det sted i livet, hvor jeg var, da jeg startede rapskolen. Hvis de får erfaring med frivilligt arbejde vil det også give dem nogle kompetencer, som de kan bruge i fremtiden. Så det vil være til alles gavn, hvis det skete,” siger Alexander Engel, som dog understreger, at han altid vil være der, selvom det måske bliver i en anden rolle.

Alexander Engel er blot en af de unge, som har stiftet sin egen forening. Du kan læse flere eksempler her. 

Drengene sidder og lytter til noget ny musik, som Hans Rehne Jensen har fundet frem på computeren. Han sidder forrest i billedet. Til venstre sidder Casper Damsgaard, som er kommet for at snakke med Alexander Engel i den ternede skjorte om en koncert, drengene skal lave. Bagerst sidder Nicklas Christiansen, som kommer og hjælper til engang imellem. Længst til højre sidder William Leon Williams. Foto: Leif Tuxen
Der er dukket lidt flere op, og drengene tager en pause fra det varme studie og får lidt frisk luft. Foto: Leif Tuxen
I venstre side af billedet sidder William, som er igang med at rappe et vers. Han er 15 år, og har kun rappet i knap et år. Han har sammen med Alexander Engel og Furesø Rapskole lavet en musikvideo, som den første halvanden uge har haft 20.000 visninger. Foto: Leif Tuxen
En del af tiden på rapskolen bliver brugt på at skrive tekster og på billedet ses noget af det, som drengene har skrevet. Foto: Leif Tuxen