Prøv avisen

26-årige Nexhat: Det er min pligt at hjælpe andre

Nexhat Sehari har startet foreningen Det Humanistiske Fællesskab, som står for "Projekt Omhuklipning" i Svendborg, hvor byens socialt udsatte borgere kan få en gratis klipning. Foto: Andreas Bastiansen

For Nexhat Sehari er det en selvfølge at hjælpe andre mennesker. Han har derfor stiftet frivilligforeningen Det Humanistiske Fællesskab, som blandt andet tilbyder socialt udsatte i Svendborg en gratis klipning

”Jeg har en ide om, at man kun skal give lidt af sig selv for at gøre en kæmpe forskel for andre.”

Sådan siger 26-årige Nexhat Sehari, da Kristeligt Dagblad møder ham i Frivillighuset i Svendborg. 

Her holder foreningen Det Humanistiske Fællesskab til. En gang om ugen tilbyder Nexhat Sehari og de andre frivillige Svendborgs udsatte en gratis klipning, en kop kaffe og lidt omsorg.

De kalder det ”Projekt Omhuklipning”, og i løbet af det første år har 190 svendborgensere fået studset lokkerne.

I dag er fire borgere mødt op. Én er genganger, men de tre andre har aldrig været der før. Henriette, som ikke ønsker at få sit efternavn i avisen, er den første, der skal klippes, så hun tager plads i frisørstolen. Imens sidder de tre andre og nogle af medhjælperne i kaffestuen og taler sammen over et stykke kage.

Brian, som heller ikke ønsker sit efternavn offentliggjort, har været der tre gange før. Han fortæller, at han er glad for at komme i den sociale frisørsalon:

”Her er vildt hyggeligt, og her er nogen, som spørger til, hvordan det går. De giver omsorg, og de er gode til at mærke efter, om man har lyst til snakke,” siger Brian, som er førtidspensionist.

Henriette er nu færdig, og hun kommer ind til de andre, som synes, at hendes nye hår ser godt ud. Hun er også selv godt tilfreds:

”Hun (frisøren, red.) gjorde det lige, som jeg ville have det. Det var så dejligt. Jeg skal snart til noget på min søns skole, og så er det rigtig rart at kunne møde op uden at ligne et eller andet,” siger Henriette og takker mange gange, inden hun med fornyet selvtillid triller ud af Frivillighuset med sin rollator.

Ideen til ”Omhuklipning” opstod, da Nexhat Sehari en dag selv sad hos sin frisør og blev klippet.

Her mærkede han en følelse af glæde. Samtidig slog det ham, at det måske ikke er alle, som har mulighed for at komme til frisøren. Og hvad gør man så?

Hurtigt udviklede ideen sig i hans hoved, og han spekulerede på, om man med nogle ledige lokaler, en lille pose penge og nogle frivillige hænder kunne hjælpe hjemløse med at blive klippet.

Ideen fik lov til at ligge og simre lidt, men da Nexhat Sehari sammen med sin kusine Nafije mødte op i Frivillighuset for at tilmelde sig frivilligt arbejde, luftede han ideen. Her blev den mødt af positiv respons:

”Anerkendelsen gav mig gejsten til at starte projektet op,” forklarer Nexhat Sehari.

Han fik en gruppe lokale frisører med i projektet og startede foreningen Det Humanistiske Fællesskab med bestyrelse, generalforsamling, vedtæger og alt, hvad foreningsarbejdet indebærer. Og i dag er de omkring 17 frisører og mere end 20 medhjælpere, som med deres gratis arbejdskraft gør ”Projekt Omhuklipning” til virkelighed.
 
Den sociale frisørsalon samarbejder blandt andet med Forsorgshjemmet Stenpladsen, som henviser borgere til tilbuddet. Andre gange tager borgerne selv kontakt for at høre, om de kan få en tid til en klipning.

Og Nexhat Sehari stoler på det, de fortæller ham: Der er ikke nogen, der skal dokumentere, at de er på kontanthjælp, førtidspension eller på anden måde socialt udsat.
 
Han forventer ikke, at en hårklipning løser de socialt udsattes problemer, men han tror på, at de frivillige hver især giver et løft, og at de i fællesskab hjælper den enkelte.

Vores udseende og dermed også vores hår har betydning for, hvordan andre mennesker møder os. Hvis man ser rodet ud, bliver man ikke taget seriøst, og hvis man ser en, som ser usoigneret ud, så tager folk afstand, forklarer han:

”Det er så uværdigt. Prøv at forestille at det var dig selv. Det betyder meget, hvordan man ser ud, og hvis man ikke ser ud som andre, bliver man stigmatiseret. Med vores forening giver vi et modsvar på stigma.”

En af årsagerne til succesen er Nexhat Seharis innovative tilgang til det at gøre en forskel. Han er lykkedes med at overbevise frisørerne og medhjælperne om, at man skal gøre lidt for at gøre en forskel:

”Jeg spurgte, om de havde tid til at bruge to timer fire gange om året på at gøre en forskel. Så lidt skal der faktisk til, og det siger alle ja til,” forklarer Nexhat Sehari, som også ser sig selv som iværksætter.

Derfor har han også nye visioner. Han håber at få nogle af de nytilkomne flygtninge, som er uddannede frisører, til at klippe. Der er dog nogle sprogbarrierer, der skal findes en løsning på. Han vil også gerne lave debataftener om tabuiserede emner, hvor fordomme kan blive udfordret.

Yderligere er Nexhat Sehari sammen med bestyrelsen gået i gang med at få ”Projekt Omhuklipning” op at stå i København. Det går fremad, men de mangler at finde nogle ledige lokaler, som kan bruges til formålet.

”Jeg håber, det lykkes, for der er også mange socialt udsatte i København, som vil kunne få gavn af tilbuddet,” siger Nexhat Sehari, som ser det som en menneskepligt at hjælpe.

Nexhat Sehari er blot en af de unge, som har stiftet sin egen forening. Du kan læse flere eksempler her.

Her sidder nogle af de frivillige og taler med Brian og Rasmus, som venter på, at det bliver deres tur til at blive klippet. Der er stor opbakning til "Projektet Omhuklipning" i byen, og derfor får de blandt andet gratis kaffe fra et supermarked og gratis kopper og sukker fra et andet. Foto: Andreas Bastiansen
Her får Henriette vasket hår inden hun skal ind i frisørstolen ved siden af. Frivillighuset bliver brugt af mange forskellige foreninger, og derfor var der brug for en tranportabel vaskestol. Det blev et projekt for nogle elever på teknisk skole i Svendborg, som de løste ved at sætte hjul på og en slange, som fører vandet væk. Foto: Andreas Bastiansen
Her bliver Henriette klippet. Borgerne bliver klippet i et rum, hvor der ikke er andre, så der er ro omkring dem. Foto: Andreas Bastiansen