Siden jeg var barn, har højdepunktet i gudstjenesten altid været velsignelsen. Disse gyldne ord, som afslutter den danske højmesse:
Herren velsigne dig og bevare dig,
Herren lade sit ansigt lyse over dig,
Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred.
(4 Mos 6, 24-26)
Den såkaldte ’aronitiske’ velsignelse er en præstelig velsignelsesformel, der ifølge Det Gamle Testamente stammer fra Moses´ og Arons tid. Aron var Moses´ bror og Israels første retmæssigt indviede præst og grundlægger af præstekasten.
I 4. Mosebog kapitel 6, vers 23 autoriseres Aron og hans efterkommere - Israels præster - til at udtale velsignelsen over israelitterne og sætte Jahves navn på dem.
Hvad enten jeg sidder på kirkebænken eller står for alteret, er velsignelsen gudstjenestens klimaks.
Det danske ord ’velsigne’ har noget at gøre med at sige noget godt. At ’signe’ noget kan også betyde at ’hellige’ og ’indvie’. Velsignelsen ved gudstjenestens slutning er med til at sende menigheden ud og indvie os til tjeneste. Det er det bedste, jeg kan videregive som præst, og derfor elsker jeg at samle på forskellig ordlyd for velsignelsen fra forskellige lande og fra forskellige kristne traditioner.
I sjælesørgeriske samtaler tilbyder jeg ofte at lyse velsignelsen, og det er et højtideligt øjeblik at få lov at lægge hænderne på et menneskes hoved og udtale Guds velsignelse. Velsignelsen er som et lys, der kastes over os.
Jeg har engang hørt den svenske forfatter Ylva Eggehorn holde foredrag, hvor hun brugte denne metafor om velsignelsen:
På Gotland bor en pottemager, der laver de smukkeste lerkrukker. Men han brænder dem så hårdt, at de krakelerer. I stedet for at smide stumperne væk, samler han dem møjsommeligt og limer dem med 24 karat guld, så de bliver helt unikke. På samme måde er det med Gud: Vi er skabt i Hans billede, og Gud så, at det var godt. Med syndefaldet blev det oprindelige billede ødelagt. Men i stedet for at vrage os og kaste os væk, samler Gud stumperne sammen og ’limer’ os, heler os med sin velsignelses gyldne ord.
Når jeg har stået med et nyfødt barnebarn i mine arme; når jeg har viet to elskende, når jeg har stået foran en kiste, har det været stærkt at lyse velsignelsen. Velsignelsen er der slidt på i århundreder, uden at den er blevet forslidt.
Udover den aronitiske velsignelse samler jeg på mange andre gode ord for det samme. I Davids Salme 121 lyder ordene, som siges ved enhver dåb:
Herren bevare din udgang og din indgang fra nu og til evig tid. (Sl 121,8)
Efter en prædiken bruges også den, vi kalder den ’apostolske’, hvilket hentyder til, at vi har den fra apostlen Paulus. Den findes i slutningen af 2. Korinterbrev og lyder:
Herren Jesu Kristi nåde
og Guds kærlighed
og Helligåndens fællesskab være med jer alle.
Som pilgrimspræst bruger jeg ofte den keltiske velsignelsesbøn:
Må Kristus være foran dig og vise dig vejen,
Må Kristus være ved siden af dig og ledsage dig,
Må Kristus være bagved dig og beskærme din ryg,
Må Kristus være nedenunder dig og holde dig oppe, når du falder,
Må Kristus være indeni dig og bevare dig fra alt ondt,
Må Kristus være oven over dig og velsigne dig. Amen
Til et økumenisk møde i Kirkernes Verdensråd hørte jeg engang en afrikansk kvinde udtale følgende velsignelse:
Modtag velsignelsen fra Saras og Abrahams Gud,
Fra Marias søn – og fra
Helligånden, som våger over dig som en mor over sine børn.
På den skotske pilgrims-ø Iona har jeg engang hørt denne formulering:
Må Gud sætte sit kærligheds segl i dit hjerte, så du går herfra som Hans levende kærestebrev!
I klosterkirken i Roncesvalles (1078) på den spanske pilgrimsrute fik jeg disse ord med på vejen på min ’camino’, min første pilgrimsvandring i 2000. Ordene har lydt hver dag i selvsamme kirke siden år 1078 og kan stå som overskrift til hele ens livsvej:
Må Gud velsigne dine fjed,
Må du finde, hvad du søger –
Og til sidst nå målet med glæde!