Prøv avisen
Boguddrag

Overrabbiner: Nutidens antisemitisme er ond og udbredt

Foto: Blake Ezra Photography

Den antisemitisme, der i dag vælder frem i den arabiske og muslimske verden, er lige så udbredt og ondartet som den antisemitisme, der mellem 1880 og 1945 spredte sig over Europa, og den når i dag hele kloden ved hjælp af internettet. Sådan betegner filosof og tidligere britisk overrabbiner Jonathan Sacks nutidens jødehad. Læs et uddrag fra hans seneste bog "Ikke i Guds navn" her

Antisemitisme er kun vilkårligt relateret til jøderne. I korstogstiden var det muslimerne og ikke jøderne, der var skydeskive for de kristne. Skydeskive for Nazityskland var de europæiske lande, som havde besejret tyskerne i Første Verdenskrig og derefter ydmyget dem. De virkelige skydeskiver for islamisterne er de verdslige islamiske regimer og Vesten, især de lande, som i 1922 besejrede Osmannerriget og delte rovet mellem sig.

Jøderne har imidlertid udfyldt en væsentlig funktion for gruppepsykologien i disse forskellige bevægelser. Ved at tildele dem rollen som syndebuk kunne man give dem skylden for alt det dårlige, der ramte gruppen. Jøderne blev den mystiske, mægtige, altomspændende fjende, der forenede gruppen, fik indvendinger til at forstumme, afledte tankerne fra pinefulde sandheder og gjorde ellers uforenelige grupper til allierede.

Således er det i dag meget vanskeligt for islamistiske grupper at opnå vestlig støtte til indførelse af sharialov, halshugning af fanger, tvangsomvendelse af kristne eller dødsdom for blasfemi. Men når de kritiserer Israel, viser det sig, at de ikke længere står alene. De får lokket et mærkeligt selskab af medrejsende ind i folden, lige fra det yderste højre og det globaliseringskritiske venstre til en række stærkt politiserede menneskerettighedsorganisationer. Det må være den mest besynderlige koalition, verden nogensinde har set samlet til støtte for mennesker, der udøver terror for at indføre et teokrati.

Læg mærke til, at antisemitismen for at få vind i sejlene altid må tilsløre sine motiver. Det gjorde den i middelalderen ved at anklage jøder for at dræbe kristne børn og udbrede pestsmitte. I det nazistiske Tyskland benyttede den sig af medicinske vendinger. Jøderne var ”kræftsvulsten” i det ariske folk. I dag vender antisemitismen tilbage til klassiske fænomener som Blodmyten og Zions Vises Protokoller og bruger dem til at beskylde Israel eller jøderne for at kontrollere USA, dominere Europa, manipulere økonomien, eje medierne, stå bag den 11. september 2001 og alle de efterfølgende terrorangreb og desuden være årsag til aids, ebola, tsunamien i 2004 og den globale opvarmning. I middelalderen var jøderne hadet for deres religion, i det 19. og 20. århundrede for deres race, og i dag for deres nationalstat, Israel. 

Forklædt som antizionisme

I den vestlige verden bliver antisemitisme i dag sædvanligvis forklædt som antizionisme. I den arabiske verden er retorikken generelt mere ærlig: Her taler man åbent om jøder. Men målene for den islamistiske terror i Vesten – vagten foran synagogen i København, de jødiske kunder i et koshersupermarked i Paris, de besøgende på Det Jødiske Museum i Bruxelles – var jøder, ikke israelere. Det findes der en enkel forklaring på. En syndebuk må være nogen, du kan dræbe uden risiko for repressalier. Israel er i stand til at svare igen. Det er jøder uden for Israel ikke. Det er i bund og grund forklaringen på, at Israel overhovedet eksisterer. Israel er det eneste sted, der beskytter jøder mod fortsat at være verdens syndebuksofre i yderligere tusind år. 

Video:Jonathan Sacks om antisemitisme

Jeg kender ingen, der ikke kan skelne mellem antisemitisme og en berettiget kritik af Israel. Jøder mener ikke, at noget menneske, og da slet ikke noget folk, er hævet over kritik. Jødedommen er en af verdens mest selvkritiske kulturer. Den Hebraiske Bibel – Det Gamle Testamente – er ét stort studie i selvkritik. Antisemitismen er ikke kritisk. Den er en benægtelse af jødernes kollektive ret til at eksistere. I 1930’erne lød antisemitternes slagord ”Jøderne til Palæstina”. I dag råber de ”Jøderne ud af Palæstina”. Som den israelske forfatter Amos Oz udtrykker det: De vil ikke have, vi skal være her. De vil ikke have, vi skal være dér. De vil ikke have, vi skal være til.

Antisemitismens betydning ligger imidlertid ikke i dens virkning på jøderne, men hænger sammen med, hvordan den påvirker antisemitterne. Den får dem til at betragte sig selv som ofre. Den gør det muligt for dem at fralægge sig moralsk ansvar. Uanset hvad der er galt i verden, lyder det: ”Det er ikke vores skyld, det er deres. De har gjort det her imod os. Det jo dem, der styrer verden.” Resultatet bliver, at hadet paralyserer tanken og fastfryser netop de fejl, der fra begyndelsen var årsag til nederlaget eller den dårlige præstation. 

Antisemitismen hjalp ikke de kristne til at gå sejrende ud af korstogene eller nazisterne til at vinde Anden Verdenskrig. Den vil heller ikke hjælpe muslimerne i Mellemøsten, Afrika og Asien til at opbygge samfund, som vil ære Gud og hans billede i menneskeheden. De, der hader jøder, hader frihed. De, der forsøger at udrydde jøder, forsøger at udrydde frihed. Antisemitisme er en sygdom, der ødelægger alle, der rammes af den. Had skader den, der bliver hadet, men det ødelægger den, der hader. Der findes ingen undtagelse.

Historisk forbrødring

Kan vi ændre verden? Svaret er ja, og beviset er en af de mest opløftende fortællinger i menneskehedens lange religionshistorie: den ændring, der efter holocaust er sket i forholdet mellem jøder og kristne. Det er en fortælling med mange helte, kristne, der med moralsk mod, dyb tro og enestående menneskelighed indså, at noget måtte forandres efter den frygtelige afsløring, holocaust var. I den sammenhæng fortjener flere paver en særlig anerkendelse: Johannes XXIII, som indledte den proces, der førte til Det Andet Vatikankoncil og dokumentet Nostra Aetate, Paul VI, som fuldførte processen, samt Johannes Paul II og Benedikt XVI, som på hver sin måde videreførte arbejdet.

Men de er blevet overgået af den nuværende pave, Frans I. Den 12. september 2013 skrev han i et åbent brev til redaktøren af den italienske avis La Repubblica: ”Guds trofasthed over for den nære pagt med Israel har aldrig svigtet, og […] gennem århundredernes forfærdelige prøvelser har jøderne bevaret deres tro på Gud. Og for det kan vi aldrig være dem nok taknemlige hverken som kirke eller som mennesker.”

Det er sandsynligvis første gang, at en pave offentligt har anerkendt, at jøderne ved at holde fast på deres tro har været loyale over for Gud, ikke troløse mod ham. Det er en udtalelse, der potentielt kan ændre verden. Kirken i den vestlige verden er begyndt at lægge sin søskenderivalisering med jødedommen bag sig. Hvis det kan ske i forholdet mellem kristne og jøder, kan det også ske i forholdet mellem jøder, kristne og muslimer.

I dag må jøder, kristne og muslimer stå sammen i forsvar for menneskelighed, livets hellighed, religiøs frihed, og de må gøre det til ære for Gud. Det virkelige sammenstød i det 21. århundrede vil ikke ske mellem civilisationer og religioner, men inden for dem. Det vil ske mellem dem, der accepterer, og dem, der afviser adskillelsen mellem religion og magt. De, der mener, at der findes religiøse løsninger på politiske problemer, bedrager sig selv, ligesom de ikke har forstået, hvem Abraham var, og hvad han stod for. Abraham og hans arvtagere støttede ikke sammenblandingen af religion og politik, tværtimod.

Hvad skal vi da gøre? Vi må planlægge lige så langsigtet for at styrke religiøs frihed, som andre har gjort for at udbrede religiøs ekstremisme. De radikale muslimske bevægelser har fået brændstof af Vestens oliepenge, som olieproducerende lande har brugt til at oprette netværk af skoler, madrassaer, professorater og institutioner, hvor man dyrker wahhabistiske eller salafistiske fortolkninger af islam og dermed marginaliserer de mere åbne, bredtfavnende, intellektuelle og mystiske retninger, der førhen har udgjort kilden til islams storhed.

De stod på flere måder for en bemærkelsesværdig strategi, der var langsigtet, præcis, tålmodig, detaljerig og præget af hengivenhed. Hvis mådehold og religiøs frihed skal sejre, kommer det til at kræve lige så meget af os. Vi må uddanne en generation af religiøse ledere og lærere, som kan spænde over hele verden i al dens mangfoldighed og inddrage de hellige tekster med størst mulig generøsitet.

Der må iværksættes en international kampagne mod dem, som underviser i og prædiker had. De fleste vestlige lande har en lovgivning mod racisme, men den har vist sig at være stort set virkningsløs mod den gift, der udbredes via de sociale medier. I mange lande er uddannelsen fortsat en skændsel. Hvis man fortsætter med at lære børn, at ikketroende vil havne i Helvede, og at kristne og jøder er den store og lille Satan, hvis radio, fjernsyn, internettet og de sociale medier fortsat udspyr en strøm af paranoia og hetz, vil artikel 18 om religionsfrihed i FN’s erklæring om menneskerettigheder ikke betyde noget som helst. Ingen militær indgriben i verden vil kunne sætte en stopper for volden.

Vi må genopdage de absolutte værdier, der gjorde den abrahamistiske monoteisme til den menneskeliggørende kraft, den har været i sine bedste stunder. Det drejer sig om livets hellighed, det enkelte menneskes værdighed, det dobbelte bud om retfærdighed og medfølelse, de riges moralske ansvar for de fattige, buddet om elske sin næste og den fremmede, kravene om at løse konflikter på en fredelig måde og lytte med respekt til den anden part i en sag. Vi må tilgive den uret, der er blevet begået i fortiden, og i stedet fokusere på at bygge en fremtid, hvor alle verdens børn, uanset hudfarve, tro og etnicitet kan leve sammen i nåde og fred. Det er de idealer, som både jøder, kristne og muslimer kan samles om, men kredsen skal også rumme dem, der har en anden eller slet ingen tro. Det indebærer ikke, at menneskets natur vil blive en anden, eller at politik ikke længere vil være skueplads for konflikter. Det indebærer bare, at politik fortsat vil være politik – og ikke religion.

3UAcYn4uUbs
https://youtu.be/3UAcYn4uUbs