I disse år ser mange i Østeuropa med stor bekymring på udviklingen i og omkring Rusland, Belarus og Ukraine. På grund af deres historiske erfaringer med et kommunistisk diktatur i perioden fra cirka 1945 til cirka 1990 betragtes begivenhederne, som udspiller sig i disse måneder og år, med stor alvor af befolkningerne i lande som Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Rumænien, Moldova, Bulgarien, Albanien samt de tidligere jugoslaviske republikker.
Det er imidlertid ikke udelukkende erfaringerne fra den kolde krig, der spiller ind på synet på demokrati kontra diktatur i de pågældende lande. De østeuropæiske lande adskiller sig nemlig markant fra de vesteuropæiske ved, at de førstnævnte – også i en stor del af den første halvdel af 1900-tallet – var styret af diktatorer.
Umiddelbart efter afslutningen af Første Verdenskrig 1918 havde de fleste lande i Europa demokrati i en eller anden form. Men i løbet af mellemkrigstiden gik næsten alle de østeuropæiske og sydeuropæiske lande over fra demokrati til diktatur. Det gjaldt de baltiske lande, Polen, Ungarn, Bulgarien, Rumænien, Albanien, Jugoslavien samt Italien (med Mussolini), Spanien (med Franco), Portugal og Grækenland. Og så gjaldt det – som bekendt – også Tyskland (med Hitlers magtovertagelse i 1933).
Den udvikling stod i modsætning til de nordvesteuropæiske lande, det vil sige de nordiske lande, Beneluxlandene, Storbritannien, Irland og Frankrig, som alle bevarede demokratiet i hele mellemkrigstiden.
I Østeuropa var det kun Tjekkoslovakiet, som præsterede noget tilsvarende – og så Estland, som efter nogle år med diktatur i den sidste del af 1930’erne atter slog ind på den demokratiske vej.
Med andre ord er de cirka 30 år, som nu er gået siden afskaffelsen af kommunismen i Østeuropa omkring 1990, for mange af østeuropæiske landes vedkommende den længste periode nogensinde, hvor man har levet i et demokrati. Indtil cirka 1990 havde de fleste østeuropæere været vant til at leve i et diktatur. I mellemkrigstiden havde det blot været et højreorienteret diktatur i stedet for et kommunistisk, som det blev fra midten af 1940’erne og frem.
Det er ikke så mærkeligt, hvis mange i befolkningen i Østeuropa i dag går endnu mere op i demokratiets bevarelse, end man gør i befolkningen i de vesteuropæiske lande, hvor mange i dag måske i højere grad tager demokratiet som en selvfølge.
På den baggrund er det ikke så mærkeligt, hvis mange i befolkningen i Østeuropa i dag går endnu mere op i demokratiets bevarelse, end man gør i befolkningen i de vesteuropæiske lande, hvor mange i dag måske i højere grad tager demokratiet som en selvfølge.
Men hvad er årsagerne på, at de fleste af de østeuropæiske lande i løbet af 1920’erne eller 1930’erne gik over fra demokrati til diktatur, mens de nordvesteuropæiske lande fortsatte ad den demokratiske vej?
Der er mange årsager. En af dem, der ofte er blevet anført, er, at Kanslergadeforliget i Danmark i 1933 og de tilsvarende kriseforlig i en række andre nordvesteuropæiske lande (for eksempel i Sverige i 1933 og i Norge i 1935) var med til at sikre demokratiet i de pågældende lande.
Dette er imidlertid næppe den eneste og vigtigste årsag. En anden meget vigtig årsag er den frygt for det kommunistiske Sovjetunionen, som var så meget mere udtalt i Østeuropa end i Vesteuropa. Mange i borgerskabet og blandt bønderne i de østeuropæiske lande var – i kraft af landenes geografiske nærhed til Sovjetunionen – skræmte ved tanken om, hvorvidt den kommunistiske revolution kunne brede sig ind over deres grænser. En del borgerligt orienterede mennesker i Østeuropa var på den baggrund villige til at gå på kompromis med kravet om demokrati. Mange mente, at en stærk mand (det ville ofte sige en højreorienteret diktator) bedre end de demokratisk indstillede politikere kunne skærme dem imod ”den røde fare” fra øst.
Endelig er den tredje meget vigtige årsag, at den økonomiske og sociale ulighed og dermed også de politiske modsætninger gennem flere århundreder generelt havde været større i de østeuropæiske end i de vesteuropæiske lande. I Østeuropa havde bønderne generelt lige siden middelalderen og op igennem 1500-, 1600-, 1700- og 1800-tallet været mere ufrie end i Vesteuropa. Der var naturligvis store forskelle fra land til land og fra herremand til herremand på, hvordan man behandlede sine fæstebønder. Og livegenskabet, hvor bønderne nærmest var lovløse og blev betragtet som herremandens ”personlige ejendom”, var også forekommet i enkelte vesteuropæiske lande. Men det havde været langt mere udbredt i Østeuropa end i Vesteuropa. Og generelt var Østeuropa helt frem til første del af 1900-tallet i højere grad end Vesteuropa præget af en ret stor, ekstremt fattig underklasse – både af fæstebønder, arbejdere i byerne, landarbejdere og husmænd – og en meget lille, men til gengæld styrtende rig, overklasse.
Dette er også en vigtig del af forklaringen på, at borgerskabet i Østeuropa i endnu højere grad end borgerskabet i Vesteuropa i 1920’erne og 1930’erne frygtede et oprør fra den fattigere del af befolkningen. Og at det østeuropæiske borgerskab derfor i endnu større udstrækning end det vesteuropæiske var villige til at gå på kompromis med demokratiet og – direkte eller indirekte – støtte etableringen af et højreorienteret diktatur.
Hvis man kun betragter den historiske udvikling i et enkelt eller nogle få lande i Europa uden at perspektivere den til den historiske udvikling i alle de andre euroæiske lande, kan man let overse nogle af de væsentlige forklaringer på, hvad der er sket. Tilsvarende, hvis man kun anskuer udviklingen i en begrænset tidsperiode som for eksempel den kolde krigs periode i stedet for at se på udviklingen over en længere periode.
De politiske, økonomiske og sociale forskelle mellem Øst- og Vesteuropa eksisterede længe inden den kolde krigs tidsalder. Allerede i første del af 1900-tallet og i mange af de foregående århundreder. Den kolde krig forstærkede blot mange af de forskelle mellem øst og vest i Europa, som i forvejen fandtes.
De østeuropæiske lande har ikke samme lange tradition for demokrati som mange af de vesteuropæiske lande, hvor demokratiet gradvis blev udviklet i løbet af 1800- og 1900-tallet. Derfor er holdningen til demokrati og diktatur også grundlæggende en anden i Østeuropa end i Vesteuropa. Og det er den også til, hvor alvorligt man skal se på den seneste tids udvikling i Rusland, Belarus og Ukraine,.
Paradoksalt nok kan frygten for det kommunistiske diktatur, som er det diktatur, man har de nyeste erfaringer med, også være med til at forklare, hvorfor flere af højreorienterede politikere, som i de senere år har haft stor vælgermæssig tilslutning i Polen og Ungarn, til en vis grad synes at have været villige til at gå på kompromis med visse af de demokratiets grundprincipper (for eksempel princippet om en fuldstændig fri og uafhængig presse).
De østeuropæiske befolkningers afstandtagen fra Putins Rusland, Lukasjenkos Belarus og alt, hvad der kan bringe mindelser frem om de kommunistiske diktaturer, som dominerede Østeuropa frem til omkring 1990, gør tilsyneladende, at man i nogen grad ”i den gode sags tjeneste” er villig til at se bort fra, når man selv overtræder de demokratiske spilleregler.
Imidlertid er der meget, der tyder på, at den seneste tids udvikling i og omkring Rusland, Belarus og Ukraine har fået Polens og Ungarns regeringer til at blive mere opmærksomme på vigtigheden af at stå sammen i EU, også når det handler om at rette sig efter de fælles demokratiske EU-spilleregler. De har nemlig det højere formål for øje samlet stærkere at kunne gå op imod de udemokratiske kræfter, som i øjeblikket bringer mindelser frem om de kommunistiske regimer under den kolde krig.
Lars Hovbakke Sørensen er historiker, og forfatter til flere bøger, blandt andet om Europas historie.