Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Sognepræst om coronavirus: Før var mennesket klar over, at skabelse og tilintetgørelse hænger sammen

Når man har mistet troen på, at samfundets institutioner kan varetage menneskets sikkerhed over for epidemier og naturkatastrofer, vil man være tilbøjelig til at søge mod de mere metafysiske forklaringer på problemerne, mener den danske filosof Arno Victor Nielsen. Foto: Anthony Wallace/AFP/Ritzau Scanpix

Den kinesiske millionby Wuhan er centrum for udbruddet af den dødelige coronavirus, der allerede har været skyld i 106 dødsfald. Men den eksistentielle frygt for virusset er ude af proportioner, mener professor og filosof, der maner til besindighed

Mennesker har altid været draget af dommedagsfortællinger. Af udsigten til historiens afslutning. Historien kan falde i lykkeligt hak, som den tyske filosof Hegel udtrykte det, eller den kan ende i en apokalyptisk destruktion, som er et grundsyn blandt mange dommedagsprofeter.

En af de ting, som har voldt menneskene eksistentiel angst, er naturens kræfter. Dødelige epidemier og naturkatastrofer, som man er efterladt magtesløs over for. Når der i den kinesiske millionby Wuhan er udbrudt den dødelige coronavirus, der alene i Kina har smittet godt 1300 personer og været skyld i 106 dødsfald, er angsten for en ukontrollabel epidemi atter taget til.

Men hvad er det ved naturen, vi ikke kan kapere? Og hvis verden grundlæggende er god, hvorfor indtræffer den slags hændelser?

Ifølge sognepræst Poul Joachim Stender skaber uventede epidemier og andre pludselige naturkatastrofer en eksistentiel grundangst i mennesket.

”Vi har en tendens til altid at spørge 'hvorfor', når store voldsomme epidemier rammer, eller når vi mister en, vi elsker. Men en epidemi som den, der er brudt ud i Wuhan i Kina, anfægter os til at spørge ’hvorfor’,” siger han.

Menneskets eksistentielle angst for epidemier er også ledsaget af en fundamental trodsighed. Selvom frygten for store sundhedskriser i øjeblikket virker stor, er det et menneskeligt karaktertræk altid at tro, at dårligdom og sygdomme ikke rammer en selv, forklarer Poul Joachim Stender.

”De fleste tænker: 'Det onde rammer nok ikke mig. Epidemier og sygdom rammer nok ikke mig', men det gør det endnu værre, når det rammer. Man har ikke set det som en mulighed og en del af tilværelsen. Derfor råber vi 'hvorfor', når der opstår en truende epidemi. Før i tiden var mennesket klar over, at skabelse og tilintetgørelse hænger sammen,” siger han.

Selvom den dødelige coronavirus har fået sundhedsstyrelser i hele verden i alarmberedskab, maner professor i immunologi på Københavns Universitet Jan Pravsgaard Christensen til besindighed. Smitterisikoen er til stede, og verdenssamfundet gør klogt i at tage epidemien alvorligt, men situationen er endnu under kontrol, vurderer han.

”Coronavirusser er ikke et nyt fænomen: Det er den samme slags virus, som forårsager almindelige forkølelser hos mennesker. Men den nye type coronavirus, som brød ud i millionbyen Wuhan, er langt værre, da den angriber luftvejene og kan overføre en dødelig lungebetændelse. Det har skabt frygt for en ny SARS-epidemi,” siger han med henvisning til epidemien i starten af 00'erne, hvor omkring 800 mennesker døde.

Ofte florerer virusserne i dyreriget uden at sprede sig til mennesker. Men denne gang er det anderledes. Ifølge Jan Pravsgaard Christensen er det ikke en tilfældighed, at det netop er i Kina, at udbruddet er sket.

”Virusser opstår typisk i områder, hvor der er en stor population af mennesker, og hvor de hygiejnemæssige forhold og sundheden ikke er helt i orden. På de asiatiske markeder står dyrene fremme i levende bure og slagtes på stedet, frem for de ordnede og velkontrollerede supermarkeder vi har herhjemme,” siger han.

Alligevel er situationen endnu ikke katastrofal, mener Jan Pravsgaard Christensen, der appellerer til, at man har proportionerne in mente, når man ser på smittetilfældene.

”Vi skal regne med, at der har gået en masse smittede mennesker rundt op og ned ad andre mennesker, som ikke er blevet smittede. Når myndighederne melder ud, at der er tusind smittede, skal vi se det i lyset af, at ti millioner måske har været udsat for smittefaren,” siger han.

I stedet for at fokusere på omfanget af de farlige epidemier og sygne hen i grundangst, bør vi i højere grad fokusere på andre ting i livet, mener sognepræst Poul Joachim Stender.

”Hvorfor spørger vi ikke 'hvorfor', når alt det gode sker i livet? Når man er så heldig at være elsket, sund og rask. For mig er det forunderlige og underfulde lige så gådefuldt som sygdom og epidemi. Man tager for givet, at man skal være lykkelig hele livet igennem, og at verden skal være velordnet og harmonisk”, siger han.

Den menneskelige grundangst for klodens endeligt er rationel. Og man bør omfavne den afmagt, som følger med, når epidemier rammer, mener Poul Joachim Stender.

Han bakkes op af den danske filosof og tidligere lektor i pædagogisk filosofi ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) Arno Victor Nielsen. Han mener, at menneskets eksistentielle angst over for epidemier i virkeligheden bunder i en dyb magtesløshed over for årsag og virkning af den førte politik: Har man mistet troen på, at samfundets institutioner kan varetage menneskets sikkerhed over for epidemier og naturkatastrofer, vil man være tilbøjelig til at søge mod de metafysiske forklaringer på problemerne.

"På Statens Museum for Kunst havde man i 2009 en udstilling, som hed Nature strikes back (naturen slår tilbage, red.). Men det gør den ikke. Naturen findes ikke. Men vi drages af de større fortællinger, fordi vi inderst inde godt ved, hvor magtesløse politikerne er. Mange føler sig magtesløse over for de samfundsforandringer, der kræves, hvis vi vil redde eksistensen af vores naturgrundlag. Derfor tyr man af nød til mytiske forestillinger om Guds straf,” siger han.

Hvorfor spørger vi ikke 'hvorfor', når alt det gode sker i livet? Når man er så heldig at være elsket, sund og rask. For mig er det forunderlige og underfulde lige så gådefuldt som sygdom og epidemi

Poul Joachim Stender, sognepræst