Aldring får os til at søge det nære

Selvom vi med alderen får det fysisk dårligere, oplever vi samtidig større velvære i livet. Det skyldes ikke mindst, at vi med alderen i stigende grad prioriterer de nære venner, skriver professor i psykologi Dorthe Kirkegaard Thomsen

Ældres fornemmelse af begrænset tid betyder, at de prioriterer at være sammen med mennesker, som de har det godt sammen med.
Ældres fornemmelse af begrænset tid betyder, at de prioriterer at være sammen med mennesker, som de har det godt sammen med. . Foto: Maskot/Polfoto.

Sidste forår var jeg taget til konference for at høre nogle af psykologiens stjerner forelæse.

Jeg hørte blandt andet Laura Carstensen fra Stanford Universitet i Californien fortælle om aldring. Hun startede sin forelæsning med at sige, at siden flere af os i publikum sikkert ikke kendte så meget til aldring, ville hun opsummere aldringsforskningen på sin første figur. Og så præsenterede hun en figur, som viste, hvordan det bare går ned ad bakke, når man ældes: Kognitive funktioner såsom opmærksomhed og hukommelse bliver dårligere. Ens fysiske tilstand bliver mere skrøbelig. Det sociale netværk bliver mindre.

På sin næste figur viste hun så, hvordan aldring hænger sammen med subjektiv velvære. Subjektiv velvære er et psykologisk begreb, som dækker over en kombination af få negative følelser, mange positive følelser og høj livstilfredshed. Og her ser kurven anderledes ud: Med alderen bliver subjektiv velvære bedre. Dette er et resultat, som mange undersøgelser har fundet frem til, og man er derfor nu ret overbevist om, at det dækker over et reelt fænomen.

Spørgsmålet er, hvordan man som ældre kan have bedre subjektiv velvære, når man samtidig har dårligere hukommelse og opmærksomhed samt svagere fysik end sine yngre medmennesker. Og når aldring også er forbundet med en række alvorlige livsbegivenheder såsom at miste sine nære. Faktisk bliver disse fund tilsammen også kaldt ”aldersparadokset”.

Laura Carstensen har brugt sin karriere på at prøve at forstå aldersparadokset. Ifølge hendes teori er vi som mennesker konstant, men ikke altid, bevidst orienteret mod, hvor meget tid vi har at leve i. Som unge har vi en fornemmelse af, at fremtiden er ubegrænset, men som vi ældes, vokser vores fornemmelse af, at fremtiden er en begrænset ressource – vi kommer ikke til at leve evigt.

Denne fornemmelse af tilbageværende tid har så igen indflydelse på, hvordan vi prioriterer. Som unge voksne synes fremtiden ubegrænset, og vi er villige til at gå på kompromis med vores velvære lige nu, hvis vores valg gavner os på længere sigt. Vi vil vælge at være sammen med mennesker, som vi ikke kender så godt, og hvor tiden med dem måske ikke vil gavne vores subjektive velvære, fordi disse bekendtskaber kan komme os til gavn senere i livet.

Som ældre vil vi vælge anderledes. Vi vil ikke give afkald på vores subjektive velvære her og nu for måske at nyde gevinster om mange år. Som ældre foretrækker man derfor at være sammen med nære, som opfylder ens følelsesmæssige behov og gavner subjektiv velvære i nutiden.

Laura Carstensen og hendes kolleger har undersøgt disse idéer i en lang række studier. For eksempel har de bedt yngre og ældre vælge, om de har lyst til at være sammen med en nær ven eller en ny bekendt. Ældre er mere tilbøjelige til at vælge en nær ven, mens yngre ikke viser denne præference.

I en opfølgende undersøgelse udsatte forskerne ældre og yngre deltagere for et fiktivt scenarie, hvor deltagerne fik at vide, at der lige var blevet opfundet en medicin, som ville forlænge deres liv med mange år. Nu valgte de ældre og de yngre deltagere på samme måde.

Det er altså ikke alder, men fornemmelsen af tilbageværende tid, der påvirker valget af, hvem man ønsker at bruge tid med.

Andre undersøgelser viser, at også yngre mennesker med alvorlig sygdom vælger at bruge tid med nære venner frem for nye bekendte – deres sygdom begrænser deres fremtid, og de ændrer derfor deres prioriteter.

Mindre alvorlige livsbegivenheder kan også få fremtiden til at føles begrænset, for eksempel afslutningen på en uddannelse eller afskeden med en arbejdsplads.

Og her ser man de samme effekter: Hvis fremtiden på studiet eller arbejdspladsen synes begrænset, prioriterer man at bruge tid med de mennesker, man her er tættest på.

Tilbage til aldersparadokset: Ældre kan altså have bedre subjektiv velvære, fordi deres fornemmelse af begrænset tid betyder, at de prioriterer at være sammen med mennesker, som de har det godt sammen med. Og noget tyder på, at det ikke kun er gennem valg af sociale partnere, at ældre opnår bedre subjektiv velvære.

Det ser også ud, som om ældres hukommelse hjælper dem med at fokusere på det positive i tilværelsen. I hvert fald er ældre mere tilbøjelige til at huske positive ting end yngre voksne. Så måske bliver hukommelsen dårligere med alderen, men den ændrer sig også til gavn for subjektiv velvære.