Vikingetiden er den mest berømte periode i vores forhistorie. Når vi fortæller om vikingernes togter, er det dog oftest rejserne mod vest, vi hører om. Erobringen af England, angrebet på Paris og rejserne til Island, Grønland og Canada er velkendte.
Men vikingerne sejlede også mod øst. Ned gennem de russiske floder Dnepr og Volga (kaldet Gardariget) til det mægtige kalifat med Bagdad som hovedstad (kaldet Særkland) og til den gyldne by Konstantinopel (nutidens Istanbul i Tyrkiet – af vikingerne kaldet Miklagård), hvor de gik i tjeneste som livvagter for den byzantinske kejser. De var en blanding af købmænd, pirater og lejesoldater, og de tog det ikke så nøje, om det var sølvvægten eller sværdet, der talte.
Vikingerne rejste langt omkring, og de fik mange tilnavne, alt efter hvilke folk der beskrev dem. I øst fik de tilnavnet varæger, som betyder mænd bundet af en troskabsed. Et andet navn knyttet til vikingerne var rus, som er mere omdiskuteret. Tilnavnet kan være lånt af de slaviske folk af finnerne, som kaldte svenskerne ruotsi, det vil sige roere eller søfarere. Senere spredte ordet sig mod syd, og i de græske/byzantinske kilder benævnes de rhos og i de arabiske kilder som ar-rus.
Lige præcis navnet rus er centralt i diskussionen om vikingerne i øst, fordi rus-folket lagde navn til Rusland. Ifølge en gammel krønike nedskrevet i 1100-tallet, kaldet ”Nestorkrøniken”, var det vikingerne – sandsynligvis fra Sverige – som grundlagde Kijevriget og gav navn til nutidens Rusland.
Vikingehøvdingen Rurik er ifølge ”Nestorkrøniken” den første hersker. I sin krønike om det østslaviske Kiev-riges tilblivelse skriver Nestor:
”I året 862 jog de varægerne bort over havet og gav dem ikke skat. De begyndte at herske over sig selv, men der var ingen ret iblandt dem, og slægt rejste sig mod slægt… De sagde til hverandre; Vi vil søge os en fyrste, som kan herske over os og dømme ret. Og de drog over havet til varægerne… til rus… og sagde til rus: vort land er stort og frugtbart, men der er ingen orden i det. Kom I da og vær konger og hersk over os! Og de valgte tre brødre med deres slægter… Den ældste, Rurik, slog sig ned i Novgorod… Og efter disse varæger fik det russiske rige navn.”
Nestors krønike har været omdiskuteret. Ikke mindst fordi Kijevriget angiveligt skulle være grundlagt af en viking. Men mange arkæologiske fund tyder på, at vikingerne var massivt til stede i det russiske område mellem Østersøen, Sortehavet og Det Kaspiske Hav gennem 200 år mellem 800- og 1000-tallet. Her handlede vikingerne på de russiske floder og var med til at anlægge både byer og store gravpladser. Nogle af de største gravpladser med vikingegenstande fundet uden for Norden findes i Rusland.
Vikingerne var entreprenante købmænd, som kunne spotte en god handel på lang afstand. Det var hovedsageligt vikinger fra Sverige, som rejste ned ad de russiske floder, men også nordmænd og danskere tog på eventyr i Gardariget og til Særkland. Man handlede med pels fra Nordens skove, honning, voks, frankiske sværd og slaver, som de solgte til arabiske købmænd og på markedet i Konstantinopel for sølvmønter, fine silkestoffer og krydderier. I Norden er der fundet mere end 100.000 arabiske sølvmønter fra den tid gravet ned som skatte, og silkerester fundet i blandt andet danske vikingegrave vidner om den omfattende handel gennem Rusland.
I 1873 udgravede arkæologer en kæmpe gravhøj – der blev kaldt den sorte grav – ved Tjernigov nord for Kijev i det nuværende Ukraine. Højen var 11 meter høj og 123 meter i omkreds. I midten af højen lå en kriger begravet. Han var blevet brændt på et ligbål sammen med en ung kriger og en kvinde. I graven lå to frankiske sværd, to drikkehorn, to ringbrynjer, en hjelm, skjolde, to byzantinske guldmønter, vædderben i et kar og to heste. Med sig i graven fik han også en lille gudefigur, som muligvis forestiller den nordiske gud Thor. Graven er fra slutningen af 900-tallet og er dermed nogenlunde samtidig med, at Harald Blåtand regerede i Danmark.
Graven viser med al tydelighed, at vikingerne var blandt eliten i Rusland, og manden i graven må have haft stor magt. Han blev begravet efter nordisk skik under en høj med gravudstyr, der var en høvding eller fyrste værdig. Kvinden i graven var sandsynligvis en slave, som blev dræbt for at følge sin herre ind i døden. Traditionen med at slå slaver ihjel i forbindelse med højstående personers begravelse kender vi både fra arkæologiske fund i Norden, fra sagaerne og fra arabiske kilder.
Desværre ved vi ikke, hvem den døde mand var. Men sandsynligvis var han en kriger af nordisk slægt, som tilbad de nordiske guder, og som blev begravet på ægte vikingemaner. Måske faldt han i kampen om de bedste handelsruter langs med Dnepr eller i en af de mange krige mellem Kijev-fyrsterne og kejserne i Konstantinopel. Hans grav er uden tvivl en af de rigeste og mest interessante vikingebegravelser uden for Norden og et stærkt vidnesbyrd om vikingernes mange togter i Rusland.