Prøv avisen

Der sker noget i Udkantsuniverset

Et nærbillede af Pluto taget af satellitten New Horizons i en afstand af kun 18.000 kilometer fra Pluto. Billedet viser et landskab med isbjerge på planetens nordpol. Foto: NASA

Der opdages kun sjældent nye planeter i vores solsystem, men nu mener amerikanske astronomer, at der yderst i solsystemet kan befinde sig en gigantisk planet, skriver professor i astronomi Johan Fynbo

Der er spændende nyt fra solsystemets udkant. Der synes at være overbevisende evidens for en ny stor planet langt ude i solsystemet, og astronomerne leder for tiden med lys og lygte efter dette gådefulde og hidtil ukendte medlem af solsystemet.

De fem planeter nærmest os, Merkur, Venus, Mars, Jupiter og Saturn har været kendt siden oldtiden. Efter opfindelsen af teleskopet i 1611 var det muligt for astronomerne at trænge dybere ud i solsystemet. I 1600- og 1700-tallet var der stort fokus på at studere kometer. I 1781 observerede den Engelske astronom William Herschel et nyt objekt i stjernebilledet Tyren, som han først troede var en komet. Efterhånden blev det dog klart, at der var tale om en ny planet i solsystemet. Herschel foreslog, at den nye planet skulle opkaldes efter den engelske kong George, men den kom dog til at hedde Uranus.

Ved at studere Uranus’ bane rundt om solen fastslog den franske astronom Le Verrier senere i 1840’erne, at der måtte være en stor planet længere ude end Uranus’ bane, og han gik i gang med en systematisk eftersøgning efter denne planet.

I 1846 opdagede han den nye planet og den fik navnet Neptun. Efterfølgende har det vist sig, at både Uranus og Neptun havde været observeret flere gange tidligere i historien, uden at man havde erkendt deres sande natur som planeter i solsystemet. Uranus og Neptun er det, man nu kalder iskæmpe-planeter, idet deres gasrige ydre dele indeholder store mængder vand, ammoniak og methan.

Ved at studere Uranus og Neptuns baner om solen var der igen tilsyneladende evidens for flere planeter længere ude i solsystemet. I starten af 1900-tallet påbegyndte den amerikanske astronom Percival Lowell en systematisk eftersøgning efter denne planet længere ude, men det lykkedes ham ikke inden hans død i 1916. Først i 1931 lykkedes det den amerikanske astronom Clyde Tombaugh fra Lowells observatorium at finde en ny dværgplanet langt ude i solsystemet: Pluto.

Efterfølgende viste det sig, at der faktisk ikke var noget ”galt” med Uranus og Neptuns baner, så opdagelsen af Pluto var lidt af et lykketræf.

Pluto kredser om solen i en elliptisk bane. Når den er nærmest solen, er den 30 astronomiske enheder fra solen – en astronomisk enhed er jordens afstand fra solen, svarende til cirka 149,6 millioner kilometer. Når Pluto er fjernest, er den 49,3 astronomiske enheder fra solen. Pluto blev besøgt af den amerikanske satellit New Horizons sidste år, og vi har efterfølgende fået fantastisk detaljerede billeder tilbage fra denne fjerne is-verden (henvisning til billedet).

Pluto var det yderst kendte medlem af solsystemet, da jeg som ung begyndte at interessere mig for astronomien. Siden da har astronomerne opdaget, at der befinder sig mange flere objekter i det ydre solsystem. Der findes for eksempel en hel sværm af små isklumper med radier op til cirka 1000 kilometer og afstande mellem 30 og 50 astronomiske enheder. Dette såkaldte Kuiper-bælte minder noget om det asteroidebælte, der findes mellem Mars og Jupiters baner.

I 2003 opdagede den amerikanske astronom Michael Brown og hans forskningsgruppe dværgplaneten Sedna, og senere i 2005 opdageden samme gruppe dværgplaneten Eris. Sedna og Eris er nogenlunde ligeså store som Pluto, og det er nu klart, at Pluto er en ud af en hel familie af såkaldte trans-neptunske objekter. Andre medlemmer af denne familie har eksotiske navne som Makemake, Haumea, Quaoar og Orcus. Trans-neptunske objekter er fundet med afstande på mere end 100 astronomiske enheder.

Det seneste udkantsnyt er, at Michael Brown tidligere i år har fremført indikationer på, at der måske befinder sig en stor planet meget længere ude i solsystemet. Ligesom for opdagelsen af Neptun kommer evidensen fra studier af andre objekter i det ydre solsystem, altså banerne for de mange trans-neptunske objekter. Faktisk mener Michael Brown, at der kan være tale om en planet med en masse, der er cirka 10 gange større end jordens – 5000 gange større end Plutos masse – og med en svimlende afstand på cirka 700 astronomiske enheder. Astronomer verden over er nu travlt beskæftiget med at finde denne mulige kæmpe i solsystemets udkant, og vi kan i princippet forvente en ny opdagelse, hvornår det skal være.

Hvis man forestiller sig at rejse ud af solsystemet, vil der efter passagen af denne formodentligt yderste vagtpost bare være et umådeligt tomrum pånær måske nogle kometer i den såkaldte Oortske kometsky. Den menes også at befinde sig tusindevis af astronomiske enheder fra solen. Først efter ca. 271.000 astronomiske enheders rejse vil man nå til den nærmeste stjerne – Proxima Centauri.