Prøv avisen

Glemmer du, så husker du det måske alligevel

Mens man som treårig godt kan erindre sin fortid, er det de færreste, der som voksne kan huske noget fra deres første tre leveår. Foto: Nima/Polfoto

De færreste mennesker kan huske noget fra deres første tre leveår. Men med de rette ledetråde er hjernen ofte i stand til at genopfriske erindringer, vi for længst havde glemt, skriver professor Dorthe Kirkegaard Thomsen

Har du glemt dine første tre år? Hvis du har, så er du helt almindelig. De fleste kan nemlig ikke erindre noget fra før, de var tre år, også kaldet barndomsamnesi.

Barndomsamnesi er et stort mysterium. Mystisk er det især, fordi treårige godt kan erindre deres fortid. En treårig kan for eksempel berette hvad hun har oplevet i børnehaven, hvis man hjælper ved at spørge konkret snarere end at stille åbne spørgsmål såsom ”har du leget med Mads i dag?” i stedet for ”hvad har du oplevet i dag?”.

Det vil sige, at barndomsamnesi ikke skyldes manglende indlæring, men at oplevelser fra den tidlige barndom først bliver glemt, når vi bliver ældre. Hvorfor kan vi ikke huske disse tidlige erindringer som voksne? En populær forklaring er, at det handler om sprog. Når børn lærer sprog, begynder de at indgå i en slags erindrings-samarbejde med deres forældre, hvor de sammen taler om oplevelser fra weekenden eller sidste ferie. Disse samtaler lærer børnene at strukturere deres erindringer, hvilket gør erindringer fra efter tre-fireårsalderen mere holdbare.

Nogle dramatiske effekter af amnesi, altså hukommelsestab, kan man se hos mennesker, der har fået en skade omkring den del af hjernen, man kalder hippocampus.

En kendt patient er Clive Wearing, som fik en hjerneskade i forbindelse med en virussygdom. Clive Wearing kan ikke kende andre mennesker end sin kone. Han kan ikke huske, hvad hans børn laver, og han har besvær med at følge med i en samtale, fordi han ikke kan huske, hvad der blev sagt et minut tidligere. Hver gang han ser sin kone, bliver han overmåde glad, fordi han oplever ikke at have set hende i lang tid – han har glemt, at de lige var sammen.

Mennesker som Clive Wearing demonstrerer med al ønskelig tydelighed, hvor ilde stedt vi ville være, hvis vi ikke kunne huske.

I hverdagen er vores glemsel dog meget mindre dramatisk. Man kan ikke komme i tanke om navnet på en bestemt politiker. Eller man finder på arbejde ud af, at man har glemt nogle aftaler, man lavede ved sidste møde. Eller man glemmer, at man har skiftet kode på computeren og taster den gamle kode ind. Hvorfor glemmer vi disse ting?

En forklaring er, at vi glemmer, fordi vi ikke støder på de rigtige ledetråde. Hvis vi får et forbogstav i navnet på politikeren, så springer hele navnet pludselig frem i vores bevidsthed. Ledetråde hjælper, fordi de skaber et overlap mellem den situation, vi står i, og den information, vi gerne vil huske.

De fleste har på samme måde nok prøvet at vende tilbage til et sted, de ikke har besøgt i årevis, og blive overvældet af erindringer, de troede, de havde glemt. Dette viser også, at overlap mellem situationen og erindringer, såsom et bestemt fysisk sted, kan hjælpe hukommelsen.

En anden forklaring er, at man glemmer det, man ikke øver. Hvis man til mødet på arbejde tænkte mest på nogle aftaler, så kan de andre aftaler nemmere blive glemt. I hukommelsen er der konkurrence mellem erindringer, og de huskede aftaler udkonkurrerer de andre aftaler, som så glemmes.

Dette gælder også for vores kollektive erindringer – erindringer, som vi har i en gruppe, for eksempel på en arbejdsplads. Hvis kolleger taler om et møde og vender nogle detaljer, mens andre detaljer ikke berøres, så vil de som gruppe sidenhen have vanskeligt ved at huske detaljer, som de ikke snakkede om. På den måde kan man i en gruppe opnå en slags konsensus-erindring.

Forstyrrelser fra andre erindringer kan også få os til at glemme. Så når man indtaster den gamle kode på computeren i stedet for den nye, så er det, fordi den samme ledetråd – koden på computeren – aktiverer erindringen om både den gamle og den nye kode. De to koder konkurrerer om at blive bevidst, og her er det, at den stærkeste, den mest øvede, erindring ofte vinder. Med tiden vil man øve den nye kode, som derfor bliver stærkere, og den gamle kode vil blive glemt.

Dette illustrerer fint, at glemsel faktisk ikke kun er et problem. Glemsel er en fordel, fordi information hele tiden bliver forældet. Der er ingen grund til at huske alle dine gamle computerkoder, ligesom der ingen grund er til at huske, hvor du parkerede bilen forrige gang, du var ude at handle – eller ugen før eller ugen før. Det er kun godt, at du har glemt det. Ellers ville du blive oversvømmet af information om mulige steder, du kunne finde din bil, når du på vej ud af supermarkedet tænker ”hvor var det nu, jeg parkerede min bil?”.