Træers evne til at optage store mængder kulstof er et af de mest velkendte argumenter for at bevare verdens skove, men et nyt forskningsprojekt fra Syddansk Universitet og Helsinki Universitet i Finland beviser, at havets ålegræs også kan være med i den kamp.
Faktisk har et mindre areal af ålegræs i fjorden Thurø-bund ved den sydfynske ø Thurø vist sig at være verdens bedste af sin slags til at optage og lagre kulstof for eftertiden, så gasserne bliver på havbunden frem for at stige til vejrs og forurene atmosfæren.
En opdagelse, der overraskede en af forskerne bag projektet, Marianne Holmer, professor og leder på institut for biologi på Syddansk Universitet:
”Ålegræsset i Thurøbund har en enestående evne til at holde på kulstoffet, som overgår det, vi har set andre steder i verden. Når ålegræssets blade dør, bliver de begravet på bunden, hvor de omsættes meget langsomt, uden at kulstoffet bliver frigivet igen. Det betyder, at kulstoffet bliver liggende på bunden – nærmest for tid og evighed.”
Ifølge professoren er det ikke unikt, at ålegræs holder på kulstoffet fra fossile brændstoffer. Hvad der derimod er enestående, er, at den lille ”eng” af ålegræs på Thurøbund kunne rumme så store mængder.
Mere præcist var mængden af begravet kulstof 10 gange højere pr. kvadratmeter end ved ålegræs noget andet sted i verden.
Det er imidlertid ikke ålegræsset i sig selv, der skal have æren for sin overlegne evne til at lagre kulstof, men derimod omgivelserne, det vokser i, fortæller Marianne Holmer.
Ålegræsset i Thurøbund vokser på 2,5-3 meters dybde i en fjord, der skærmer havbunden for en høj vindpåvirkning. Disse rolige forhold giver umiddelbart bedre betingelser for at holde på kulstoffet, end hvis de voksede et mere udsat sted, som de områder i Finland, forskerne har sammenlignet med.
”I de eksempler, vi har set fra Finland, hvor ålegræsset vokser på åbne kyster, bliver det døde græs taget af strømmen og ført bort, så de beskyttede forhold i fjorden ud for Thurø spiller en afgørende rolle,” siger Marianne Holmer.
Forskerne har dog stadig til gode at undersøge, hvad der sker med det døde ålegræs, når det driver til havs.
Professoren håber, resultatet vil lede til en større eftertanke for bevaring af ålegræsset, der ikke har haft en let tilværelse i de danske farvande i det seneste århundrede.
I 1930’erne var en omfattende ålegræsepidemi ved at udslette de grønne enge over hele Østersøen, og bedst som planten var ved at komme sig, blev den fra 1970’erne og 20 år frem truet på ny, da landbrugets udledning af kunstgødning førte til en opblomstring af hurtigt voksende tang, der stjal sollyset på havbunden. Og da ålegræs vokser på relativt lavt vand tæt på kysten, er det generelt mere truet af menneskelig aktivitet, fortæller Marianne Holmer.
Med den nye viden om fjordens gavnlige effekt på ålegræsset er det ifølge Marianne Holmer oplagt, at samfundet giver naturen en hjælpende hånd med at få genetableret ålegræsset i Danmarks fjorde.
Det kan man for eksempel gøre med metoden ”sand-capping” (engelsk for ”sandkappe”), hvor en mudret, livløs havbund tildækkes med et tykt lag af sand, som græsset kan vokse i. En metode, Syddansk Universitet skal teste og forfine i 2017.