I 1974 købte den amerikanske psykolog Herbert Terrace en chimpanse. Han kaldte den for Nim Chimpsky og opfostrede efterfølgende aben, som var den et menneskebarn. Den fik tøj på, indgik i hverdagens sociale relationer og modtog den samme omsorg som ethvert andet familiemedlem.
Alt dette var led i et videnskabeligt projekt, der havde til hensigt at afdække, om aber kan udvikle og give udtryk for nogle af de samme grundlæggende egenskaber som mennesker: empati, følelser og behov samt evnen til at vise dette gennem intelligent kommunikation. Efter ”Projekt Nim” sluttede, blev aben sendt tilbage til en institution, hvor den levede et ensomt liv og havde svært ved at fungere uden omsorgen fra sine tidligere familiemedlemmer.
Eksperimentet var kontroversielt, men vi kan måske lære mere af det end som så. For selvom den tyske filosof Immanuel Kants ord om menneskets særstatus som et unikt følende væsen, der er i stand til at reflektere over sin egen og andres tilværelse, i høj grad har været normsættende, peger både fagfolk og studier verden over på, at dyr som aben Nim Chimpsky besidder nogle af de samme egenskaber som mennesker, når det kommer til at udvise empati og moral.
”I løbet af de seneste 20 år har der været en stigende interesse og udvikling af metoder til at undersøge, hvad dyr egentlig kan føle. Det har åbnet for en helt masse ny viden. Næsten hver eneste gang, vi undersøger det, finder vi nye områder af dyrenes følelser, der viser, at de er i stand til mere, end mange førhen troede. Der er netop kommet meget mere fokus på dyrs positive følelser, for eksempel deres evne til at knytte sig til hinanden og kunne lide hinanden, hvor der før i tiden har været meget fokus på de basale negative følelser såsom frygt og smerte,” siger Mette Herskin, der er seniorforsker i etologi på Aarhus Universitet.
En anden filosof, den britiske Jeremy Bentham, argumenterede allerede i slutningen af 1700-tallet for dyrs følelsesmæssige egenskaber. Sådanne tanker er af mange blevet affejet som antropomorfisme (at tillægge dyr menneskelige egenskaber), og diskussionen har også i lang tid gået på, om der reelt er tale om kærlige og omsorgsfulde hensyn fra dyrene, eller om handlingerne sker ud fra et instinkt.
Imidlertid viser flere nyere studier tegn på ægte empati blandt dyr.
Man har observeret ræve begrave deres døde artsfæller, man har fået rotter til at forlade deres mad for i stedet at fokusere på en nødstedt rotte i flokken, og præriemus er blevet set vise omsorg for andre sårede præriemus. Alt sammen eksempler fra videnskabelige studier på en tilsyneladende empatisk opførsel i dyreverdenen, som dyrerne ikke nødvendigvis selv opnår nogen instinktiv gevinst ved. Den tankegang er blevet bredere accepteret, siger Mette Herskin.
”Udviklingen er gået rigtig stærkt siden årtusindeskiftet. Det gælder både de fysiologiske og adfærdsmæssige studier. Havde du for 30 år siden spurgt, om for eksempel en fugl følte empati, så havde folk grint ad dig. I dag har vi resultater, der viser, at de er i stand til at føle noget, der ligner,” siger hun.
Diskussionen giver også anledning til etiske spørgsmål. For hvis dyr er mere empatiske end først antaget, kan der opstå forvirring om, hvordan man forholder sig til deres rettigheder, siger Thomas Ploug, der forsker i etik på Aalborg Universitet.
”Det er stadig den samme diskussion som den, der kørte mellem Immanuel Kant og Jeremy Bentham. Der er så bare sket noget i videnskaben, biologien og psykologien siden, og når skellet mellem dyr og menneske nedbrydes, rejses spørgsmålet: Har dyrene så også rettigheder, og har de en værdi i sig selv, der kræver et særligt etisk hensyn?”, siger Thomas Ploug.
Og de etiske dilemmaer skal tænkes grundigt igennem, siger Mette Herskin.
”Der opstår selvfølgelig etiske overvejelser. Vi bruger dyr på mange områder, og det er klart, at det skal man have op til konstant overvejelse, jo mere vi finder ud af, at dyr kan. Engang havde man den indstilling, at der var mennesker, og der var dyr, og man søgte kontrasten. Men i dag ved vi jo, at vi alle er en del af samme udvikling,” siger Mette Herskin.
Ligger der så ikke også et etisk dilemma i, at grænsen mellem mennesker og dyr kan risikere at flyde ud?
”Nej, det tror jeg ikke. For selvom vi har samme biologiske stamform, så skelner vi stadig skarpt mellem mennesker og dyr,” siger Mette Herskin.
Der er flere synsvinkler at anlægge på de etiske dilemmaer, mener Thomas Ploug.
”Vi må jo konstatere, at vi i stigende grad opdager menneskers og dyrs genetiske og adfærdsmæssige beslægtethed. Derfor er det selvfølgelig blevet mere relevant at argumentere for, at dyr også har krav og rettigheder, specielt højerestående dyr. Men der er jo også nogle, der bevæger sig den anden vej og siger, at mennesket jo i virkeligheden bare er en avanceret form for dyr, og i stedet for tanken om, at vi er noget særligt, og i stedet for at forsøge at leve op til en særlig menneskelig etik, skal vi bare udfolde os mere i overensstemmelse med, at vi egentlig er dyr. Man adopterer således en socialdarwinistisk tænkning ind i etikken. Du kan også tage det kristne verdensbillede. Her vil man jo sige, at det hele er skaberværket, men at mennesket har en særlig rolle og en særlig værdi. Men man kan også anskue det sådan, at både mennesker og dyr er en del af et og samme skaberværk,” siger Thomas Ploug.
Selvom videnskaben åbner op for, at dyr har et større følelsesregister end hidtil troet, advarer både Thomas Ploug og Mette Herskin mod at drage forhastede konklusioner.
”Empati er noget med evnen til at sætte sig i et andet menneskes sted. Jeg er skeptisk over for bare at drage konklusioner af dyrs adfærd, fordi den ligner menneskers. Men der er da ingen tvivl om, at generelt set er der meget forskning i de her år, der peger på ligheden mellem dyr og mennesker,” siger Thomas Ploug.
Samme holdning har Mette Herskin.
”Der er stadig en grænse, men det er svært at sige, hvor den skal sættes,” siger hun.