I nordboernes fodspor

Hvorfor forsvandt vikingernes efterkommere pludseligt fra Vestgrønland? Det spørgsmål forsøgte arkæolog og museumsinspektør Jeanette Varberg at finde et svar på, da hun for nylig rejste med familien til Grønland for selv at bese nordboernes efterladte bopladser

 Rekonstruktion af Tjodhildes, Erik den Rødes hustrus, kirke og et nordbohus. –
Rekonstruktion af Tjodhildes, Erik den Rødes hustrus, kirke og et nordbohus. – . Foto: Jeanette Varberg.

Det er en af middelalderens helt store gåder: Hvor blev vikingernes efterkommere i Grønland af?

Det sidste skriftlige livstegn fra nordboerne er fra den 16. september 1408, da et par blev gift i Hvalsø Kirke dybt inde i Østerbygdens fjorde. Siden forsvandt de uden at efterlade sig så meget som et brev eller andre livstegn. I hundredvis af ruiner ligger spredt i Vestgrønlands fjordsystemer. De forladte gårde står som tomme skaller om et glemt liv.

I mit arbejde med at skrive en bog om vikingetiden indså jeg hurtigt, at hvis jeg skulle forstå, hvad der skete så højt mod nord, var det nødvendigt at rejse derop og opleve landet selv og sejle på de fjorde, som vikingerne kom til for mere end 1000 år siden. Jeg tog min mand og mine børn med. Vi skulle rejse i nordboernes fodspor fra Østerbygden i Sydvestgrønland til Vesterbygden ved Nuuk længere mod nord.

Jeg har altid stillet mig selv spørgsmålet om, hvorfor det hedder Grønland, når det meste af den enorme ø er dækket af is. Jeg tænkte, at det måske var en af verdens første reklamekampagner, som Erik den Røde fandt på for at lokke flere af sine landsmænd fra Island til Grønland, da han migrerede i år 985. Men da vi først landede i Narsarsuaq, som ligger modsat Erik den Rødes land på den anden side af Tunulliarfik fjorden (Eriks fjord), forstod jeg pludselig. Alt omkring os var sensommergrønt. Grønne marker med græssende får lyste op på bløde bakker mellem høje fjelde. Isbjerge drev dovent i det isblå hav, og vinden stod stille. Landet var grønt.

 Kirkeruinen ved Sandnæs gemt under tang. Sandnæs var en af Vesterbygdens store gårde med tilhørende kirke, som ligger i bunden af Ameralik-fjorden, cirka 2,5 timers sejlads fra Nuuk. Kirken ligger under vand, fordi landet i området langsomt synker. –
Kirkeruinen ved Sandnæs gemt under tang. Sandnæs var en af Vesterbygdens store gårde med tilhørende kirke, som ligger i bunden af Ameralik-fjorden, cirka 2,5 timers sejlads fra Nuuk. Kirken ligger under vand, fordi landet i området langsomt synker. – Foto: Jeanette Varberg

Vikingerne var opdagelsesrejsende, de rejste ikke efter kort, men efter kendetegn. De beskrev kystlinjer, bølger, hvor der var hvaler og havfugle, stjernernes placering og havstrømmenes forløb. Når vi i dag ser Grønland for os, er det den kæmpemæssige hvide ø på et kort mellem Europa og Canada, men vikingerne så kun kysten; høje fjelde og dybe dale. Når langskibet brød de isblå bølger i fjordene, var det om sommeren, hvor landet lyste grønt midt i en verden af klippe, hav og is.

Klimaet i Grønlands fjorde skifter, alt efter om man sejler på Atlanten og op i Davidsstrædet mellem Canada og Grønland eller ind i fjordene, som er op til 100 km dybe. I den inderste halvdel af fjordene er klimaet i Sydvestgrønland nærmest kontinentalt med høj sol og tørt klima. Luften er frisk og kold på grund af indlandsisen, som ligger bag fjeldene som en frossen syndflod, der kun langsomt æder sig frem fra fjeld til fjeld. Det var her, de første vikinger slog sig ned.

Da vi landede i Narsarsuaq, blev vi kørt ned til en lille havn og sejlet over Tunulliarfik (Skovfjorden eller tidligere Eriksfjord) og over til Itilleq, hvor vi gik ad Kongevejen, som Frederik IX gik ad i 1952, til Igaliku, der ligger ved Igaliku-fjord (i gamle dage kaldt Ejnars Fjord). I dag er Igaliku en bygd med få indbyggere, der hovedsagligt lever af fårehold, men i middelalderen var det bispesædet Gardar. Her lå Grønlands domkirke og bispens storgård.

Ruinerne står der den dag i dag og vidner om dengang, de store oceangående træskibe sejlede op ad fjorden for at lægge til ved bispens by. Hertil kom der nyt fra Island, Norge og Europa, mennesker ankom og andre tog af sted. Gennem 500 år levede nordboerne her, indtil noget fik dem til at forsvinde. Omkring 500 ruiner rundt om i Sydvestgrønland vidner om, at landet var tæt beboet af nordboerne.

Flere tusinde mennesker tog det mennesketomme Sydvestgrønland i besiddelse omkring år 1000, og de bragte husdyr, korn og kirken med sig.

Men det, som i første omgang tiltrak dem, var hvalrossens tænder og narhvalens tand. Det var højt skattede luksusvarer i Europa. Hvalrostænderne var lige så værdifulde som elfenben, og dyrets hud blev brugt til slidstærkt tovværk til skibe. Da vikingerne ankom, havde der ikke været mennesker i den del af Grønland i måske 1000 år, og man kan forestille sig, hvordan havdyrene var lette at jage og rigelige i den første tid. Først blev Østerbygden i syd grundlagt og cirka 15 år senere blev Vesterbygden anlagt.

Derfor forlod vi efter fem dage Sydgrønland for at flyve højere mod nord til Nuuk, det nordligste sted, hvor vi ved, at nordboerne havde deres gårde.

Nordboernes Vesterbygd lå som gårde spredt i et af verdens største og mest forgrenede fjordsystemer ved Nuuk. Godthåbsfjorden (Nuup Kangerlua) og Lysefjorden (Ameralik). Her holdt folkene husdyr og jagede hvalros, hvaler, sæl og rener. Tæt på 100 ruiner ligger rundt i landskabet mellem indlandsisen og Davidsstrædet. De klarede sig, selvom vinteren så tæt på indlandsisen kunne komme helt ned på minus 50 grader.

Men omkring år 1200 sker der en ændring i klimaet, og det blev koldere. I forvejen varede vinteren en måned længere her end i Østerbygden mod syd. Samtidig var nordboerne ikke længere alene i Grønland. Et folk vandrede fra det arktiske Canada og ned langs den grønlandske vestkyst. Thulefolket eller inuitterne var et fangerfolk, som levede af havdyr og brugte redskaber af jern, når de kunne få fat i metallet. Derfor var de interesserede i at handle med nordboerne, der havde jern.

Siden begyndte de første yderliggende gårde i Vesterbygden at blive forladt. Ingen ved hvorfor. Da en repræsentant for biskoppen i Gadar blev sendt på en rejse til Vesterbygden omkring år 1350 for at besigtige kirkens ejendele, konstaterede han, at alt var forladt. Kun vilde husdyr løb rundt mellem de tomme huse. Godt 100 år senere skete det samme mod syd i Østerbygden. Et bryllup i Hvalsø Kirke i år 1408 er sidste skriftlige optegnelse, som nævner en begivenhed i Grønland. Derefter er der radiotavshed fra Europas og kirkens yderste post mod nord.

Der kan være flere forklaringer på, hvorfor nordboerne forsvandt. Mest oplagt er klimaændringen. De koldere og længere vintre kan være afgørende, når man i forvejen bor på kanten af Arktis. Men man kan alligevel undres, for når man overlevede i kulden i et halvt årtusinde, så måtte der være andre årsager. Hvalrossens tænder var ikke længere så eftertragtede i Europa omkring 13-1400-tallet, og måske var bestanden også trængt efter flere hundrede års intensiv jagt. Det var hvalrostænder, som drev mange bosættere til Grønland, og måske forlod de simpelthen øen igen, da hvalrostand ikke længere var en luksusvare.

En anden mulighed er pesten, som hærgede Europa og Island, uden at den efterlod sig spor i Grønland. Men en epidemi kan være en mulig forklaring på nordboernes forsvinden, uden at arkæologerne har fundet tegn på massedød. Eller modsat, at de mange dødsfald på Island fik nordboerne til at vende tilbage til deres oprindelige land og overtage de ledige gårde, som pesten efterlod.

Vold og konflikt mellem nordboerne og thulefolket er tredje mulighed. I de skriftlige kilder står der, at 18 mænd blev slået ihjel og flere taget til fange af thulefolket. De to folk indvandrede til Vestgrønland fra hver deres ende af verden og mødtes et sted omkring Nuuk. Her skulle de leve side om side, og spørgsmålet er, om de levede fredeligt.

Til de mere farverige muligheder har vi, at nordboerne blev dræbt af engelske hvalfangere eller taget som slaver af portugisiske pirater. Sidst men ikke mindst, så er der muligheden for, at de udvandrede til Canada, som lå 700 kilometer på den anden side af horisonten.

Jeg blev ikke klogere på nordboernes forsvinden undervejs, og det er stadig er et stort åbent spørgsmål i vores historie. Men jeg forstod, hvorfor vikingerne i første omgang bosatte sig her. Grønland og mødet med isen sætter sig i sindet for altid.