De gamle romeres lemfældige omgang med bly har længe været en stående diskussion blandt historikere og andre videnskabsfolk. Nu kaster et internationalt hold forskere en ny bombe ind under Romerrigets folkesundhed: det giftige grundstof antimon.
Det opsigtsvækkende resultat stammer fra analyser af en stump af et romersk vandrør, fundet i 1875 i Caecilius Jucundus’ villa i Pompeji i det sydlige Italien og nu en del af en privat samling.
Caecilius Jucundus døde i år 62 efter Kristi fødsel og var bankmand og auktionsholder i byen Pompeji, der i år 79 blev ødelagt og begravet i aske efter et udbrud af vulkanen Vesuv.
Lektor Kaare Lund Rasmussen fra institut for fysik, kemi og farmaci ved SDU var med på det forskerhold, der fandt frem til de høje koncentrationer af det giftige stof.
”Under et besøg hos min franske kollega professor Philippe Charlier blev jeg forelagt idéen om at analysere det pompejanske vandrør for at se, hvad der var i det. Nutidens højteknologiske analysemetoder åbner jo op for en masse spændende muligheder, og ligesom jeg får Philippe ofte lidt skæve indfald til at prøve nye ting af. Ofte giver det ingenting, men af og til giver det bonus, som det jo skete med vandrøret,” fortæller Kaare Lund Rasmussen.
Selve analysearbejdet foregik på Charts laboratorium på institut for fysik, kemi og farmaci i Odense. Her råder man nemlig over en analysemaskine kaldet induceret koblet plasma-massespektrometer.
I en sådan maskine kan en prøve opløst i koncentreret salpetersyre bringes ind via en forstøver. Efter først nedkøling og siden opvarmning atomiseres og ioniseres alle de forskellige grundstoffer i prøven.
En detektor registrerer herefter atomerne efter vægt, og ved at holde målingerne op mod målinger på kendte koncentrationer kan man bestemme mængden af de forskellige grundstoffer ganske nøjagtigt.
”Vi udtog en prøve på 40 mg af vandrøret, blot en lillebitte metalspån, som jeg tog med hjem fra Paris. Vores maskine i Odense laver kvantitative analyser, og det er vigtigt for et godt kemisk analyseresultat at få størrelsesforholdene mellem de forskellige grundstoffer i en prøve i mg pr. gram. Det gjorde os opmærksomme på nogle uventet høje tal for indholdet af grundstoffet antimon i vandrøret,” fortsætter Kaare Lund Rasmussen.
Selve tilstedeværelsen af antimon i blyvandrøret kom ikke bag på forskerne, da det optræder i naturen i forbindelse med andre metaller. Det var mængden, der fik alarmklokkerne til at ringe.
”Antimon er et særdeles giftigt grundstof, og det høje antimon-indhold i vandrøret er decideret sundhedsfarligt. Så pludselig stod vi med et resultat, der kan vise sig at være mindst ligeså vigtigt for vores viden om de gamle romeres sundhedstilstand som de årelange studier i den potentielle blyforgiftning. Andre forskere har nok ikke tillagt antimon den store betydning, fordi de ikke kendte koncentrationen af grundstoffet i de romerske vandrør, men den kender vi nu, og den er ganske enkelt alarmerende,” påpeger Kaare Lund Rasmussen.
Hverken bly eller antimon har været fremmende for den romerske folkesundhed, men effekten af de to stoffer er ganske forskellig. Hvor blyforgiftningen mere påvirker på lang sigt og blandt andet medfører børn med lavere IQ, giver antimon en akut toksisk reaktion, primært i fordøjelsessystemet med opkast og diarré, siden dehydrering, skader på nyre og lever samt i alvorlige tilfælde hjertestop.
”De høje koncentrationer af antimon har uden tvivl været problematiske for oldtidens romere og især i Pompeji, hvor de så at sige fik dobbelt op både fra vandrør og fra vandet i området, da antimon også optræder i forbindelse med vulkaner. Men hvor meget og hvordan det har påvirket borgerne i Pompeji og den nærliggende Herculaneum, er det for tidligt at sige noget om. Vi står jo kun med et enkelt analyseresultat, så der skal flere resultater til for at afdække betydningen af de høje antimontal i de romerske vandrør, men vi har da fået åbnet op for et helt nyt og spændende forskningsområde,” konstaterer Kaare Lund Rasmussen.
Derfor foreslår Philippe Charlier, Kaare Lund Rasmussen og holdets øvrige forskere, at der foretages flere analyser, dels af romerske vandrør, men også af menneskeknogler og fossile fækalier for om muligt at spore antimonet i de gamle romere selv.