Som forældre, lærere, ledere eller sundhedspersonale står vi ofte i situationer, hvor vi gerne vil motivere et andet menneske til at ændre adfærd. Det kan være at motivere en teenager til at gøre rent på sit værelse, at motivere en elev til at forberede sig til undervisningen, at motivere en medarbejder til at påtage sig ekstra opgaver eller motivere en borger til at ændre sine motionsvaner. Men hvordan har det, vi gør, betydning for, hvordan mennesker omkring os motiveres?
Edward Deci, professor i psykologi ved Rochester Universitet i New York i USA, har sammen med sin kollega Richard Ryan udviklet en indflydelsesrig teori om motivation. De peger på, at motivation ikke bare handler om belønning og straf. Det er ikke bare sådan, at motivationen øges, hvis vores handlinger belønnes, og falder, hvis vores handlinger straffes. Faktisk har de i en række undersøgelser vist, at belønning i form af økonomisk incitament i nogle tilfælde kan mindske motivation.
Ifølge Deci og Ryan er der forskellige motivationsformer. Vores motivation kan være ydrestyret og instrumentel, såkaldt ekstrinsisk motivation. Det vil sige, at vi gør noget for at opnå – eller undgå – noget andet. Vores handlinger er altså direkte betinget af udfaldet. Denne slags motivation har vist sig at være mindre holdbar over tid, og mennesker, som i meget høj grad motiveres af belønning og straf, kan over tid vise dårligere trivsel.
Det er vigtigt at påpege, at belønning i sig selv ikke er et problem, men det kan have betydning, hvordan belønningen fortolkes. Fortolkes den som en anerkendelse for kompetence og som en tak for bidrag til fællesskabet, eller fortolkes det som et forsøg på at kontrollere og presse?
En anden slags motivation kommer indefra. Nogle aktiviteter udfører vi gladeligt uden belønning, da aktiviteten er givende i sig selv. Det kan for eksempel være leg, læse en god bog eller at løse en spændende opgave på arbejdet. Fælles for disse aktiviteter er, at man oplever at være opslugt, og at aktiviteten passer til en, forstået sådan, at den hverken er så svær, at den giver frustrationer, eller så nem, at den bliver kedelig – dette betegnes af fagfolk som intrinsisk motivation.
Men mange af de handlinger, vi udfører til daglig, har hverken denne kvalitet af at være givende i sig selv eller direkte forbundet med belønning eller straf. Mange handlinger udfører vi, fordi vi tror, at de er vigtige, såkaldt integreret motivation. Hvorfor børster vi for eksempel tænder på vores børn, når de er små? Der er ingen umiddelbar belønning forbundet med dette. Det er ikke givende i sig selv – faktisk er det hos mange børn forbundet med en del skrig og skrål. Men vi tror, at det er vigtigt at holde vores børns tænder sunde, og at tandbørstning er den bedste måde at gøre dette på. Denne motivation handler altså om, at man identificerer sig med de værdier, der er knyttet til handlingen.
Ryan og Deci peger på, at omgivelserne og mennesker omkring en betyder noget for, om vi udvikler integreret motivation. De peger på, at mennesker har tre grundlæggende behov: Behov for relaterethed, altså at føle os forstået og elsket af andre, behov for at være kompetente samt et behov for at opleve selvbestemmelse.
Hvis disse behov opfyldes i de sammenhænge, vi indgår i, er vi mere tilbøjelige til at gøre regler og forskrifter til ”vores egne”, og de bliver på den måde omformet til integreret motivation. Hvis man som forælder, lærer, leder eller ergoterapeut gerne vil bidrage til at motivere en teenager, elev, medarbejder eller patient til en bestemt handling, kan man altså tænke på, hvordan man bedst understøtter personens behov for relaterethed, kompetence og selvbestemmelse.
Set fra dette synspunkt gør det altså en forskel, om man som forælder siger: ”Du skal gøre rent på dit værelse, og hvis du gør rent, så får du 20 kroner,” eller man siger (og mener): ”Du skal gøre rent på dit værelse, fordi alle i familien skal bidrage til at gøre huset rent, og det er vigtigt, at du lærer at gøre rent selv.”
Det første udsagn vil spille på ekstrinsisk motivation og vil ifølge teorien måske virke nu og her, men ikke på den lange bane. Det andet udsagn vil fostre integreret motivation og ifølge teorien bidrage til, at teenageren på sigt begynder at gøre rent, fordi han identificerer sig med værdier om at løfte i samlet flok og tilegne sig færdigheder. At min egen teenagesøn fluks ville bede mig stoppe med at tale psykolog-sprog, hvis jeg stillede mig op med det andet udsagn, er en anden snak. Ikke desto mindre er det værd at have i baghovedet, at vi nok skal være varsomme med at kontrollere andres motivation og adfærd gennem belønning, pres og straf – det kan give bagslag.