Kommer livet fra himlen?

Kan livet på jorden komme fra rummet? Den teori vinder indpas hos flere forskere, og netop nu undersøges prøver fra rummet, skriver professor Johan Fynbo

Japanske astronauter på den internationale rumstation, der her ses koble sig sammen med et amerikansk rumskib, har indsamlet prøver, der nu skal undersøges for mulige spor af liv.
Japanske astronauter på den internationale rumstation, der her ses koble sig sammen med et amerikansk rumskib, har indsamlet prøver, der nu skal undersøges for mulige spor af liv. . Foto: Nasa/AP/ritzau.

Hvordan begyndte livet på Jorden? De fleste mener, at livet er opstået på Jorden for i hvert fald 3,7 milliarder år siden. Men præcist hvor og hvordan ved forskerne endnu ikke.

En spændende alternativ mulighed er imidlertid, at livet ikke er opstået på Jorden, men at det så at sige er faldet ned fra himlen.

Denne forestilling kaldes normalt teorien om ”panspermia”. Teorien om, at livet opstod på Jorden, er svær at teste med eksperimenter, fordi Jorden nu er så fuld af liv. Derimod kan man fint teste panspermia-teorien, for hvis livet faldt ned fra himlen, da Jorden var ung, så sker det sikkert også i dag. Flere eksperimenter prøver nu at efterprøve teorien.

I Bibelens skabelsesberetning opstår livet på skabelsens tredje dag: ”Gud sagde: ’Jorden skal grønnes: Planter, der sætter frø, og alle slags frugttræer, der bærer frugt med kerne, skal være på jorden.’ Og det skete; jorden frembragte grønt, alle slags planter, der sætter frø, og alle slags træer, der bærer frugt med kerne. Gud så, at det var godt. Så blev det aften, og det blev morgen, tredje dag.”

Allerede kirkefaderen Augustin fremhævede omkring 400, at dette nok ikke skal forstås som en øjeblikkelig dannelse af alt liv i dets nuværende form i løbet af 24 timer. Men hvad siger videnskaben egentlig i dag om livets opståen på Jorden?

Faktisk er danske forskere med helt fremme i studiet af de tidligste faser af livet på Jorden. I august i år publicerede Tue Hassenkam og Minik Rosing fra Københavns Universitet og tre af deres samarbejdspartnere et spændende studie, hvori de påviser tegn på meget tidligt liv i klippemateriale fra Isua i Vestgrønland. Disse klipper er dannet af aflejringer i den helt tidlige jord for 3,7 milliarder år siden. Jorden er faktisk noget ældre end dette, helt præcist 4,57 milliarder år, hvilket man kan måle ved hjælp af radioaktive isotoper, men det er vanskeligt at forestille sig, at der har været liv på den helt unge jord. Månen blev dannet for 4,42 milliarder år siden ved et gigantisk sammenstød mellem Jorden og en anden planet, så på dette tidspunkt har der næppe været liv.

Faktisk var der næppe liv tidligere end for 3,8 milliarder år siden, for på det tidspunkt blev Jorden og Månen udsat for et heftigt bombardement af objekter fra rummet. De fleste af de mange kratere, man kan se på Månen, selv med en lille håndkikkert, blev dannet på dette tidspunkt. Derfor synes de seneste resultater fra Tue Hassenkam, Minik Rosing og deres samarbejdspartnere, at livet må være dukket op så tidligt, som det var muligt, efter neddroslingen af den kosmiske beskydning med kometer og meteoritter.

Der findes flere teorier om, hvordan livet opstod. En mulighed er, at livet opstod i nærheden af hydrotermiske væld i havet. Her finder man stadig arkaiske former for bakterielt liv, såkaldte arkæer.

En anden spændende mulighed er som nævnt, at livet så at sige faldt ned fra himlen, panspermia-teorien, der tager afsæt i, at kimen til liv findes overalt i rummet.

Panspermia kan siges at være en del af det spændende relativt nye tværvidenskabelige felt: astrobiologien. Det interessante ved teorien er, at den kan testes.

Hvis Jorden blev bestrøet af livgivende kim fra himlen for 3,8 milliarder år siden, så er der også en vis sandsynlighed for, at det sker i dag. Set fra Mælkevejens synspunkt er der ikke noget særligt ved tidspunktet 3,8 milliarder år før nu, så umiddelbart skulle forholdene være rimeligt sammenlignelige i dag. Der er da også adskillige forskere, der har forsøgt at lave eksperimenter, der kan påvise eksistensen af sådanne interplanetariske kim til liv. Hvordan gør man dette?

Tanken er, at hvis vi kan foretage opsamlinger af materiale højt oppe i atmosfæren eller helst helt uden for atomsfæren, så kan vi lede efter disse interplanetariske kim i dette materiale.

Forestillingen er, at disse kim er meget simple strukturer som dna eller vira. En af de første til at foreslå sådanne undersøgelser var den indiske astrofysiker Chandra Wickramasinghe.

Den indiske rumfartsorganisation har gennemført ballonopsendelser i 2001 til stratosfæren 41 kilometer over jordoverfladen. Siden har der været adskillige lignende ballonmissioner til stratosfæren, for eksempel et eksperiment ledet af Milton Wainwright fra Universitetet i Sheffield.

Missionerne har fundet levende organismer deroppe, men så vidt jeg ved, er der ikke påvist entydig evidens for panspermia, altså at det fundne materiale ikke stammer fra Jorden. For tiden pågår der et spændende eksperiment på den internationale rumstation, som befinder sig 400 kilometer over jordoverfladen. På den japanske del af rumstationen, det såkaldte Kibo-modul, udføres det såkaldte Tanpopo-eksperiment, der opsamler prøver via en gelé, som bliver eksponeret for det interplanetariske materiale, der strømmer forbi. Den første prøve blev hentet hjem sidste år, men der er endnu ikke blevet publiceret resultater fra undersøgelserne. Men det kan ikke vare længe, før vi ved, om rummet måske gennemstrømmes af kimen til liv.