Kære læser. Forestil dig, at du går i en dansk sommerskov. Trækronerne nærmest strutter med blade i forskellige grønne nuancer, og over dem er himlen blå. I kanten af den brune grussti, du går på, titter røde bær frem, og mellem de lilla violer summer gule bier omkring.
Måske strejfer tanken dig, at sommerens farver så sandelig er en fryd for øjet. Uden, du måske er klar over det, er du med den tanke ramlet ind i et ældgammelt spørgsmål. Hvad er farver? Er de en fryd for øjet, hvis eksistens til en vis grad afhænger af vores opfattelse? Eller er de et fysisk fænomen, der er til uafhængigt af vores sansning? Det spørgsmål får læseren anledning til selv at besvare til slut. Først skal vi imidlertid høre, hvad tre eksperter mener om farver.
Farver er for øjet, hvad musik er for øret. Uanset farvers yderligere beskaffenhed synes det sikkert at sige, at vores kendskab til dem stammer fra én af vores sanser, nemlig synet. Per Nellemann Bang, der er pensioneret øjenlæge og forfatter til bogen ”Fra foton til Matisse via øjet” om lys, farver og synets mysterier, forklarer, at vores farvesyn groft sagt består af to komponenter. Nethinden og hjernen.
I nethinden, som er i den indvendige del af øjeæblet, findes to slags sanseceller, stave og tappe. Begge reagerer på lys, som omdannes til et elektrisk signal, der sendes videre til hjernen. Hvor stavene reagerer på meget små lysmængder, og derved kun ”ser” sort og hvidt, fungerer tappene kun ved en kraftigere lyspåvirkning, men de er til gengæld afgørende for farvesynet.
Tappene findes nemlig i tre former med tre forskellige slags synspigment, der kan optage lyset. Således inddeles de efter, om de opfatter kortbølget, mellembølget eller langbølget lys, som kan oversættes til henholdsvis blåt, grønt og rødt lys. Via det elektriske signal, der sendes fra nethinden, tolker hjernen altså de forskellige bølgelængder som forskellige farver.
Ifølge Per Nellemann Bang er farver en privatsag i den forstand, at vi ikke kan vide, om vi opfatter dem ens. Det giver ikke mening at tale om, at farver eksisterer uafhængigt af vores sansning.
”Farver er blot noget, vi kalder forskellige elektriske signaler. Enhver oplysning om bølgelængden er forsvundet i samme sekund, at lyset er absorberet af modtagecellens, altså tappens, synspigment. Resten er så at sige fri fantasi, et psykologisk fænomen. Derved er farver nærmere en sproglig konstruktion. Vi kan ikke forklare dem ud fra dem selv. Rød må forklares i relation til noget andet, så vi har et sammenligningsgrundlag. Derfor siger vi rød som en tomat,” lyder det fra Per Nellemann Bang.
Hvor Per Nellemann Bang beskæftiger sig med farver fra et biologisk og fysiologisk udgangspunkt, arbejder Anders Søndberg Sørensen med fænomenet ud fra et rent fysisk standpunkt på Niels Bohr Institutet, hvor han er professor i kvanteoptik. Han er enig med øjenlægen i, at farver kan forstås som elektriske signaler. Ifølge professoren er farver nemlig en egenskab ved lys, og inden for fysikken defineres farver altså ud fra teorier om lys.
Lys kan forstås som elektriske signaler, altså bølger, hvorved farver er udtryk for, hvor hurtigt de elektriske felter i lyset svinger op og ned. Eksempelvis svinger blåt lys dobbelt så hurtigt som rødt. Hvis man derfor måler på en regnbue fra den ene ende til den anden, vil farverne adskilles af, at svingningerne går hurtigere og hurtigere.
Fordi man i fysikken kan måle de forskellige bølgelængder, der forbindes med de forskellige farver, forstår Anders Søndberg Sørensen farver som noget, der eksisterer i sig selv.
”Ifølge fysikken findes farver ikke blot i kraft af vores synstolkninger af bølgelængder. Genstande besidder farver i sig selv, givet ud fra, hvordan de reflekterer lys. På den måde er det også muligt at måle genstandes farver ved at måle de bølgelængder af lys, de tilbagesender. Lyser vi med hvidt lys, som indeholder alle farver, på en agurk, sender den kun det grønne lys tilbage, mens alt andet lys absorberes,” forklarer Anders Søndberg Sørensen.
En agurk er altså grøn og en tomat rød i den forstand, at de hver især tilbagereflekterer lys med en bestemt bølgelængde.
Først da Isaac Newton i slutningen af 1600-tallet lod sollys passere gennem et prisme, hvorved han opdagede lysets farvespektrum, begyndte udviklingen hen imod forståelsen af farver som elektriske signaler. Filosoffer og fysikere iblandt havde dog inden da spekuleret over, hvad farver er, forklarer Søren Harnow Klausen, der er professor i filosofi ved Syddansk Universitet.
”Skønt farver er et nicheområde inden for filosofien, er det et skoleeksempel på problematikken om erkendelsens grænser. De forskellige forståelser af, hvad farver er, har nemlig konsekvenser for, hvad vi generelt kan hævde at vide om verden uden for vores egen bevidsthed,” forklarer han.
Dette hænger særligt sammen med et markant skift omkring 1600-tallet, hvor den moderne naturvidenskabs fremkomst ændrer vores verdensbillede. Dette indebærer blandt andet absolutte skel mellem den ydre, fysiske virkelighed og den indre virkelighed eller bevidstheden. Fysikere og filosoffer begynder at skelne mellem forskellige egenskaber og kvaliteter, som tænkes at forekomme i enten det indre eller ydre.
Altså er den nye opfattelse, at det kvalitative såsom duft, smag og farve kun hører hjemme i det indre, mens det kvantitative såsom form, størrelse, antal og bevægelse er egenskaber i den ydre virkelighed.
Ifølge Søren Harnow Klausen er den italienske fysiker Galileo Galilei (1564-1642) netop af den opfattelse, at naturen kan beskrives udtømmende i matematikkens sprog. Kun det, der kan tælles, måles og vejes, ses som en del af den ydre virkelighed, og resten forstås som en del af menneskets opfattelsesliv.
Dette skarpe skel efterlader imidlertid begrænsede muligheder for den menneskelige erkendelse, også når det kommer til farver, forklarer Søren Harnow Klausen. Farver er i denne forståelse egenskaber i den menneskelige opfattelsesevne, og vi er dermed ude af stand til at vide, om genstande rent faktisk har de farver, vi tillægger dem.
Imidlertid byder den engelske filosof John Locke (1632-1704) på en mere kompleks forståelse, som giver bredere rammer for den menneskelige erkendelse af farver. Han mener ikke, som Galilei, at farver er rent subjektive, men han anerkender samtidig heller ikke, at de er helt objektive.
I stedet mener Locke, at farver findes i tingene selv som dispositioner eller kræfter til at fremkalde en bestemt oplevelse i bevidstheden. En gammel dansk postkasse er altså rød i kraft af dens fysiske overflade, som har en disposition til at blive opfattet på den bestemte måde.
Ifølge Søren Harnow Klausen er Lockes forståelse af farver formentlig den mest fremherskende i erkendelsesfilosofien i dag. Det er med andre ord en forståelse af, at vores erkendelse til dels er afhængig af vores egen sansning af virkeligheden. Dermed kommer vi til det punkt, hvor læseren selv kan tage stilling til, hvad farver er. Det gøres ud fra et berømt filosofisk tankeeksperiment af den australske filosof Frank Jackson (1943-).
Forestil dig en absolut genial videnskabskvinde, der hedder Mary. Hun ved alt, der teoretisk set kan siges om virkeligheden. Der er kun den hage, at hun har tilbragt hele sit liv som bogorm i rent sort-hvide omgivelser. En dag lukkes hun ud og ser for første gang grønt græs og blå himmel. Spørgsmålet er nu, om Mary lærer noget nyt om virkeligheden, som hun ikke kendte til i sit sort-hvide fængsel?
Dit svar på det spørgsmål vil afsløre, hvad du mener farver er. Hvis du siger, at Mary ikke lærer noget nyt, betyder det, at farver kan forstås som udelukkende noget fysisk. Hvis du derimod siger, at hun lærer noget nyt om virkeligheden, kan farver ikke udtømmende beskrives som noget fysisk, men må i en eller anden grad også afhænge af vores opfattelse.
Så, kære læser, hvad mener du?