Johan Olsen: Relativitetsteori bør være børnelærdom

Kan man skrive en børnebog, som er sjov og finurlig, men samtidig handler om så svære emner som big bang, kvantemekanik og dna-molekyler? Det mener Johan Olsen, biolog, rocksanger, videnskabsformidler og nu også forfatter til intet mindre end ”Bogen om verden”

Johan Olsen er biolog, proteinforsker ved Københavns Universitet, tv-vært og rocksanger. I ”Bogen om verden” fortæller han intet mindre end historien om alting. Fra kigget i det største rumteleskop ud i universet til mikroskopets forstørrelse af de mindste partikler.
Johan Olsen er biolog, proteinforsker ved Københavns Universitet, tv-vært og rocksanger. I ”Bogen om verden” fortæller han intet mindre end historien om alting. Fra kigget i det største rumteleskop ud i universet til mikroskopets forstørrelse af de mindste partikler. . Foto: Martin Lehmann/ritzau.

Johan Olsen voksede op i 1970’erne og 1980’erne i Brede nord for København. Hans mor var folkeskolelærer i matematik og fysik og tilhørte den i dag måske truede lærerart, hvis hjerte banker for alt, der har med naturen at gøre. Hun kunne fortælle navnene på alle fugle. På hendes reol derhjemme stod værker af den østrigske zoolog Konrad Lorenz og den franske havforsker Jacques Cousteau, et botanisk leksikon og en stribe andre naturvidenskabelige bøger, som lille Johan elskede at bladre i. Man kan roligt sige, at det var et resultat af både det miljø, han voksede op i, og den ånd, han blev opdraget i, at han som voksen uddannede sig til biolog.

Men selvom den tænksomme drengs naturinteresse havde gode vækstbetingelser i barndommens rækkehus, manglede han alligevel en bog på hylden. Den bog, som i et så børnevenligt sprog som muligt sætter sig for at indramme hele det komplette naturvidenskabelige verdensbillede. Ikke ned i mindste detalje, men i overblik. De helt store linjer. Universet. Solsystemet. Jorden. Livet på Jorden. Mennesket. ”Bogen om verden”.

Grundene til, at den ikke stod på hylden i barndomshjemmet, er, at Johan Olsen endnu ikke havde skrevet den. Det har han nu.

”Jeg havde en idé om, at jeg ville præsentere det hele som en slags ’den flyvende kuffert’-tur gennem naturvidenskaben,” fortæller han.

Johan Olsen arbejder til daglig som proteinforsker ved Københavns Universitet. De voksne kender ham måske bedre som tv-vært i ”Store danske videnskabsfolk” på DR 2 eller som rockbandet Magtens Korridorers forsanger med den rå, kraftfulde, tobaksfarvede stemme og ærkekøbenhavnske udtale a la Kim Larsen. For den befolkningsgruppe, som han denne gang henvender sig til, børnene, kan det dog meget vel være rollen i TV 2-julekalenderen ”Juleønsket” fra 2015 som den lavmælte pedel Jack, der gudskelov ikke er en dæmon, men faktisk en helt flink fyr, der vækker mest genkendelse.

”I dag er der masser af bøger og andre ting om naturvidenskab, som henvender sig til børn, men jeg ville gerne gøre det på en anden måde end tidens tendens, som er at pakke det hele ind i påstanden om, at ’videnskab er sejt’. Det er det ikke, men videnskab er sjovt og spændende. Det skal ikke præsenteres af nogle voksne, der lider under den latterlige fordom, at naturvidenskabeligt interesserede børn er børn, som har det socialt svært og godt kunne tænke sig at være en af de seje. Det vil de ikke, det løb er kørt, men det er børn, som gerne vil forstå verden og udvide deres horisont,” erklærer Johan Olsen.

Horisonten er vid. Vi begynder med universets byggesten, atomerne, og begyndelsen på det hele, big bang. Så præsenteres vi for Solen og lærer blandt andet, at den har en kerne, som er næsten 16 milliarder grader varm.

”Det er ret vildt, at noget kan være så varmt,” konstaterer forfatteren og tilføjer derfor, at selvom han elsker Solen, foretrækker han at nyde den her på 150 millioner kilometers afstand med solbriller og solcreme på.

Vi når nu i hæsblæsende fart til skabelsen af vores egen planet, universets opbygning, svært tilgængelige og dybt ulogiske fænomener som dark matter eller mørkt stof, Niels Bohr og kvantemekanikken, Albert Einstein og hans specielle og generelle relativitetsteorier, som alt sammen er behandlet, inden vi er halvvejs gennem bogen.

Forfatteren opsummerer på side 77: ”Det, Einstein fandt frem til, var altså, at hvis man nærmer sig lysets hastighed, er tiden og rummet anderledes for en, der ikke bevæger sig. Og tyngdekraften findes i virkeligheden, fordi rummet krummer. Og rum og tid er klistret sammen til en. Jeg håber, du har fået en fornemmelse af, hvad Einstein fandt frem til.”

Johan Olsen erkender, at kvantemekanik og relativitetsteori ikke er de letteste emner i verden at gøre begribelige for aldersgruppen 11 år og opefter, men det 20. århundredes store videnskabsfolk og deres epokegørende mikroskopblik ind i de allermindste enheder, atomerne, og tilsvarende teleskopblik ud i universet, hører med. Og det er nødt til at komme først, fordi det er forudsætningen for den naturvidenskabelige kufferts videre flyvetur til de tidligste livsformer, til menneskets opståen og ind i mennesket til dna-molekyler og proteiner.

”Problemet er, at hvis jeg vil fortælle om, hvordan verden blev til, er mine læsere nødt til at vide det grundlæggende om atomer, energi og stråling. Jeg mener også, at relativitetsteori hører med. Det er en fundamental dannelse, som børn også bør få indblik i, selvom det er nogle temmeligt abstrakte idéer,” siger han.

”Jeg kunne selvfølgelig godt frygte, at når børnene når dertil, lægger de bogen fra sig og siger, at den er for svær. Det er derfor, jeg gør meget ud af i indledningen at sige, at man gerne må bladre lidt rundt og læse lidt hist og pist. Hvis kapitlet om relativitetsteori er for svært, så læs noget af det andet og vend måske tilbage senere,” tilføjer Johan Olsen, som håber, at bogen både vil finde vej til boghylder i hjem med tænksomme børn og til folkeskolens timer i natur og teknologi, fysik og biologi.

Hans hustru, der er folkeskolelærer, har læst den igennem for at sikre, at bogen ikke er for svær til formålet.

De mange farvebilleder af dinosaurer cirka midt i bogen glider nok lettere ned. På side 98 introducerer Johan Olsen dem med ordene:

”Jeg tror, at hvis man tog alle de bøger, der er solgt om dinosaurer, og lavede dem om til toiletpapir, ville hele Jordens befolkning kunne tørre sig i dem resten af livet. Men det er kun et gæt.”

Formuleringen afspejler ikke alene bogens karakteristiske sjove og finurlige tone, men viser også, at biologen er lidt træt af al ”dinosaurer er seje”-formidlingen. Det kommer også forbi den helt afgørende præmis, at der er forskel på videnskab og det rene gæt. Ud over at lære børn om verden vil Johan Olsen gerne give dem en af deres første lektioner i videnskabsteori. Kapitlet om dinosaurer måtte han i øvrigt skrive om, fordi videnskabens antagelser om udviklingen i dinosaurernes familietræ blev ændret, mens bogen var undervejs.

”Det er en vigtig pointe, at naturvidenskaben er en historie, der aldrig bliver fortalt færdig. Den videnskabelige model er ikke mere end en tilnærmelse til en virkelighed, vi ikke kender. Videnskaben fremkommer med en model af verden, som bygger på, hvad vi ud fra vores observationer må anse for den simpleste forklaring,” siger Johan Olsen.

Han mener simpel i den betydning, at man ikke vrider en større forklaring ud af sine data og observationer, end der er belæg for. Ordet ”sandhed” holder han sig bevidst på lang afstand af, for ifølge Johan Olsen er det kun ”diktatorer og dogmatiske præster”, der hævder at kende den.

”Videnskab er at gøre brug af de observationer, vi har til rådighed. Hvis vi vil vide, hvorfor sommerfugle tilsyneladende flakser ad mange omveje hen imod de blomster, hvor de suger nektar, kan man eksperimentere med at anbringe sommerfugle i miljøer med kunstige blomster, der er helt grå, blomster i andre farver eller blomster uden nektar for at se, om det påvirker deres adfærd, men man begynder ikke som videnskabsmand at kloge sig på, hvad en sommerfugl tænker. Og man antager ud fra de oplysninger, vi har til rådighed nu, at vores art, Homo sapiens, var på Jorden for 315.000 år siden. Det er den simple forklaring. Hvis man tilføjer en ikke-underbygget teori om, at mennesket på det tidspunkt blev sat på Jorden af en ufo, gør man det kompliceret.”

Af samme grund vil han gerne gøre det klart for sine læsere, at udsagnet ”jeg tror ikke på den naturvidenskabelige model” slet ikke giver mening. Det er ikke til forhandling, om vi har lyst til grundlæggende at acceptere de antagelser om verdens indretning, naturvidenskaben når frem til. Nogen antagelser bliver korrigeret efter nye opdagelser, nogen påstande er direkte dårlig forskning, men selve rammen for det hele, at det er gennem iagttagelser, hypoteser, forsøg og kritik, at vi drager de foreløbige konklusioner, står uantastet.

”Det kan være svært for den enkelte at udøve kildekritik, og der findes i dag et hav af underlødig videnskabelig litteratur, som kan være svær at si fra, men man går sjældent fejl, hvis man søger efter, hvad konsensus ser ud til at være blandt forskere på et område. Hvis en forsker står temmelig alene med et synspunkt, for eksempel at klimaforandringerne ikke er menneskeskabte, så tager den pågældende forsker nok fejl, medmindre han virkelig kan fremlægge overbevisende fakta,” siger Johan Olsen.

Til gengæld lægger forfatteren også stor vægt på, at der er masser af spørgsmål, som naturvidenskaben ikke har svar på – og det får den måske heller aldrig. I en naturvidenskabelig bog handler kapitlet ”Begyndelsen” selvfølgelig om big bang og ikke om Gud, Adam og Eva, men kapitlet slutter således:

”Tænk lige over det her: Hvis der ikke var tid og rum før The Big Bang – hvordan kunne noget så overhovedet ske? Det er et af naturvidenskabens største mysterier. Hvis du har en idé, må du endelig sige til.”

Inden for sin naturvidenskabelige ramme kan Johan Olsen selvfølgelig hverken sætte Gud eller en ufo ind som forklaring på, at universet opstod, at livet opstod på Jorden og måske også andre steder, eller at menneskene på Jorden udviklede sig til den art, der er ”de første, der tænker over vores sted i verden og vores mening med at være i den”, men naturvidenskaben kan heller ikke sætte noget andet ind. Så her er der så at sige frit spillerum for troen. At anvende viden om big bang, universet eller evolution som bevis på, at Gud ikke kan findes, er uvidenskabeligt.

”Jeg har altid undret mig over dem, som siger, at man enten er religiøs eller også anerkender man videnskabens forklaringer. Jeg har ikke selv en religiøs tro, men jeg kan ikke forstå, hvorfor man ikke skulle kunne kombinere de to ting. For mig at se er det at være religiøs en del af det at være menneske. Så at sige, at det er forkert, er som at sige, at det er forkert at have fem fingre,” siger Johan Olsen.

Han tilføjer, at der selvfølgelig er et sammenstød, hvis man insisterer på at tage alle gamle skrifter for pålydende og derfor står stejlt på, at Jorden er cirka 5000 år gammel og ikke de cirka fem milliarder år, som naturvidenskaben – foreløbig – er nået frem til, men der er så meget, naturvidenskaben ikke har svar på, at der er masser af plads til tro, erklærer Johan Olsen.

”Hvis man som naturvidenskabeligt funderet ikke accepterer religion, ved man meget lidt om religion. Hvis man som religiøs ikke accepterer naturvidenskaben, er man svag i sin tro.”