Vi er stadig alkymister på jagt efter de vises sten

Arkæologiske fund viser, at mennesket i kraft af alkymien gennem årtusinder har forsøgt at finde, forstå og forædle kernen i naturens elementer

En af de mest berømte skildringer af alkymisternes forsøg på at beskrive forholdet mellem mennesket, betegnet som mikrokosmos, og den omgivende verden, betegnet som makrokosmos, er indgraveringen ”Opus Medico-chymicum” lavet af alkymist og teolog Johann-Daniel Mylius (cirka 1583-1642).
En af de mest berømte skildringer af alkymisternes forsøg på at beskrive forholdet mellem mennesket, betegnet som mikrokosmos, og den omgivende verden, betegnet som makrokosmos, er indgraveringen ”Opus Medico-chymicum” lavet af alkymist og teolog Johann-Daniel Mylius (cirka 1583-1642). . Foto: Charles Walker/Topfoto/Ritzau Foto.

Verdens hemmeligheder havde i årtusinder tilhørt religionens mystiske univers, men i det gamle Egypten begyndte en ny form for nysgerrighed og ærgerrighed at tage form.

I skyggen af de mægtige pyramider tog mennesket de første spæde skridt frem mod det, vi i dag kalder naturvidenskab, i jagten på at omskabe det værdiløse til guld.

I årtusindet f.Kr. kunne egyptiske alkymister fremstille imitationer af guld, sølv og luksusfarve, som for eksempel purpur-rød. Men den tidlige videnskab fik for alvor luft under vingerne, da grækerne i 331 f.Kr. erobrede Egypten. Her blandede egypternes viden sig med grækernes lære om materiernes egenskaber. Dermed blev alkymien – læren om at omskabe stof – skabt.

Ifølge Aristoteles (384-322 f.Kr.) består ethvert stof af fire elementer: jord, vand, luft og ild. Ifølge den teori kunne man omskabe et stof ved at udskifte et af de fire elementer – for eksempel omdanne bly til guld.

Jagten på den metode har ansporet og udviklet kemien som videnskab gennem flere tusinde år. Legeringen af metaller og læren om kemi blev dermed kendetegnende for alkymisterne. Alkymiens vigtigste tekst blev efter sigende nedskrevet i århundrederne før vores tidsregning i en græsk urversion indridset i en kæmpe smaragd. Den er dog aldrig blevet fundet, men teksten kaldes Tabula Smaragdina. Den har en poetisk kraft, som beskriver forholdet mellem makrokosmos (verden) og mikrokosmos (mennesket).

Navnet alkymi stammer fra de arabiske tekster. Mellem 750 og 1400 blomstrede alkymien i den arabiske verden, som videreudviklede teserne i grækernes tekster. Det græske ord khymeia blev på arabisk til al-Kimiya, som på latin blev til alchemia.

I Europas middelalder udviklede alkymisternes viden sig, og det er også herfra, vi har de ældste arkæologiske vidnesbyrd om et europæisk kemisk laboratorium. I Basel har man fundet lertøj, som har været anvendt til at destillere væsker. De dateres til anden halvdel af 1200-tallet.

Alkymisterne jagtede op gennem århundrederne det store gennembrud; det sagnomspundne ”storværk” (Opus Magnum). En sten, som var den ultimative substans, der kunne transformere uædle metaller til ædle. Man forestillede sig en sten uden lugt, rød og voksagtig. Men ingen var lykkedes med at frembringe, hvad der også blev kaldt ”de vises sten” – nøglen til alkymistens højeste ambition.

Mange fik fremstillet en rød substans, men virkningen udeblev, og mange fyrster blev skuffede, når alkymistens anstrengelser langtfra fik fyldt skattekisten op. Dermed var alkymistens erhverv heller ikke ufarlig. En af de meste berømte skæbner tilhørte Dominico Caetano. Han endte sin dage den 23. august 1709 –henrettet på befaling af den preussiske konge Fri-edrich I, som med slet skjult ironi viste sin ringeagt for alkymistens evne til at fremstille guld ved at lade ham hænge i en forgyldt galge.

På trods af svindlere og mere eller mindre vellykket søgen efter ”de vises sten” tog alkymien i 1500-tallet en drejning ind på hovedvejen mod videnskab, kemi og fysik.

I hjertet af Martin Luther-land i Wittenberg har arkæologerne i 2012 fundet en nedgravning i en klosterbygning. Her lå bunker af glasskår, som ikke lignede de sædvanlige vinglas, men som hurtigt viste sig at være resterne af et omfattende alkymistisk laboratorium. De mange glaskolber og destillationsapparater tilhørte en såkaldt ”ildfilosof”, som de tidligste videnskabsmænd også kaldes.

Laboratorieudstyret er enestående, da det er første gang, at et så gammelt laboratorium er blevet bevaret. Analyserne af glasset viste, at der blev fremstillet forbindelser af metaller, som blandt andet indeholdt antimon og kviksølv. Ud over jagten på at lave guld blev mange af substanserne anvendt til forsøg på at kurere sygdomme.

Andre tegn på medicinske eksperimenter viser en grav fra klosterkirken i bygningen ved siden af laboratoriet. Her fandt arkæologerne en ung kvindes grav. Hendes grav vakte med det samme opsigt. Hendes krop manglede hovedet, der lå gravet ned under kroppen i et lerkar. Kranietoppen var savet af, og hendes hoved var skåret af efter døden. Hvem hun var, og hvordan hun endte som et studieemne for alkymisterne, ved vi intet om. Men hendes hjernes mysterier og tung-metallernes hemmeligheder fortæller historien om videnskabens udvikling.

De næste 500 år eksploderer menneskets viden om os selv (mikrokosmos) og universet omkring os (makrokosmos). I lyset af videnskaben har vi rykket os kvantespring frem, men der er stadig et grænseland, hvor livets mindste bestanddele jagtes. I det europæiske laboratorium for kerne- og partikelfysik ved Genève i Schweiz, Cern (Conseil Européen pour la Recherche Nucléaire), arbejder nutidens alkymister stadig på at finde de vises sten og forstå nøglen til universets mindste byggesten. Rejsen er langtfra slut.

Artiklens indhold bygger på fakta fra særudstillingen ”Alchemie. Die suche nach dem weltgeheimnis” på Landesmuseum für Vorgescichte Halle, Tyskland.