Prøv avisen

Vores gæller vidner om vores evolutionære udvikling

På embryonstadiet bliver arternes fælles ophav synligt, og et menneske er svært at skelne fra de øvrige dyr. På denne illustration, der oprindeligt stammer fra den tyske biolog Ernst Haeckel (1834-1919), er menneskets ”gæller” desuden tydelige. – Foto: Wellcome Library/London. Fra ”Anthropogenie. Entwickelungsgeschichte des menchen” af Ernst Haeck

Nye fund tyder på, at homo sapiens er ældre end hidtil antaget. Vi er blevet til ved tre milliarder års evolutionær udvikling, og i dag har vi stadig levn derfra i form af gæller

I denne uge blev homo sapiens – den nulevende art af menneskeslægten – 100.000 år ældre. Det er i hvert fald teorien fra et internationalt forskerhold, der har dateret fossile levn fra Marokko. Ansigterne på fundene skulle ligne nutidige mennesker så meget, at ”hvis man så dem i bussen, ville man ikke opdage det”, siger palæoantropolog ved Max Planck-instituttet i Tyskland Phillip Gunz, der har stået i spidsen for analysen af kraniernes form, til Videnskab.dk.

Hvis den nye teori holder, er vores art altså ikke ”kun” 200.000, men 300.000 år gammel. Dog opstod vi ikke blot ud af det blå for et par hundrede tusinde år siden, så hvordan er det egentlig sket, at mennesket er blevet til? Evolution, vil i dag nok være det korte og for mange indlysende svar. Dermed kunne vi passende ende artiklen her.

Dog ville det have den uheldige konsekvens, at læseren ville blive snydt for fortællingen om, hvordan vores gæller og blommesæk er fysiske spor fra den lange, evolutionære udvikling, vi har gennemgået. Før vi når dertil, skal vi imidlertid først kaste et kort blik på, hvad det overhovedet vil sige, at mennesket er blevet til gennem evolution.

I dag ved vi, at Jorden er godt og vel 4,5 milliarder år gammel, og de ældste spor af liv er omkring 3,8 milliarder år gamle. Den sidste fælles forfader for alt liv levede for cirka 3,5 milliarder år siden. LUCA (engelsk forkortelse for sidste universelle fælles forfader), som organismen kaldes, havde både celledeling og genetisk kode i form af dna, som er de faktorer, der i dag kendetegner liv.

Det er denne forfader, alt liv på Jorden har som sit ophav og har udviklet sig fra, forklarer Peter K.A. Jensen, der er tidligere klinisk lektor og overlæge samt forfatter til flere bøger om menneskets oprindelse, blandt andet den nyudgivne ”Odysséen om mennesket”.

”Vi er ikke skabt som færdige mennesker. Alle livsformer hænger sammen. Det kan vi blandt andet se på arvemassen, som grundlæggende har samme opbygning i alle levende organismer. Men der sker hele tiden små ændringer i arvemassen, små mutationer, og derigennem opstår forandringer ganske langsomt,” siger Peter K.A. Jensen.

Det er disse små forandringer over store tidsperioder, der er evolutionens arbejdsmetode. En art opstår altså ikke spontant, men gennem en langstrakt udvikling. Evolutionsteorien betyder også, at alle andre arter på Jorden er vores ”fætre og kusiner”, fordi vi alle har samme ophav. Dog er der arter, vi i dag har tættere slægtskab med end andre, forklarer Peter K.A. Jensen.

Den tætteste forbindelse er til chimpansen, som vi for syv millioner år siden havde en fælles forfader med. At vi er i dag er så særegent forskellige fra chimpansen, skyldes ifølge Peter K.A. Jensen nogle helt markante begivenheder, nemlig vores oprejste gang, udvikling af vores store hjerne og udviklingen af den moderne kropsform med lange ben og korte arme.

Fordi vi har fælles ophav med planetens øvrige arter, finder vi i vores linje af forfædre både fisk, padder, reptiler og tidlige pattedyr, forklarer Alice Roberts, der er anatom, antropolog og professor ved University of Birmingham i England.

”Det, der gør os til dem, vi er i dag, ligger i den herkomst. I dag ser vi på mennesket som en færdig pakke, men vi er blevet til stykke for stykke gennem mange år. Og det er der stadig spor af i os,” forklarer Alice Roberts, der var hovednavnet på den netop afholdte naturvidenskabs-festival Bloom i København, hvor hun ud fra sin bog ”The Incredible Unlikeliness of Being” (Den utrolige usandsynlighed af væren) fortalte, hvordan vores anatomi afslører spor fra vores tidligere stadier. Dermed kommer vi tilbage til gællerne og blommesækken.

Vores såkaldte larynx, bedre kendt som strubehovedet, er det sted, hvorfra lyden til tale stammer, og som gør det muligt for os at synke og trække vejret. Men faktisk er det kun hvirveldyr, hvis forfædre var fisk, der gik fra vand til land, der har strubehoveder. I de fleste fisk formes og støttes kæben og gællerne af brusk og knogler. Når fisken er i sit tidligste udviklingsstadie som embryon, udvikles gællerne af en række grenstænger i fiskens hals.

Kigger man på et embryon af et fem uger gammelt menneske, ser man på samme vis anlæg til disse grenstænger af gæller, og alligevel er det nok de færreste af os, der i dag går rundt med riller i halsen. Så hvad sker der med vores gæller, fra vi er fem uger, til vi fødes ganske gællefri?

Alice Roberts forklarer, hvordan evolutionen er enormt god til at genanvende forskellige strukturer. Da vores forfædre, der dengang var fisk, skulle gå fra vand til land, havde de brug for en ny måde at optage ilt på, når de ikke længere kunne gøre brug af deres gæller. Over lang tid blev delene, der før blev brugt til at lave gæller, genbrugt til at lave et strubehoved. Det er altså den evolutionære udvikling fra en fiskelignende forfader, der fortsat er spor af, når vi på et menneske-embryon ser anlægget til gæller.

Samme type evolutionære forklaring findes på vores såkaldte blommesæk. I de første få uger af vores eksistens, når vi lige har placeret os trygt og godt i vores moders livmodervæg, har vi hver især en blommesæk. Det er en art pose med en næringsrig blomme, som fosteret kan ernære sig fra. Det lyder i sig selv ikke besynderligt.

Det besynderlige er, at vi mennesker faktisk ikke har brug for en blommesæk, da vi jo får vores livsvigtige næring fra moderkagen, og længe inden vi bliver født, er blommesækken og alle spor af den væk. Faktisk er blommesækken kun nødvendig hos padder, krybdyr og fugle, som alle bliver til i æg og derfor ikke har en direkte madkanal til mor. Så hvorfor har vi mennesker en blommesæk? Igen er der tale om en evolutionær rest, som Alice Roberts forklarer:

”Vi er pattedyr, men vi har forfædre, som lagde æg, og der er et ekko af den herkomst i vores embryoniske udvikling.”

Om homo sapiens er 200.000 eller 300.000 år gammel, synes en relativt beskeden tidsforskel, når vores evolutionære udvikling frem mod nutidens menneske begyndte for mere end tre milliarder år siden. Evolution er dermed ikke noget, der sker natten over, men selv i den relativt korte tid, der er gået, siden vores art blev til, er der sket forandringer.

”Kranierne fra de tidlige homo sapiens var stort set identiske med vores i dag, men kæben var kraftigere, og kindtænderne var større. Det skyldes formentlig, at maden i mindre grad var tilberedt, så de skulle bruge tyggeapparatet mere. Selv hvis vi kigger kun 10.000 år tilbage, kan vi se små forskelle. Vores skeletter er blevet mindre robuste, og vores tænder er blevet mindre,” forklarer Peter K.A. Jensen, der dog har svært ved at forestille sig, at vi kommer til at se radikale evolutionære forandringer i homo sapiens i fremtiden.

Forudsætningen for, at en art skal udvikle sig distinkt i en anden genetisk retning, er nemlig, at den lever i isolation, så ændringerne i arvemassen kan ophobes uforstyrret. Men menneskeheden lever i dag, ifølge Peter K.A. Jensen, for globalt til, at det vil ske. De små forskelle, der opstår i forskellige grupper, udvandes med andre ord hurtigt, fordi vi blandes genetisk. Desuden behøver vi ikke længere at tilpasse os biologisk til levevilkårene, fordi vi har lært at tilpasse os kulturelt i stedet.

Når vi bosætter os på Arktis, udvikler vi altså ikke kuldetilpassede kropsarter, men vi bygger varme boliger og laver varm beklædning i stedet. Hvis vi sendte en ekspedition på 1000 mennesker til Mars og lod dem leve der i en halv eller en hel million år, så er det dog ikke usandsynligt, at en ny menneskeart kunne udvikle sig, lyder det fra Peter K.A. Jensen.