Prøv avisen

Vores stjernehimmel er den samme som aldrig før

Ringtågen, eller M57, i stjernebilledet Lyren er en lille stjerne, der er ved at dø. Derfor vil den en dag forsvinde og ændre vores stjernehimmel. – Foto: The Granger Collection/Ritzau Foto

Over os lyser tusinder af stjerner, men er det den samme stjernehimmel, som vores forfædre kiggede på? Faktisk har både stjernehimlen og vores forhold til den ændret sig, forklarer eksperter

Uanset hvem vi er, og hvor i verden vi bor, har vi det tilfælles, at en himmel med tusinder af stjerner lyser over os. Det er endda ofte blevet sagt, at vi deler disse stjerner med samtlige af vores forfædre, som kunne kigge op på den selvsamme stjernehimmel.

Men er det virkelig tilfældet? Har stjernehimlen vitterligt ikke ændret sig i det moderne menneskes, altså homo sapiens’, godt 200.000 år lange historie? Faktisk er der sket ændringer, men før vi dykker yderligere ned i det, kan det være værd at spørge sig selv, hvad vores stjernehimmel egentlig er.

Når vi kigger op på vores stjernehimmel, ser vi cirka 6000 stjerner med det blotte øje. Det er en stjernes lysstyrke og afstand fra os, der afgør, om vi kan se den.

”Med ’stjerne’ mener vi normalt noget, en gasansamling, der kan producere sin egen energi i midten. Vores sol er en stjerne, og den lyser, fordi der foregår kerneprocesser i dens midte,” forklarer Johan P.U. Fynbo, der er professor MSO på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet, hvor han blandt andet forsker i eksploderende stjerner i det fjerne univers.

For at noget kan være en stjerne, skal der være en bestemt størrelse, tæthed og varme til stede. Vores egen sol er ikke en specielt stor stjerne. Jo tungere en stjerne er, des mere lysstærk er den. De letteste stjerner vejer cirka en tiendedel af solens masse og lyser derfor langt mindre end de tunge stjerner, som er seks-otte gange større end vores sol. Det er samtidig stjernens størrelse og dermed energiforbrug, der betemmer dens levetid.

”Det er ligesom med en bil – hvor langt brændstofmængden kan række, afhænger af den fart, du kører med. Man skulle umiddelbart tro, at de meget tunge stjerner er dem, der lever længst, men de er samtidig dem, der lyser mest,” forklarer Johan P.U. Fynbo.

En forholdsvis let stjerne som solen kan derfor leve i cirka 10 milliarder år, det vil sige godt fem milliarder år endnu. Men en stjerne, der er 10 gange større, lever kun omkring 10 millioner år, mens de letteste stjerner kan leve i hundredvis af milliarder af år.

Når vi kigger på stjernehimlen, er det altså forskellige typer stjerner, vi ser – både lette og tunge. De lette stjerner kan vi se, hvis de er tæt på, mens de tunge stjerner kan være meget langt væk, men stadig være synlige for os. Sirius-stjernen, som er den klareste i stjernebilledet Store Hund, er en relativt let stjerne, der vejer cirka det dobbelte af solen, og vi kan se den, fordi den kun er 8,7 lysår væk. Stjernen Deneb, som indgår i stjernebilledet Svanen, er til gengæld 3000 lysår væk, men fordi den vejer 20 gange så meget som solen, kan vi stadig se den.

Stjerner vil, defineret af deres tyngde, på et tidspunkt brænde ud og dø. Så derfor er det vel ikke urealistisk, at der kunne være forsvundet et par stjerner fra nattehimlen i menneskehedens tid? Svaret er, at stjerner faktisk er forsvundet og kommet til, siden vores forfædre i stenalderen kiggede op, forklarer Johan P.U. Fynbo.

De tunge stjerner dør i det, der kaldes en supernovaeksplosion. Supernovaer er uhyre sjældne, men både den danske astronom Tycho Brahe (1546-1601) og hans efterfølger, den tyske Johannes Kepler (1571-1630), så en supernovaeksplosion i henholdsvis 1572 og 1604. Hver gang var der i en måneds tid endnu et lys på himlen, som stammede fra stjernens dødseksplosion.

I dag kan vi næsten med det blotte øje se Ringtågen, som ligger i stjernebilledet Lyren. Det er en mindre stjerne, som er ved at dø og derfor skyder sine yderste dele fra sig i det, der kaldes en planetarisk tåge. Til sidst vil kun dens varme, glødende kerne være tilbage. På det tidspunkt kaldes den en hvid dværg, og gennem milliarder af år vil den gradvist og lyssvagt afkøle, indtil den forsvinder helt fra vores stjernehimmel.

Men stjernehimlen har også ændret sig i kraft af stjernernes bevægelse over tid.

”Stjernerne rykker sig en smule over tid, og jordens rotationakse flytter sig også. Hvis man kigger på Karlsvognen for 1000 år siden, ligner den sig selv, som vi kender den i dag. Men hvis man går 10.000 år tilbage, vil man se, at stjernerne er placeret en smule anderledes.”

At stjernebillederne ikke ændrer sig radikalt på 10.000 år, skyldes blandt andet de meget store afstande. Johan P.U. Fynbo forklarer, at det svarer til, når man kører i sin bil på motorvejen. De ting, der er tæt på, synes at fjerne sig meget hurtigt, mens de ting, der er langt væk, kun flytter sig en smule, meget langsomt.

Aase Roland Jacobsen, der er planetarieinspektør ved Steno Museet, forklarer, at stjernehimlen har haft stor betydning for menneskets udviklingshistorie. Blandt andet har vi brugt stjernerne til at navigere efter, ligesom de har muliggjort en forståelse af årstiderne, så vi har vidst, hvornår vi skulle så, samle og høste. Samtidig har stjerne himlen haft metafysisk betydning for os, som vi stadig ser levn fra i dag.

”Mennesket er et nysgerrigt væsen. Vi har altid forsøgt at finde svar og forstå verden. Vi har gjort det nemmere at huske ved at knytte gode historier til de forskellige stjernebilleder. Fra vikingerne har vi idéen om Karlsvognen, som ikke er et stjernebillede i sig selv, men en del af Store Bjørn. Vikingerne mente, at det var guden Thors vogn, der var parkeret i klart vejr, hvor han ikke behøvede at køre over himlen og lave torden og lyn.”

Ole J. Knudsen, der er kommunikationsmedarbejder på Stellar Astrophysics Centre ved Aarhus Universitet, tilføjer, at netop vikingerne står som eksempel på, hvordan stjernehimlen har ændret sig. Årstiderne og stjernehimlen er nemlig ikke fuldstændig kædet sammen, fordi Nordpolens retning i forhold til stjernehimlen går gennem en cyklus på godt og vel 24.000 år.

”I dag er der god overensstemmelse mellem Nordpolen og Nordstjernen, således at man ret præcist kan regne med, at Nordstjernen er i nord. Men sådan har det ikke altid været. I vikingetiden var Nordstjernen ikke på samme måde retvisende. Vikingerne vidste, at stjernen ikke stod helt i nord, men at den kredsede om det punkt, vi kalder nord. Så på den vis er der jo sket i hvert fald én væsentlig forskel inden for de sidste 1000 år,” forklarer Ole J. Knudsen.

Ifølge Ole J. Knudsen har stjernehimlen haft enorm kulturhistorisk betydning, fordi almindelige mennesker såvel som konger og herskere tidligere troede på astrologiens tydning af stjernerne. Altså er det ikke kun stjernehimlen, der har ændret sig gennem menneskets historie. Også vores forståelse af og forhold til stjernehimlen har ændret sig radikalt.

”I dag er stjernehimlen for de fleste mennesker bare pynt, som man kigger på, hvis man tør vove sig uden for bylysene. Hvor den tidligere var en kilde til noget mystisk, er stjernehimlen blevet en del af den øvrige natur.”