Første gang verden hørte noget til Hamas var i 1987 under den palæstinensiske intifada (opstand, red.) mod de israelske styrker i de besatte områder. Den islamistiske gruppe udsendte i december det år et kommuniké, som opfordrede til befrielse af Palæstina gennem hellig krig eller jihad.
I dag er islamisme og jihad på manges læber. I 1987 - og især inden for rammerne af mellemøstkonflikten - var det til gengæld forholdsvis nye fænomener. Hamas har i høj grad været med til at ændre mellemøstkonfliktens politiske konturer, men også betydningen af ordet islamisme.
Den israelske sociolog Ilan Pappe har givet en ret præcis datering af islamismens ankomst til Palæstina. Det skulle angiveligt være sket i forbindelse med Pave Pius VIs statsbesøg i Israel og Palæstina i 1964. Landets unge kristne mobiliserede sig på det tidspunkt entusiastisk i forskellige modtageleskomitéer, og deres lidenskab var smittende og inspirerede unge muslimer til med samme ildhu at engagere sig i civilt arbejde.
Ordet hamas er udover at være et akronym også arabisk for ildhu. Men det var ikke i 1964, at de palæstinensiske muslimers civile ildhu blev omsat til politisk modstandskamp. For islamisme havde dengang en lidt anden betydning end i dag.
Flygtningebørnenes politiske opvækst
Generationen af unge palæstinensere, der oplevede Pave Pius statsbesøg, var den samme generation, som under Seksdageskrigen i 1967 - for en stor dels vedkommende - blev sendt på flugt og i eksil i lande som Jordan, Syrien, Libanon og Kuwait.
Et af flygtningebørnene hed Khalid Mishal, og han er i dag leder for den politiske gren af Hamas. Han voksede op i Kuwait og var som ung aktiv i en forening for muslimske studerende. Studenterforeningen var inspireret af Det Muslimske Broderskab, men havde ambitioner om at udvikle sig i en mere politisk retning.
Det Muslimske Broderskab er verdens første islamiske bevægelse, grundlagt af den egyptiske skolelærer Hasan al-Banna i 1928. Det var i mange år en stærkt religiøs, men upolitisk og nærmest pacifistisk bevægelse, der på græsrodsniveau arbejdede for en gradvis islamisering af de arabiske samfund.
I slutningen af halvfjerserne besluttede Khalid Mishal og hans kuwaitiske søsterorganisation sig for at deltage i studenterpolitik og fagforeningsvalg i det - efter Mellemøstens normer - relativt frie og liberale Kuwait. Islamisterne havde efter eget udsagn udviklet en stærk intern demokratisk kultur, men i det eksil-palæstinensiske samfund blev de mødt af censur og udemokratiske krav fra andre grupper. En betingelse for at få lov at stille op var blandt andet, at bevægelsen accepterede det 10-punkts program, som det dominerende palæstinensiske parti, Fatah (eller PLO som Fatah i mange år var synonym med) havde opstillet.
De palæstinensiske islamister måtte altså i første omgang opgive den politiske deltagelse. I stedet brugte bevægelsens medlemmer deres tid og ressourcer på at organisere sig og på at styrke samarbejdet med andre grupper på tværs af de geografisk adskilte områder: Gaza, Vestbredden og eksilsamfundet.
På konfrontationskurs med Israel
Hamas' grundlæggelse kom en spadestik nærmere, da en anden person med tilknytning til Det Muslimske Broderskab, Sheik Ahmad Yasin, i 1973 helt ekstraordinært fik tilladelse af Israel til at starte den humanitære organisation Den Islamiske Forsamling, al-Mujamma al-Islami, i Gazastriben.
Israels Likud-regering forsøgte på det tidspunkt at begrænse den sekulære Fatah-bevægelses indflydelse og var samtidig interesseret i at opbygge et netværk af palæstinensiske informater i de besatte områder. Mens Israel slog hårdt ned på palæstinensisk, politisk aktivisme, fik Den Islamiske Forsamling lov til at organisere sig og modtog indirekte økonomisk støtte fra Israel igennem de såkaldte landsbyligaer oprettet af den daværende landbrugsminister Ariel Sharon.
Al-Mujamma al-Islami blev på den måde også uden for politik og brugte i lang tid sit frirum og sine ressourcer på socialt hjælpearbejde. Da store dele af den palæstinensiske befolkning i 1987 gjorde oprør mod Israels besættelse under intifadaen, stod bevægelsen imidlertid foran en udfordring: Hvis den ikke selv tog del i opstanden, risikerede den at miste sin troværdighed i den palæstinensiske befolkning.
Den mere konfrontatoriske politik over for Israel var dog ikke bare noget, der sprang frem af de aktuelle omstændigheder. Det var et spørgsmål, som de palæstinensiske islamister havde diskuteret igennem flere år. På den ene side argumenterede en gruppe af yngre, mere utålmodige aktivister - især de eksilerede palæstinensere bosat i Kuwait - for aktiv modstandskamp. Heroverfor stod den ældre og mere traditionelt tænkende fraktion, der fastholdt ideen om en slags muslimsk missionsarbejde i de besatte områder.
Khalid Mishal hørte til den yngre generation, der i 1980erne opnåede en stærkere position inden for bevægelsen, og som både var kritisk over for Broderskabets laden stå til og utilfreds med Fatahs samarbejdskurs over for Israel. De var selv inspirerede af den islamiske revolution i Iran og af kampen mod den sovjetiske besættelsesmagt i Afghanistan, der var datidens lysende eksempel på en national oprørskamp, som samtidig var religiøst retfærdiggjort.
Ved et møde i Jordans hovedstad Amman i 1983 fik Khalid Mishal Broderskabets opbakning til at oprette Jihaz Filastin, en organisation med base i Kuwait der skulle indsamle økonomiske midler fra hele Mellemøsten til militære operationer i de besatte områder.
Terroristernes varme velkomst
Udover de økonomiske midler og det frirum, Israel gav islamisterne ved at lade moskéerne være de eneste reelle politiske samlingssteder i Palæstina, har mere tilfældige historiske begivenheder også været med til at bane vejen for Hamas.
Da Yassir Arafat for eksempel valgte at støtte Irak under den første Golfkrig, mistede PLO en god portion sympati i hele Mellemøsten, mens Hamas med sin skarpe fordømmels af Saddam Hussein øgede sin popularitet.
På Den Arabiske Ligas topmøde i Bagdad i 1990 krævede en vred Arafat en forklaring på, hvorfor Kuwait havde betalt mindre end en ottendedel af den lovede bistand til palæstinenserne. Ydmygelsen var total, da Emir Sheikh Jabber al-Ahmed al-Sabah fremlagde dokumentation for, at Kuwait fortsat støttede den palæstinensiske sag med fuld styrke, men nu igennem Hamas i stedet for PLO.
Siden har andre lande fulgt trop. I dag er Iran nok den mest berygttede bidragsyder, men ikke den eneste, og man regner med, at Hamas opererer med et budget i omegnen af 40-70 millioner dollars.
I bogen Kill Khalid fortæller forfatteren Paul McGeough om en anden historisk lunefuldhed. Israels efterretningsvæsen indså ret hurtigt, at islamisterne ikke var det nyttige sikkerhedspolitiske redskab, man havde forventet. Efter intifadaen i 1987 intensiverede det israelske militær jagten på Hamas, og det førte i 1992 til, at 400 islamister i alderen 16 til 67 blev pågrebet og udvist. I håndjern og med bind for øjnene blev de ført over grænsen til Libanon, hvor de erfarne guerillasoldater i Hizbollah tog imod dem med åbne arme. Hizbollah udkæmpede på det tidspunkt en meget organiseret oprørskamp mod Israels besættelse af den sydlige del af Libanon.
Hvis Israel mener, at Hamas er en terrorgruppe, og hvis Libanon er et fristed for terrorisme, hvorfor har de så sendt Hamasfolkene til Libanon? lød det logiske spørgsmål, som en arabisk delegeret angiveligt stillede den amerikanske præsident George Bush Senior oven på hændelsen.
Den endeløse gengældelses-logik
Hamas er i de senere år især blevet forbundet med selvmords- og raketangreb. Under den anden intifada fra 2000 til 2005 tog Hamas ansvaret for knap 40 pct. af periodens 144 selvmordsangreb på civile og militære mål.
Den første selvmordsbombe mod civile israelere blev udløst i april 1994 og dræbte otte personer. Bomben var gengældelse for en massakre begået to måneder tidligere i Abraham-moskéen i Hebron, hvor den israelske bosætter Baruch Goldstein skød og dræbte 29 palæstinensere, mens 125 andre blev sårede. Ifølge Hamas var Goldstein spadseret lige igennem en israelsk militærafspærring med sit automatvåben.
I 2006 trådte Hamas ind på den politiske scene og vandt et flertal ved det palæstinensiske parlamentsvalg. Umiddelbart efter valget dræbte en bombe otte palæstinensere på en strand i Gaza, og i den endeløse gengældelses-logik dræbte Hamas nogle uger senere to israelske soldater og bortføre en tredje, Gilad Shalit.
Bortførelsen førte til, at Israel i juni 2006 pågreb og fængslede 64 Hamas-folk - herunder en tredjedel af de nyvalgte parlamentsmedlemer. Samtidig ansporede og finansierde USA og Israel, ifølge Vanity Fair-journalisten David Roses efterretninger, den blodige og udmagrende borgerkrig, som en fraktion inden for Fatah udkæmpede med Hamas på Vestbredden i sommeren 2006.
Siden 2006 har de såkaldte Qassam-raketangreb trukket en del overskrifter om situationen i Israel og de besatte områder. Hamas blev selv oprettet som en væbnet gren af Den Islamiske Forsamling, og Qassam brigaderne er i dag navnet på den væbnede gren af Hamas. Selvom raketterne kendes som Qassam, har bevægelsen ifølge den israelske tænketank Intelligence and Terrorism Information Center kun ansvaret for omkring 22 pct. af affyringerne, og Hamas har i flere omgange sat en stopper for angrebene med længerevarende og selvpålagte våbenhviler.
Ikke desto mindre var der fra 2006 til 2008 en markant stigning i antallet af angreb på sydlige israelske landsbyer. Fra 2007 til 2008 blev der affyret mere end 2400 raketter, der kostede otte personer livet. Raketangrebene var også den officielle begrundelse for Israels angreb på Gaza i december 2008 og januar 2009. Her blev 1417 palæstinensere dræbt og mere end 5000 sårede, mens store dele af Gazas og Hamas' infrastruktur blev ødelagt i israelske bombeangreb.
Sikkerhed er det afgørende forhandlingsredskab
Hamas har i løbet af et par årtier udviklet sig som en disciplineret militærorganisation; en væbnet oprørsbevægelse eller en terrorbevægelse. Men det oprindelige udgangspunkt fra Det Muslimske Broderskab, det sociale hjælpearbejde, er ikke forsvundet.
Selvom der i de senere år er sket en gradvis radikalisering i Palæstina, har gentagne meningsmålinger vist, at et flertal af palæstinenserne er interesserede i en fredsløsning, og at opbakningen til væbnet modstand stiger og falder med den politiske fortvivlelse omkring fredsprocessen.
Hamas henter derfor en stor del af sin opbakning i det civile samfund. Uden de samme ressourcer som Fatah og de udenlandske NGOer, er det lykkedes Hamas at oprette skoler, klinikker, hospitaler, jobtræning og velfærdsprogrammer for fattige. Hamas har med andre ord været i stand til at indfri mange af dagligdagens behov og krav i Palæstina, og den bedrift står i skærende kontrast til korruptionen i Fatah.
Når Hamas' popularitet primært skabes i det civile samfund, kan det virke mærkeligt, at bevægelsen holder fast i den væbnede modstand og fortsat udfører terroraktioner. For når Hamas har angrebet militære eller civile israelske mål, har det typisk haft ødelæggende konsekvenser for den palæstinensiske befolkning i form af gengældelse eller blokader.
Hamas-lederen Khalid Mishals egen forklaring er, at politisk indflydelse altid afspejler de faktiske magtforhold. Som eksempel har han ofte fremhævet Israels tilbagetrækning fra Gaza: Rømningen af bosættelserne skete ikke som led i fredsforhandlingerne, men var derimod et resultat af den udmagrende krig, som Hamas udkæmpede med besættelsesstyrkerne. Eller som han fortalte i et interview til Journal of Palestine Studies:
I det indbyrdes styrkeforhold er sikkerhed den eneste ressource, som palæstinenserne kan frarøve Israel, og det bliver derfor et helt afgørende forhandlingsredskab.