Frelse koster en formue i indernes helligste by

Ifølge hinduistisk tradition opnår man frelse ved at blive kremeret og få sin aske strøet ud i Ganges-floden i den indiske by Varanasi. Men kremering koster mange penge, og ligbrænderne selv - de kasteløse - må nøjes med den statsdrevne og upålidelige ovn

Langs Ganges-flodens bred ligger 80 stejle trappeanlæg af sten, de såkaldte ghats, hvorfra tusindvis af indere dagligt bader i den hellige flod, vasker tøj og drikker dens vand. Ud af de 80 ghats, er to af dem anvendt til menneskelig kremering.

Hvert år valfarter millioner af hinduer til den hellige by Varanasi i den indiske delstat Uttar Pradesh. Hinduerne kommer for at blive renset i Ganges-floden eller for at dø, blive brændt og få deres aske spredt ud i den hellige flods grumsede bølger.

Hinduismens helligste by
3000 år gammel er Varanasi en af de ældste beboede byer i verden og den ældste by i Indien. For hinduer er Varanasi også den helligste by, fordi den er hjemsted for floden Ganges, som har en spirituelt rensende effekt.

Langs Ganges-flodens bred ligger 80 stejle trappeanlæg af sten, de såkaldte ghats, hvorfra tusindvis af indere dagligt bader i den hellige flod, vasker tøj og drikker dens vand. Ud af de 80 ghats, er to af dem anvendt til menneskelig kremering. Gajanand Chowdhary, lederen af det største kremeringssted, forklarer til BBC, hvorfor mange indere valfarter til Varanasi for at blive brændt:

Hvis du bliver brændt her i Manikarnika ghat, så vil du opnå moksha (frelse, red.). Du vil blive fri af genfødsler, og din sjæl flyver direkte til himlen, siger han.

Varanasi, som førhen hed Benares, spiller også en meget vigtig rolle i buddhismens historie. Det var nemlig i Varanasi, at buddhismen blev grundlagt og at Buddha gav sin første prædiken, Benarestalen.

Døden er en lukrativ forretning
Byens hellige status bevirker, at mange indere dagligt valfarter til Varanasi for at dø, blive brændt og få deres aske spredt i Ganges. Kremeringspladserne kører derfor i døgndrift alle ugens dage, og den største af de to ekspederer mellem 180 og 210 lig i døgnet, skriver The Times of India.

Til en god brænding skal der bruges op mod 200 kilo brænde, og de mest velhavende familier køber udelukkende brænde af det velduftende sandeltræ, hvilket hurtigt kan blive dyrt.

En hindu-kremering koster mellem 1.100 kroner og 11.500 kroner. Sammenlignet med en dansk kremering, som ifølge Begravelse Danmark hurtigt kan snige sig op i 14.000 kroner, lyder det måske ikke af meget. Men for de fleste hinduer er det en stor udgift, og mange sparer derfor op hele livet til deres egen ligbrænding.

LÆS OGSÅ: "Hindu-kvinder kaster sig stadig på mandens ligbål"

Født til jobbet som ligbrænder
De mange ligbål bliver passet af de kasteløse indere, domerne. Domerne er født ind i professionen som ligbrændere, og selv om de besidder et vigtigt og nødvendigt erhverv, betragtes de af samfundet som urene og socialt udstødte. En ligbrænder arbejder i døgndrift, og han står i gennemsnit for 5 bål i døgnet. Hans løn afhænger udelukkende af, hvor tilfredse de efterladte har været med indsatsen.

En kremering afspejler hindu-familiers økonomiske status, og de allerfattigste indere, såsom domerne selv, har ikke råd til en ligbrænding ved Ganges-flodens bred. De må derfor nøjes med det elektriske krematorium, som byens ledelse har opført. Kremering koster her 100 kroner, men på grund af manglende vedligeholdelse og strømsvigt er ovnen yderst upålidelig.

Grådkvalte kvinder har ingen adgang
Til en ligbrænding ved Ganges-floden er alle velkomne, dog med undtagelse af kvindelige slægtninge, da deres gråd kan genere den afdødes sjæl. Inden ligbrændingen eskorteres enken derfor til en balkon over kremationsstedet, hvorfra hun kan sørge og betragte kremeringen på afstand. Papu, en selvudnævnt guide i byen, uddyber til Time Magazine, hvorfor grådkvalte kvinder er forbudt.

Kvinder kan ikke være med til ligbrændingen, siger han.

De græder, jamrer og råber, og den afdødes sjæl kan ikke blive frigivet til Nirvana, hvis nogen kalder ham tilbage med tårer.

Forsynes med navn og adresse
I princippet har alle med pengepungen i orden ret til at blive kremeret ved Ganges. Der er dog personer, som hinduer ikke betragter som urene, og som derfor ikke har behov for at blive brændt. Det gælder børn under 12 år, hellige mænd (sadhuer), gravide, selvmordere, spedalske og folk, der er døde af høj feber. Befinder man sig i denne kategori, bliver man efter sin død i stedet sænket i Ganges-floden med en sten bundet om halsen.

Ofre for slangebid får en særlig behandling. De pakkes nemlig ind i plastik, forsynes med en seddel med navn og adresse og sendes ned af strømmen. Håbet er, at en sadhu finder liget og genoplever den døde ved at fjerne giften.

Der kastes årligt 45.000 ubrændte lig i den knap 2.500 kilometer lange Ganges-flod, skriver The Independent. Ifølge en undersøgelse af Indiens Nationale Cancer Registrerings Program (NCRP) fra 2012 forårsager flodens høje forurening, at beboerne langs Ganges-floden er mere modtagelige for generelle sygdomme og kræft end andre steder i landet.

Kilder: Hinduism Today, The Times of India, Time Magazine, BBC