Hvem er Eckhart Tolle?

Den åndelige vejleder og bestseller-forfatter Eckhart Tolle fascinerer og inspirerer mennesker verden over. Men hvem er han, og hvad står han for?

Eckhart Tolle er verdensstjerne inden for selvhjælpsbøger. Han har skrevet den storsælgende bog 'Nuets Kraft'.
Eckhart Tolle er verdensstjerne inden for selvhjælpsbøger. Han har skrevet den storsælgende bog 'Nuets Kraft'. Foto: Søren Bidstrup Denmark.

Eckhart Tolles filosofi og tilgang til lykke bliver stadigt mere populær. Hans bog Nuets Kraft har solgt mere end fem millioner eksemplarer. Nuets Kraft og Eckhart Tolle har tilhængere verden over, der blandt andre tæller talkshowværtinde Oprah Winfrey og skuespiller Jim Carrey.

Eckhart Tolle (født Ulrich Leonard Tolle) er født nær Dortmund i Tyskland i 1948. I sin ungdom boede han i Spanien, men rejste som 19-årig til England. Her blev han senere uddannet i psykologi, filosofi og litteratur på universitet i London og Cambridge. I dag Eckhart Tolle bosat i Vancouver, Canada, hvor han har boet siden 1996.

Fra angst og depression til indre ro og lykke
Eckhart Tolles unge liv var præget af angst, depression og frustration. Han oplevede et tomrum og søgte konstant efter lykke. En dag vågnede han op til et nyt liv, der ikke længere var fyldt med angst og depression. Han oplevede en indre ro og lykke, der blev udgangspunktet for filosofien i hans bestseller-bog Nuets Kraft fra midten af 90erne.

At være til stede i nuet og acceptere tingenes tilstand er ikke en ny og banebrydende tilgang til livet, men kendes i særlig grad fra østens ældgamle spirituelle religioner, som eksempelvis buddhisme.

Østens religion og særligt buddhismen har været til inspiration for mange af de new age-religioner og spirituelle grupper, der findes i dag. Eckhart Tolles tanker handler om mindfulness, som er et begreb, der stammer fra buddhismen og særligt fokuserer på stress. Det centrale i mindfulness er, at være tilstede i nuet og være fuldt opmærksom på det, der sker lige nu og her, blandt andet gennem meditation.

Ifølge meditationslærer og stifter og leder af Quantum Seminars, Svend Trier, skyldes Eckhart Tolles popularitet, at hans livsanskuelse tiltaler det moderne menneske, der søger efter en form for spiritualitet. En anden slags spiritualitet end den, man finder i de traditionelle religioner.
Eckhart Tolle imødekommer denne søgen. Han er ikke bundet af nogen bestemt religion eller religiøs tradition, men citerer frit både Buddha, Jesus og Laotse. Han taler til det moderne menneskes behov for mere nærvær, fordybelse og stilhed, fortæller Svend Trier og forklarer videre, hvorfor han mener, det moderne menneske i stigende grad har behov for spiritualitet og mindfulness:

Med alle de mange påvirkninger og informationer, som nutidens mennesker konstant bombarderes med, kommer vi alt for let til os miste os selv eller miste kontakten med vores egen indre værens-kerne. Derfor søger vi tilbage til det tabte nærvær, til en fornemmelse af indre ro, som er uberørt af alle de mange ydre påvirkninger.

Lykken skal findes i accepten af tingenes tilstand
Nuets Kraft handler om at formidle en bestemt indstilling eller en bestemt måde at relatere sig til verden på. Denne indstilling handler om ikke-gøren og om at åbne sig for verden, som den forholder sig. Det er en livsindstilling, der kræver en ændring i bevidstheden.

Nuets Kraft lægger ikke op til at skulle være en spirituel bevægelse med Eckhart Tolle som leder. Eckhart Tolle skelner mellem en organiseret religiøsitet som eksempelvis kristendommen og spiritualitet som eksempelvis mindfulness.

Kernen i Eckhart Tolles mindfulness er accepten af livets utilstrækkelighed. Livets utilstrækkelighed beskriver Eckhart Tolle med Dalai Lamas eksempel om livets problemer.

Hvis man har et problem, og man kan gøre noget ved det, så er der ingen grund til bekymring, for du kan gøre noget ved det. Hvis du har et problem, som du ikke kan gøre noget ved, så er der heller ingen grund til bekymring, for du kan alligevel ikke gøre noget ved problemet.

På den måde opnår du accept af livet og tingenes tilstand, forklarer Eckhart Tolle i et interview til Religionsrapport på DR.

Svarene findes på den anden side af ordene
Mindfulness er ikke noget, der kan opnås ved at følge bestemte regler eller bruge bestemte værktøjer, mener Eckhart Tolle. Mindfulness er et værktøj. Mennesket er ikke i stand til at opnå indre ro, før det indstiller sig på, at give slip på stress, frustrationer og angst og tillader sig selv at nyde øjeblikket og finde stilhedens dimension, hvor man er fuldt bevidst.

Individets sande jeg forbliver ukendt, da man kun kan føle det. Ifølge Eckhart Tolle vil man med tiden acceptere, at man ikke kan sætte begreber på dit indre jeg.

Eckhart Tolle forklarer i 'Nuets Kraft', hvordan ordene forvrænger. Der er intet svar på spørgsmålet hvem er jeg?. Svaret skal findes på den anden side af sproget, da ordene er utilstrækkelige, og det er derfor nødvendigt at kigge indad.

Rundt omkring i verden findes der såkaldte stillegrupper, hvor mennesker mødes for at være sammen i stilheden og meditere for at finde frem til svaret på den anden side af sproget.

Ifølge Svend Trier er stillegrupper et sted, hvor man kan søge tilbage til det tabte nærvær og til en fornemmelse af indre ro, som er uberørt af alle de mange ydre påvirkninger.

Pointen med at være i nuet er, at vi skal blive frie for smerte og finde fred. Eckhart Tolle mener, at mennesket i dag påfører sig selv og andre unødigt meget smerte i form af stress og krav.

Ved at dyrke stilheden kan man finde sit væren og sit fundament, og dermed blive fri for konflikter opnå større lykke og kreativitet, forklarer Eckhart Tolle i Nuets Kraft.

Det er denne tilgang til livet, der har gjort Eckhart Tolle populær. Hans popularitet er stigende og i Danmark har Eckhart Tolle mange tilhængere.

Eckhart Tolle besøgte Danmark i november 2010, hvor han talte for 2000 begejstrede publikummer i Falkonérsalen, og han taler til publikum over hele verden, som foredragsholder og på seminarer. Eckhart Tolle når også sit publikum og kommunikerer til verden via videoer, der lægges ud på hans hjemmeside.

Gud erfares i lyset af bevidstheden
Eckhart Tolle erkender sig ikke til nogen religion, og han mener ikke, at der findes en Gud i den forstand, som eksempelvis kristne mennesker tror, at der findes en Gud. Eckhart Tolle forklarer, at hos kristne kan Gud tage form af en gammel mand med langt hvidt skæg. Gud er i større grad et væsen, der har en form.

Men Gud er ikke en eksistens, som har eksistens i tid og rum, mener Eckhart Tolle. Gud kan erfares ved indre stilhed i lyset af ens egen bevidsthed, forklarer Eckhart Tolle i Religionsrapport.

Ifølge Tolle kan vi selv direkte erfare det, som de store mystikere taler om, uden at vi behøver at trække os tilbage fra verden og leve i klostre, ashrams eller afsides beliggende bjerghuler, siger Svend Trier.

Spiritualitet adskiller sig fra religion ved at handle om at finde åndelighed uden for rum og tid. Spiritualitet er noget, der erfares og kan fortolkes i en religiøs eller filosofisk kontekst.

Eckhart Tolle mener ikke, at præster og religion skal lære af tanken om at være i nuet. Det er op til individet selv at nå frem til slutningen. Men Eckhart Tolle opfordrer til at undersøge mindfulness og tanken om at være i nuet, da budskabet kun er for dem, der villige til at lytte.

Navneinspiration fra den store mester
Eckhart Tolle er stærkt inspireret af den kristne mystiker Mester Eckehart (1260-1328). Så inspireret, at han efter sigende skiftede navn fra Ulrich Tolle til Eckhart Tolle, som en hyldest til den gamle Mester Eckehart.

Kilder til artiklen:

Kristeligt Dagblad
eckharttolle.com
Wikipedia
Svend Trier, meditationslærer og stifter af Quantum Seminars