Prøv avisen

Konflikter førte til nyt syn på sekularisering

De seneste godt tredive år er nogle af sekulariseringsteorierne taget op til revision. En række store begivenheder og udviklinger i verden har været med til at flytte fokus over på religionernes fortsatte betydning. Heriblandt at Ayatollah Khomeinis præstestyre i 1979 kom til magten i Iran. Her ses en demonstration mod shahen i januar 1979 i Teheran. Foto: Denmark

Sidst i det 20. århundrede tvang en række dramatiske begivenheder samfundsforskere til at ændre deres syn på sekulariseringen og religionernes rolle i samfundet. Europa viser sig at være en sekulariseret undtagelse i en stadig åbenlyst religiøs verden

Med sekularisering menes ofte det, at stadig mindre dele af samfundet berøres af religiøsitet. Kirken og religiøse institutioner har ikke længere monopol på fortolkning af verden og livet. I moderne samfund fylder religion ikke så meget i det offentlige rum og er i særdeleshed adskilt fra områder som politik, naturvidenskab og økonomi. Det regner vi gerne for naturligt, men det er det langt fra.

LÆS OGSÅ:
RELIGION.DK'S LEKSIKON OM SEKULARISERING

Religionsforskere taler gerne om sekulariseringsteori som en samlebetegnelse for teorier, der søgte at forklare, hvorfra sekulariseringen kom eller hvilke mekanismer der drev den.

Sociologer og andre forskere interesserer sig naturligvis stadig for sekularisering, men når betegnelsen sekulariseringsteori anvendes i dag, tænkes der gerne på en række mere eller mindre klassiske teorier, der havde det til fælles, at de så sekulariseringen som en næsten uafvendelig proces, der hørte uløseligt sammen med et samfunds industrialisering og modernisering.

LÆS OGSÅ:
2000 års sekularisering i 4 punkter: fra Romerriget til i dag

Hvad er sekulariseringsteori?
Mange forskellige forskere beskæftigede sig med sekulariseringsteori, og mange forskellige forklaringer og perspektiver blev bragt i spil. Men en af de mest prominente forskere var, og er, den amerikanske sociolog Peter L. Berger.

Hovedsageligt drejede hans arbejde sig om, hvordan rationaliseringen af økonomi og produktion faldt sammen med, at disse sektorer blev mindre prægede af religiøse forskrifter og forestillinger i løbet af tidligmoderne tid.

I forlængelse deraf mistede de religiøse institutioner, konkret kirkerne, deres muligheder for med staternes hjælp at opretholde deres monopoler på højere uddannelse eller at gennemtrumfe deres forskrifter med magt. Det hensatte i det lange løb den enkelte til selv at træffe sine valg om tro og overbevisninger.

Der eksisterede således flere religiøse tilbud side om side, sammen med ikke-religiøse verdensopfattelser, hvoraf ingen med magt kunne gøre krav på at være den eneste sande. Dette igen betød, at den religiøse sfære som helhed mistede betydning. I det mindste i væsentlige dele af befolkningen.

Af andre prominente sekulariseringsteoretikere kan nævnes David Martin og Bryan Wilson, der begge udfoldede deres tidlige virke på området i 1970erne.

David Martin interesserede sig også for, under hvilke betingelser religiøse institutioner taber magt, og hvordan det går for sig, at religiøse forestillinger i ringere grad accepteres som forklaringer. David Martin lagde dog et større fokus på industrialiseringen og selve klassesamfundets fremvækst, idet man typisk kunne, og stadig kan konstatere en højere grad af sekularisering i industrialiserede byområder.

Bryan Wilson påpegede blandt andet, hvordan man kunne spore sekulariseringen og dens virkninger; nemlig når:

- religion i mindre grad legitimerer politisk magt
- når religion spiller en mindre rolle i socialiseringen af opvoksende generationer
- når religion mistede betydning i kulturlivet
- når religion i mindre grad anvendtes i fortolkning af fænomener og hændelser

Disse iagttagelser og antagelser anvendes i det store hele stadig af forskere i dag. Men to forhold ledsagede teorierne, og blev ofte taget for givet. Nemlig at sekulariseringen naturligt hørte sammen med moderniteten - og at sekulariseringen ville fortsætte, indtil religion, groft sagt, kun fandtes som et levn i underudviklede dele af verden.

Religion kom bag på forskerne
Men de seneste godt tredive år er nogle af teorierne taget op til revision. En række store begivenheder og udviklinger i verden har også været med til at flytte fokus over på religionernes fortsatte betydning. Til eksempel:

I 1979 kom Ayatollah Khomeinis præstestyre til magten i Iran. Det var på sin vis en politisk revolution, som man havde set dem før i nyere og nyeste tid. Men det virkede i sin tid også paradoksalt på en del iagttagere, at religion, her shiitisk islam, også var et tydeligt omdrejningspunkt.

Fra 1970erne og 1980erne blev udtrykket det kristne højre (Christian right) i stigende grad brugt om forskellige religiøst motiverede bevægelser, der gjorde sig gældende i det konservative politiske miljø i USA. Med mellemrum er det blevet særlig tydeligt, især hvis bevægelserne er blevet mobiliserede i valgkampe eller lignende.

Fra og med 1980erne blev religion også en tydeligere del af konflikten mellem Israel og palæstinensiske protestbevægelser og oprørere. I det meste af sin levetid havde den zionistiske bevægelse og siden selve staten Israel været udpræget socialistisk og sekulært orienteret, hvorfor dette også virkede som en form for nybrud.

Terrorangrebene mod USA i 2001 udgør et meget tydeligt vendepunkt i synet på religionernes samfundsmæssige betydning. Emnet trådte ind på den politiske verdensscene. Også inden for samfundsvidenskaberne blev det endnu tydeligere at religion er en faktor, man må regne med.

Europa er en undtagelse
Mere langsomme udviklinger bød også på udfordringer for sekulariseringsteorierne. For bag ved de dramatiske begivenheder lå nogle kritiske forskelle på Vesteuropa og andre dele af verden.

I store dele af Europa har man siden sidste halvdel af det 20. århundrede kunnet konstatere en støt faldende tilslutning til religiøse institutioner og ritualer. Færre går i kirke og færre adspurgte erklærer sig troende eller religiøse, meget simpelt udtrykt. Forskelle gør sig dog også gældende mellem landene og mellem katolske og protestantiske områder.

I perioder har man også i en del amerikanske samfund iagttaget lignende udviklinger, men dog i langt mindre grad. På globalt plan derimod er både kristendom, islam og andre religiøse grupperinger i stærk vækst.

Særligt slående er den vækst, som de amerikansk funderede pinsekirker oplever i navnlig den tredje verden. Eksempelvis skønnes det, at en tiendedel af Latinamerikas befolkning i dag tilhører en sådan evangelisk protestantisk kirke. Men også i Afrika og Asien tælles denne gruppe af nye kristne i milliontal.

Blandt andet disse iagttagelser og begivenheder tvang forskerne til at kaste nyt lys på sekulariseringen og teorierne omkring den.

Sekulariseringen under lup
En tilgang har været at kigge på, hvorfor forskellene mellem USA og Vesteuropa var og er så store; idet det holdes for en kendsgerning, at religion optræder tydeligere og oftere i USAs offentlige liv, også det politiske, end i de fleste europæiske lande. Til trods for at begge samfund selvsagt forstås at være moderne. Dette er en tilgangsvinkel, som blandt andet Peter Berger selv har praktiseret.

I Europa betød sekularisering i løbet af oplysningstiden også en modstand mod kirker, der var tæt forbundne med enevældige regimer, der ikke altid var lige imødekommende over for nye ideer og ønsker om øget frihed. Den franske revolution var et voldsomt klimaks. Det kan have medvirket til at radikalisere sekulariseringens udtryk der, lyder én forklaring kort fortalt.

Arven fra oplysningstiden er kommet anderledes til udtryk i USA. Mange af udvandrerne til den nye verden flygtede fra den religiøse undertrykkelse og uro, der prægede Europa i navnlig det 17. århundrede. At de søgte og fandt en frihed til at dyrke deres egen tro i det hele taget, er væsentligt i amerikansk selvforståelse. Siden blev De Forenede Stater grundlagt uden nogen form for statskirke. Disse friere forhold kan have påvirket den amerikanske sekularisering i en anden retning.

Andre perspektiver blev frembragt af sociologen Mary Douglas. Siden starten af 1980erne fremførte hun en række betydelige indvendinger mod de klassiske sekulariseringsteorier. Dels at religion er et fundamentalt socialt fænomen, det vil sige at der altid vil være religiøse elementer i menneskelige fællesskaber.

Blandt andet mente hun også, at man ikke helt entydigt kunne slutte fra den moderne videnskabs fremvækst til religionens tilbagegang i betydning, eller omvendt. Det periodiske sammenfald var ikke argument nok, mente hun, for folk var typisk i stand til at skelne mellem de forskellige problemer som religion og videnskab behandlede. Derfor udelukkede de ikke gensidigt hinanden. I øvrigt i sig selv et argument for, at sekularisering og modernitet ikke er uadskillelige størrelser.

Kritikken har ingenlunde medført, at man er ophørt med at tale om sekulariseringen, tværtimod. Men man er i samfundsvidenskabelige sammenhænge blevet opmærksom på et noget ensidigt europæisk perspektiv på begrebet. Og det har desuden medført en fornyet og kritisk interesse for sekularisering som fænomen.