Prøv avisen

Stram Kurs: Tre værdipolitiske mærkesager

Formanden for Stram Kurs, Rasmus Paludan, forklarer partiets tre vigtigste værdipolitiske mærkesager til valget 2019

1. Legalisering af hash

"Legalisering af hash er et af punkterne for Stram Kurs. Vi går ind for, at der under ordnede forhold, og med statsautosation kan sælges cannabisprodukter. Både til medicinsk og rekreativt brug. Vi mener, det er ærgeligt, at kriminelle bander tjener penge på noget, som folk selv må beslutte om de vil benytte sig af eller ej. Vi mener ikke, at hash er sundt, men vi mener på den anden side heller ikke, at tobaksprodukter eller alkohol er sundt. Det må være op til den enkelte borger at beslutte, hvordan vedkommende vil leve sit liv. For et frit Danmark."

2. Religiøse minoriteter

"I samfundet skal vi tage mindre hensyn til religiøse minoriteter, end vi gør i dag. Der er intet galt i, at man har sin egen individuelle religion og dyrker den, men det skal ikke være sådan, at man belemrer det verdslige, sekulære danske samfund med éns religion. Det vil sige, at man ikke skal kunne stille særkrav til mad og særlige hensyn i offentlige myndigheder eller i det hele taget noget som helst sted i det offentlige rum. Danmark er et dansk, vestligt demokrati og et sekulært samfund, og sådan skal det fortsætte med at være.

3. Religiøse symboler

I Stram Kurs mener vi, at det skal være forbudt at bære religiøse symboler i den offentlige forvaltning. Vi mener faktisk også, det skal være forbudt at bære religiøse symboler generelt i det offentlige rum. Det handler selvfølgelig om en specifik ting, nemlig at muslimske kvinder i stort omfang bærer en hijab, der symboliserer, at de kun er tilgængelige for muslimske mænd. Og i øvrigt at mænd er sexhungrende udyr, som springer på dem, hvis ikke de har et tørklæde på. Alt sammen usandt og forkert og ikke noget, vi vil acceptere i et frit og demokratisk Danmark."