USA når milepæl i kulturkrig om homoseksuelle

To historiske afgørelser i den amerikanske højesteret får enorm betydning for USAs værdikamp om homoseksuelle ægteskaber

USA's højesteret anerkender homoseksuelles ret til vielse. På billedet: Støttere af homoseksuelles ret til vielse i Californien, fejrer højesteretsdommen, der tillader vielse mellem to personer af samme køn.
USA's højesteret anerkender homoseksuelles ret til vielse. På billedet: Støttere af homoseksuelles ret til vielse i Californien, fejrer højesteretsdommen, der tillader vielse mellem to personer af samme køn. Foto: KEVORK DJANSEZIAN Denmark.

På blot en generation har USA forvandlet sig fra et samfund, hvor homoseksualitet blev betragtet som en sindslidelse, til en nation, hvor et befolkningsflertal ubestridt bakker op om homoseksuelles lige rettigheder.

Og i går tog nationen endnu et kvantespring, da landets øverste domstol, højesteret, tilkendte homoseksuelle sejre i to omstridte sager om ægteskaber mellem mennesker af det samme køn og dermed slog fast, at den moderne amerikanske borgerrettighedskamp om homoseksuelles ligestilling fortsat giver medvind til tilhængerne.

Den vigtigste af de to domme ugyldiggør den såkaldte Defense of Marriage Act (forsvar for ægteskabet-loven), der definerer ægteskabet som en forening mellem én mand og én kvinde.

Lovens bestemmelser forhindrer forbundsregeringen i at anerkende homoseksuelle ægteskaber og fratager dermed gifte homoseksuelle retten til samme offentlige ydelser som deres heteroseksuelle modstykker. Et 5-4 flertal i højesteret afgjorde, at loven, der i 1996 blev vedtaget med et bragende 85-14-flertal i Senatet, krænker forfatningens dekret om lige frihedsrettigheder for alle borgere.

LÆS OGSÅ: Amerikansk imam vier homoseksuelle muslimer

Afgørelsen er en juridisk milepæl, der først og fremmest får betydning for homoseksuelle amerikanere i de 13 delstater, der tillader ægteskab mellem personer af det samme køn.

Den er imidlertid også en sejr for præsident Barack Obama, der satser på at gøre kampen for homoseksuelles lige rettigheder til en central del af sit politiske eftermæle. Obama omstødte i 2011 forbuddet mod, at homoseksuelle kan tjene åbent i militæret og blev sidste år den første amerikanske præsident til at bakke op om homoseksuelle ægteskaber.

Den anden dom omhandler delstaten Californiens forbud mod homoseksuelle ægteskaber, den såkaldte Proposition 8, som blev vedtaget ved en folkeafstemning i 2008, kort efter at delstatens højesteret havde erklæret, at par af samme køn har lige ret til at indgå ægteskab.

Højesteret afgjorde i går, at det californiske parlament ikke har hjemmel til at underkende den lokale domstols kendelse om lige rettigheder, og det betyder efter alt at dømme, at homoseksuelle nu igen kan gifte sig i Californien.

For blot et par år siden ville gårsdagens højesteretsafgørelser have været et dybt polariserende indslag i kulturkrigen om homoseksuelle ægteskaber. Men den offentlige opinion har i mellemtiden overhalet højesteret indenom, og afgørelserne tjener nu som en understregning af et bemærkelsesværdigt socialt og politisk skifte i USA.

Efter gårsdagens Californien-afgørelse lever 30 procent af amerikanerne nu i delstater, der tillader homoseksuelle ægteskaber, og andelen vil utvivlsomt vokse. Der er imidlertid også 36 delstater med særlige love eller forfatningstilføjelser, der specifikt udelukker par af samme køn fra ægteskabsinstitutionen, og modstanden er stadig stor i socialt og religiøst konservative kredse.

Det sidste ord er ikke sagt i spørgsmålet om homoseksuelle ægteskaber i USA. Men højesterets afgørelser i går slår fast, at amerikanerne har valgt deres kurs, og at der næppe er nogen vej tilbage.