Der var et minde, der kom frem i hovedet på Susie Høegh Christensen, da hun så temaet til Kristeligt Dagblads kronikkonkurrence: ”Mit livs fortrydelse”. Instinktivt blev hun grebet og satte sig ned og skrev.
Efter et par dage blev kronikken sendt ind. Kronikken har vundet årets konkurrence og kan læses her. Susie Høegh Christensen har skrevet om den dag, hendes mand, David, begik selvmord. Hun er glad for, at hun fik trykket send, selvom tvivlen kom snigende i dagene efter. For udleverede hun David for meget? Var kronikken for sårbar?
”Jeg kom frem til, at det er, når mennesker er ærlige, at det rører og rykker noget i mig. Hvis vi bare kører rundt på overfladen, så kommer vi ingen vegne,” siger Susie Høegh Christensen.
Susie Høegh Christensen blev født i Aalborg, og her tilbragte hun sine ungdomsår. Hun mødte sin nu afdøde mand, David, allerede som 18-årig på en bibelskole i Midtjylland. Det lå ikke umiddelbart i kortene, at det var der, hun skulle finde sit livs kærlighed.
Susie Høegh Christensen var ikke vokset op i en kristen familie, og det var mere på grund af kultur og veninder, end det var kristendommen, at hun blev konfirmeret. Et par år efter inviterede en veninde og hendes mor Susie Høegh Christensen med i en frikirke. Hun fik tøvende sagt ja. Og en gudstjeneste blev til flere. De første gange i kirken foregik på bagerste række iført Adidas-træningsbukser og buffalo-sko. Prædikenen var uforståelig for hende, og hun kunne ikke rigtig tage ordene ind.
”Jeg fattede ingenting. De kunne ligeså godt snakke kinesisk. Jeg tænkte nogle gange, ’er det et galehus eller er det godt for mig at være her i kirken?’,” siger hun.
Susie Høegh Christensen blev dog ved med at tage hen i kirken med veninden og hendes mor. Det var først, da der kom en gæstetaler i kirken, at ti-øren faldt. Det var foredragsholder Jørn Hyldgaard, som ved at binde udfordringer fra sit eget liv sammen med det kristne budskab fik Susie Høegh Christensen til at mærke troen.
Veninden spurgte en søndag Susie Høegh Christensen, om hun ville med op foran i kirken, og for sin venindes skyld gik hun med. De tog hinanden i hånden og gik op ad kirkegulvet.
”Det var sådan en helt følelsesmæssig oplevelse, og uden rigtig at vide så meget, overgav jeg mig. Jeg lod bare min logik være og overgav mig til den følelse. Så den aften besluttede jeg mig for at prøve at blive kristen,” fortæller Susie Høegh Christensen.
To år senere var hun på den nu nedlagte bibelskole for teenagere Teen Extreme i Midtjylland, og i køkkenet stod David. Han var ni år ældre, så det lå ikke i kortene, at det skulle blive de to. Men efter opholdet holdt de kontakten ved lige, og venskabet, der begyndte i køkkenet på bibelskolen, udviklede sig til en forelskelse.
I dag skal Susie Høegh Christensen leve et liv uden David, hvilket er svært, når man har tilbragt næsten 20 år sammen. Når minderne presser sig på, tyer Susie Høegh Christensen derfor til at skrive oplevelserne ned. Hvis hun ikke gør det, kommer sorgen og erindringerne til at fylde for meget.
”Det hjælper mig med at bearbejde det at skrive det ned. Det er ikke fordi, jeg glemmer det, men det kommer ligesom ned i en gryde og få lov til at simre. Der kommer dog ikke låg på, for det er ikke noget, jeg kan glemme, og det er ikke noget, jeg vil glemme,” siger Susie Høegh Christensen.
”Det hjælper mig med at komme bearbejde det at skrive det ned. Det er ikke fordi, jeg glemmer det, men det kommer ligesom ned i en gryde og få lov til at simre Der kommer dog ikke låg på, for det er ikke noget, jeg kan glemme, og det er ikke noget jeg vil glemme,” siger Susie Høegh Christensen.