Flemming Rose i ny bog: Sådan oplevede jeg formandens indædte raseri

I sin nye bog, "De besatte", skriver Flemming Rose blandt andet om en overraskende overfusning fra formanden for Jyllands-Postens Fond til en reception. Læs kapitlet "Vredens dag" om dagen, hvor avisens tidligere kulturredaktør fornemmede, at der var kræfter tæt på ham, der havde ønsket at stoppe hans bog

Det var ganske usædvanligt, at fondsformanden (Jørgen Ejbøl) viste sig på redaktionen i arbejdstiden, og endnu mere usædvanligt, at han henvendte sig til en medarbejder, mens avisens chefredaktør sad på kontoret overfor, skriver Flemming Rose i sin nye bog, hvor han beskriver formandens overfusning til en reception.
Det var ganske usædvanligt, at fondsformanden (Jørgen Ejbøl) viste sig på redaktionen i arbejdstiden, og endnu mere usædvanligt, at han henvendte sig til en medarbejder, mens avisens chefredaktør sad på kontoret overfor, skriver Flemming Rose i sin nye bog, hvor han beskriver formandens overfusning til en reception. Foto: Mette Frandsen

Det skulle have været en festdag. Den 23. september, 2015.

Om morgenen fik jeg en mail fra min gode ven og allierede i ytringsfrihedsdebatten Jacob Mchangama med en invitation til reception samme eftermiddag i bestyrelseslokalet i JP/Politikens Hus, hvor vi fem år tidligere havde fejret udgivelsen af "Tavshedens tyranni".

Jacob var årets velfortjente modtager af Jyllands-Postens Ytringsfrihedspris, som tidligere var gået til folketingspolitiker og grundlægger af organisationen Demokratiske Muslimer Naser Khader, den somaliskfødte hollandske politiker, kvindesagsforkæmper og islamkritiker Ayaan Hirsi Ali, der nu boede i USA, og Jyllands-Postens daværende korrespondent i Pakistan og Afghanistan Puk Damsgaard, der siden var blevet Danmarks Radios medarbejder i Mellemøsten og storsælgende forfatter.

Jacob havde sin unge alder til trods allerede skabt sig et internationalt navn som forkæmper for ytringsfrihed, og i Danmark havde han haft en central rolle i afklaringen af principielle skel og begreber i debatten om ytringsfriheden og dens grænser. Jeg havde selv lært meget af ham. Prisen var blevet indstiftet i forlængelse af Muhammedkrisen som en anerkendelse til personer, "der med deres udtalelser, meninger og holdninger har udfordret knægtelsen af det frie ord, som har oplevet, at brugen af ytringsfriheden ikke har været omkostningsfri, og som derfor har måttet betale en personlig pris for at udvise et sådant mod." 

I den forbindelse kunne man med en vis ret spørge, hvordan den formålsparagraf harmonerede med håndteringen af min situation? Med den ene hånd uddelte man priser til folk, der havde markeret sig som forkæmpere for det frie ord, mens man med den anden havde udstedt forbud til en i egne rækker, der spillede en rolle i den samme debat.

Jeg sendte rutinemæssigt Jacobs mail videre til PET og bad samtidig en sekretær sende deltagerlisten til mine livvagter. Sådan var proceduren, når jeg deltog i et arrangement i JP/Politikens Hus, hvor der var inviteret gæster udefra. Det samme havde jeg gjort et par dage før, da Politiken uddelte sin årlige frihedspris til den egyptiske feminist og menneskerettighedsaktivist Mona Eltahawy.

"Selvfølgelig, Flemming, her er gæstelisten til middagen," svarede Politikens seniorkorrespondent Anders Jerichow, der var ansvarlig for arrangementet. Derfor kunne jeg ikke i min mest paranoide fantasi forestille mig, at det skulle give anledning til ballade. Jeg skulle blive klogere. Meget klogere.
 
Lidt efter frokost spadserede jeg de 10-15 minutter fra Rådhuspladsen til Pilestræde tæt på Kongens Nytorv, hvor jeg skulle interviewes af Berlingske i anledning af udgivelsen af "Hymne til friheden".

Det var mit første besøg på avisen, siden jeg i 1999 havde forladt den til fordel for jobbet som Moskva-korrespondent på Jyllands-Posten. Lokalerne var venlige og indbydende med masser af lys. Det var en glæde at hilse på tidligere kollegaer og gense en arbejdsplads, som vakte gode minder og stadig havde en plads i mit hjerte.

Jeg havde haft ti fantastiske år som korrespondent på Berlingske. Gode og dygtige kolleger, højt til loftet, god stemning og rigeligt med ressourcer til at føre ambitiøse journalistiske idéer ud i livet. Det havde været en guldalder for danske aviser.
 
Jeg var tilbage på Jyllands-Postens redaktion på Rådhuspladsen 13.50, ti minutter før receptionen for Jacob Mchangama skulle begynde. Jeg var på vej ind på mit kontor for at tjekke mails og telefonbeskeder, da Jørgen Ejbøl, der som formand for Jyllands-Postens Fond siden 2014 var den formelle vært for receptionen, pludselig dukkede op på gangen.

Det var ganske usædvanligt, at fondsformanden viste sig på redaktionen i arbejdstiden, og endnu mere usædvanligt, at han henvendte sig til en medarbejder, mens avisens chefredaktør sad på kontoret overfor.

Jørn Mikkelsen, der normalt holdt til i JP’s hovedkvarter i Aarhus, var i København for at holde motivationstalen for Jacob, som jeg i øvrigt havde leveret det meste input til, da jeg var den, der kendte prismodtageren og hans meritter bedst.

Ligesom hans tidligere indblanding i mit arbejde uden om den ansvarshavende chefredaktør flugtede Ejbøls opdukken ikke med de principper for god virksomhedsledelse, som JP/Politikens koncernbestyrelsesformand siden 2014, Lars Munch, gerne optrådte med. Men grundet virksomhedens prekære sikkerhedssituation følte Ejbøl sig i sin gode ret til at gå uden om chefredaktør og direktør, hvis han fandt det nødvendigt. Og det gjorde han tydeligvis i dette tilfælde.

Ejbøl var iført jakke og slips, men det var ikke det, jeg hæftede mig ved. Han var mere duknakket end normalt, holdt ikke hovedet oprejst, men havde stukket det frem mod mig som en bokser på vej frem i ringen.
 
Han sagde ikke noget, men dikterede med en pegefinger, at jeg skulle gå ind på mit kontor. Jeg trådte et par skridt baglæns, han fulgte efter og lukkede døren, før han eksploderede i et sandt fyrværkeri af ukontrolleret vrede, som jeg aldrig havde oplevet før. Selv om jeg på dette tidspunkt efterhånden havde været vidne til en del.

Han stod en meter fra mig med pegefingeren rettet mod min brystkasse og bevægede den i takt med sine ord og deres budskab.

"Du skal aldrig mere sende en deltagerliste fra et møde her i huset til PET," spruttede han.

Ved andre lejligheder gik hans øjne ud som et lys, når han befandt sig i en konfrontation. Så forsvandt alt liv og røbede intet om, hvad han erfarede. De kunne være som nulstillet, hverken kolde eller varme, glade eller vrede. De registrerede og tog neutralt bestik af situationen, men var ellers ikke til stede. Det var en af forklaringerne på, at han havde trukket sig sejrrigt ud af de magtkampe, han gennem årene havde været involveret i. Han lod sine modstandere om at forløbe sig. Det var dem, der endte med at miste besindelsen og begå fatale fejl, mens han forblev iskold, og de faldt som fluer.
 
Når han ikke optrådte med iskoldt overblik, men over for ansatte og kolleger brugte vredesudbrud som ledelsesredskab, skete det med kalkuleret hensigt. Han var, som en af hans tidligere medarbejdere formulerede det, "kontrolleret hysterisk". Det betød, at han så aggressionen som et instrument til at få sin vilje, og når det var sket, kunne han fra det ene øjeblik til det næste skifte toneleje og omgangsform.

Det var tilsyneladende ikke tilfældet denne dag. Hysteriet var på ingen måde kontrolleret. Det havde taget magten fra ham. Øjnene lyste af arrigskab.

"Dine livvagter er ikke velkomne, kan jeg godt sige dig. Jeg er pisse ligeglad, om du deltager, men de skal holde sig væk, har du forstået?"
 
Hans læber bævede. Raseriet kogte i ham i en grad, så han tydeligvis kæmpede med at få sine ord ud af munden på den måde, han ønskede det.
 
Vi kiggede hinanden i øjnene. En mand, jeg havde haft et nært forhold til i et kvart århundrede. Vi var kommet i hinandens hjem med ægtefæller og børn. Vi havde rejst sammen. Jeg havde søgt hans råd i flere tilfælde, og han havde tilsvarende rådført sig med mig, når lejligheden bød sig. Jeg havde stor respekt for hans evne til at læse mennesker og situationer. For hans strategiske overblik i en kaotisk og flygtig medieverden. Han besad en sjælden kombination af forretningstalent og journalistisk indsigt, som havde gjort ham til den mest indflydelsesrige bladmand i sin generation, og så havde han en veludviklet intuition, som han ikke var bange for at lytte til i skæbnesvangre øjeblikke.

I forbindelse med sin 50-års fødselsdag i 1999 havde Ejbøl udtalt sig om sin ledelsesstil i et interview i Ekstra Bladet:
 
"Basalt er jeg ét hundrede procent intuitionsmenneske. Mit eneste virkelige arbejdsredskab er rygradsfornemmelsen. Og jeg må tilstå, at hvis jeg på rygraden eller i nederste maveregion til højre kan mærke, at der er noget, der ikke er i orden – uagtet at der ikke ligger ting på bordet, der viser, at det ikke er i orden – så ved jeg, at noget er galt. Når jeg har undertrykt denne fornemmelse i maveregionen, har jeg de fleste gange fortrudt det bagefter. Ens bedste styreredskab er ens eget instinkt. Tingene bliver ikke dermed ufejlbarlige, men jeg vil påstå, at instinktet er mere ufejlbarligt end den gennemkalkulerede risiko." 

Til forskel fra Ejbøl tillod hans partner i toppen af JP/Politikens ledelse Lars Munch aldrig sit temperament at løbe af med ham på arbejdet. For – som han havde sagt i et stort interview, da han i 2014 forlod direktørposten for at blive koncernbestyrelsesformand: "Man kan ikke have med en chef at gøre, der er i sine følelsers vold." 

I den forstand var han og Ejbøl modsætninger, men begge havde det psykopatiske træk, som Munch ved samme lejlighed med et glimt i øjet erkendte, at man som topchef må besidde, når man skal træffe upopulære og til tider brutale beslutninger, der kræves for at styre en virksomhed som JP/Politikens Hus gennem de voldsomme forandringer, som mediebranchen oplever i disse år.

"Ellers kan man ikke være direktør. Men det skal være så fint doseret, at det er produktivt og ikke destruktivt."

Var der i mit tilfælde for Ejbøl tale om undertrykkelse af en fornemmelse i maveregionen, som han havde fortrudt, og som han nu ikke mere kunne tøjle og gav frit løb? Som chef knyttede han stærke bånd til de medarbejdere, han satsede på, mens han totalt ignorerede eller ligefrem hånede dem, han ikke brød sig om eller ikke havde faglig respekt for. Han kunne vise storsind og stille sig til rådighed med ressourcer og nærvær, når folk i hans omgangskreds blev ramt af en ulykke eller på anden måde kom i nød. Mon han nu fortrød, at han havde ikke havde fået mig fyret tidligere? I 2006 da Muhammedkrisen var på kogepunktet, eller i 2011 da jeg var blevet bedt om at vidne i en terrorsag i USA?

Det fatale ved situationen taget i betragtning var jeg forbløffende rolig. Måske havde jeg ubevidst forberedt mig på dette øjeblik. Anet at det måtte komme. Jeg sagde ikke noget i det minut eller to, det hele varede, men fastholdt blot hans blik i en blanding af forundring og trods. De tider var forbi, da jeg lod mig intimidere af hans magtfuldkomne beskyldninger om illoyalitet, besættelse og selvoptagethed, som det var sket for fem år siden.
 
Hvad fanden sker der, tænkte jeg, er han gået fuldkommen fra forstanden?

Jeg følte, at jeg kunne se gennem ham. Han krakelerede for øjnene af mig. Der var noget uværdigt over hans tab af selvkontrol. Det var som at prutte og bøvse i andres selskab. Hvad var der tilbage? En mand, der så tilværelsen som en evig kamp, en mand, der beskrev og analyserede verden ved hjælp af krigsmetaforer, hvor det handlede om at få sin vilje og sætte sig igennem. Alle, der kom i vejen for den ambition, måtte før eller siden vige pladsen.

Ejbøls vredesudbrud over mine livvagters tilstedeværelse til prisoverrækkelsen kom bag på mig. Hvis de var uønskede, kunne han stille og roligt have trukket dem til side og forklaret dem situationen; at de var velkomne til at tjekke lokalet og deltagerlisten, hvis de fandt det nødvendigt, men at han helst ikke ville have dem i lokalet under prisuddelingen. Det ville livvagterne have fundet uproblematisk. De var optaget af at få tingene til at glide. Men vi befandt os i en af de mest terrortruede virksomheder i den vestlige verden, og så smed en topchef de livvagter på porten, som var sat til at passe på en dødstruet medarbejder. Tilmed på en ekstremt aggressiv og fjendtlig måde. Hvordan hang det samme?

Dette var den samme mand, som i foråret 2011 havde insisteret på, at menneskeliv var vigtigere end principper, men hvilken opgave havde livvagterne ud over at beskytte menneskeliv? Hvad var motivet? Hvorfor havde Ejbøl et horn i siden på PET, og hvorfor skulle det gå ud over mine livvagter, to tilfældige mennesker, som han aldrig havde talt med, og som intet ansvar havde for, hvordan PET’s ledelse agerede. Hvis det altså handlede om det. Eller var det en del af raseriet mod mig?

Den dag i dag forstår jeg ikke, hvad vredesudbruddet over mine livvagters tilstedeværelse skulle gøre godt for, og folk med kendskab til Ejbøl og det skete opfordrede mig til ikke at søge rationelle forklaringer på hans adfærd, for de fandtes ikke, sagde de. Men er vi ikke nødt til at søge forklaringer på menneskers ageren? Så vidt jeg kan se, er der ingen anden vej, hvis vi ønsker at leve i et civiliseret samfund, hvor der findes regler og love, som kan forklares og forsvares ved hjælp af fornuft og sprog. I modsat fald overgiver vi os til jungleloven og irrationelle kræfters erobring af verden.
 
Til forskel fra raseriet over mine livvagters tilstedeværelse kom det sidste punkt på hans dagsorden ikke som en overraskelse, selv om jeg ikke havde ventet, at han ville blotte sig på den måde. Efter at have sat det første stød ind holdt han en kunstpause for at signalere, at der nu blev skiftet emne. Han trådte et halvt skridt frem mod mig og løftede endnu en gang sin hidsige pegefinger, så den befandt sig nogle få centimeter fra min brystkasse, hvorpå han fældede sin nådesløse dom:

"Og den bog, du nu har skrevet, den tilgiver jeg dig aldrig."
 
Han lagde ekstra tryk på "aldrig", som om det handlede om en utilgivelig forbrydelse, der ikke kunne sones, eller om utroskab over for ens elskede. Uden yderligere ord, forklaring eller gestik drejede han om på hælen og smækkede glasdøren efter sig.

Jeg fik senere at vide, at én af forklaringerne på hans vrede var, at jeg ikke havde informeret ham om, at jeg var i færd med at skrive en bog, da vi en måneds tid før havde spist frokost sammen. Han mente åbenbart, at det var et aftalebrud. Det var svært at tage alvorligt. Ejbøl havde i 2011 overladt det til Lars Munch og Jørn Mikkelsen at håndtere min situation, og i efteråret 2012 havde Lars Munch så trukket sig fra sagen og bedt mig selv administrere forbudslisten, mens jeg kunne konsultere Jørn, hvis jeg havde spørgsmål eller var i tvivl om noget.

Kunne Ejbøl så stille nogen krav om at blive informeret om mine bogprojekter? Jeg syntes, kommandovejen var ganske klar. Og efter de overfusninger, han havde udsat mig for de seneste år, havde jeg ikke lyst til at dele noget med ham, som vedrørte Muhammed-tegningerne. I lyset af hans vredesudbrud denne eftermiddag var jeg endnu mere overbevist om, at jeg havde gjort det rigtige ved ikke at orientere ham.

Med sin bredside mod "Hymne til friheden" bekræftede Ejbøl, hvad jeg i flere samtaler havde fået en fornemmelse af, om end jeg først nu forstod rækkevidden og dybden af hans modvilje: Jyllands-Postens Fond og JP/Politikens bestyrelse havde ønsket at stoppe en bog, der slog et slag for ytrings- og pressefriheden.

Et par dage tidligere havde jeg siddet ved siden af Lars Munch til uddelingen af Politikens Frihedspris. Han var nu koncernbestyrelsesformand. Jeg sagde med et glimt i øjet til ham, at jeg kunne forstå, at jeg for tiden var "populær" og "i kridthuset" oppe på direktionsgangen på fjerde sal. Han kunne ikke lade være med at le: "Ja, du giver os alle sammen en masse at se til." Han bedyrede samtidig, at han ikke havde læst "Hymne til friheden" og derfor ikke havde nogen mening om den.

Kravet om at stoppe trykpressen var blevet fremsat af en mand, der brugte Jyllands-Postens penge til at støtte Freedom House, der hvert år udgiver en rapport om frihedens vilkår på globalt plan. Faktisk havde jeg i sin tid selv introduceret ham til forskningschef Arch Puddington, som havde inviteret mig til at tale til sine medarbejdere i New York. Jyllands-Postens Fond støttede også andre institutioner og personer, der forsvarede ytringsfriheden, demokratiet og retsstaten. Fonden havde ovenikøbet indstiftet en pris til personer, der havde gjort en indsats mod bestræbelser på at knægte det frie ord. Og netop Ejbøl var vært for en reception, hvor denne pris fem minutter efter hans hvidglødende raserianfald mod en bog, som en anmelder senere kaldte "et vigtigt forsvar for friheden", skulle uddeles.

Ironien var til at tage og føle på.

Da Ejbøl havde forladt redaktionen, gik jeg over til chefredaktør Jørn Mikkelsen. Jeg refererede kort episoden og meddelte, at jeg ikke ville deltage i receptionen. Det ville, tilføjede jeg, være en pine for alle parter, og efter det skete higede jeg ikke ligefrem efter at opholde mig i samme lokale som Ejbøl. Jørn virkede en smule desorienteret, men der var ikke tid til længere forklaringer, de måtte følge på et senere tidspunkt.
 
Jeg gik tilbage på mit kontor, hvor mine to livvagter dukkede op kort efter. De fortalte, at de på vej over i bestyrelseslokalet havde haft et sammenstød med en mand, de ikke vidste hvem var, men som havde præsenteret sig som "formanden for det hele". De opfordrede mig til deltage i receptionen, hvis det var planen, og ikke tage hensyn til det. Jeg sagde, at det havde jeg intet ønske om, og spurgte, hvad der var sket.
 
Den ene livvagt, en bredskuldret fyr på små to meter, var stødt på denne formand i døren. De havde aldrig hilst på hinanden eller talt sammen, så livvagten anede ikke, hvem han havde over for sig. Men manden havde overfaldet ham verbalt:

"I holder jer væk, I er ikke velkomne. Jeg vil ikke have nogen PET-vagter derinde." 

Livvagten havde været vant til lidt af hvert og haft ansvar for sikkerheden omkring statsminister Anders Fogh Rasmussen, så han lod sig ikke sådan feje af banen.

"Undskyld," svarede han ganske neutralt og høfligt, "men hvem er du?" 

"Jeg er formanden for det hele, og I skal holde jer væk, forstår du det?" 
 
Min anden livvagt befandt sig på toilettet i et lokale på den anden side af gangen, men han kunne klart høre den vredladne ordre til en politimand i tjeneste.

"Undskyld," forsøgte livvagten endnu en gang på korrekt vis, "men jeg har svært ved at forstå, hvad du siger, når du taler på den måde." 

Det havde fået formand Ejbøl til at eksplodere.

"Du skal ikke belære mig om, hvordan jeg skal tale, er du klar over det?"

I et forsøg på at intimidere og muligvis provokere livvagten havde Ejbøl stukket sit hoved helt tæt på ham. Ville han besvare invitationen til ballade eller gå baglæns? Begge reaktioner ville Ejbøl notere som en sejr i en af hverdagens mange små krige og konfrontationer. Men livvagten ikke så meget som blinkede med øjnene. Han blev stående og iagttog en mand, der kogte af vrede, men ikke så meget andet. Forsøget på intimidering var tydeligvis slået fejl, så efter et øjebliks tøven, hvor Ejbøl overvejede sit næste skridt, vendte han om og satte kurs mod bestyrelseslokalet.

En befippet og stresset sekretær, der om morgenen havde begået den helligbrøde at sende deltagerlisten til mine livvagter, forsøgte at gyde olie på vandene i den efterfølgende pinlige tavshed.

"Det er vel heller ikke så vigtigt, at I er til stede," forsøgte hun sig. "Vi kender jo alle dem, der kommer." 

I samme øjeblik passerede en mand på vej ind i receptionslokalet med en taske. Sekretæren kendte ham ikke, men han fik ikke sin taske tjekket. En af livvagterne spurgte, om hun mon vidste, hvad der var i tasken?
 
Næh, det gjorde hun ikke.

"Der kan du se, det er en af grundene til, at vi er her," replicerede livvagten.

Det viste sig, at ‘festen’ endnu ikke var slut. Blandt gæsterne var folketingspolitiker Naser Khader. Han gik også med PET-livvagter, og de var fulgt med ham ind i receptionslokalet. Da Ejbøl fik øje på dem, blev de genstand for samme overhaling som mine livvagter, og han forlangte, at de forlod lokalet. En af dem forsøgte at gøre Naser Khader opmærksom på, at de blev forhindret i at passe deres arbejde, men midt i støjen og de mange mennesker i lokalet opfattede Naser Khader i første omgang ikke, hvad der foregik. Han bad derfor livvagterne vente udenfor, og så kunne de rede trådene ud bagefter.

Da receptionen var slut, opsøgte en af livvagterne Ejbøl for at få en forklaring og finde ud af, hvad der var sket. Det var trods alt ikke hverdagskost at blive smidt ud fra et arrangement, hvor de skulle sørge for en folkevalgt politikers sikkerhed. De kunne risikere at få en sag på halsen, hvis der skete noget uforudset, og de havde pligt til at forfatte en rapport til deres overordnede, når der opstod en konflikt eller skete usædvanlige ting.
 
Da livvagten henvendte sig til Ejbøl, lød svaret:

"Jeg har intet at tale med dig om," hvorpå han vendte ryggen til og lod, som om livvagten ikke eksisterede.

Efter nogle begivenhedsrige minutter, som al min ydre ro til trods havde været en chokerende oplevelse, begyndte jeg at researche en lederartikel om Rusland og Syrien. Senere på eftermiddagen havde jeg en aftale med Politiken-journalist Nils Thorsen, som skulle interviewe mig om "Hymne til friheden", et af de få interviews, jeg havde fået tilladelse til at stille op til. Vi gik sammen over på hans kontor, hvor vi talte en times tid. Derpå tog fotografen mig med op på taget af JP/Politikens Hus.

Billederne havnede på forsiden af begge Politikens sektioner to dage senere under overskriften. "Man har lov at pege fingre, hvis folk ikke er ærlige omkring deres frygt".

Jeg kan forestille mig, at i hvert fald én læser fik kaffen galt i halsen, da han læste avisen den morgen.